Metalsnobbens Hjørne

Også spurgte han om jeg havde hørt den nye Five Finger Death Punch, hah!

På baggrund af de sidste par dages artikler i dagspressen, har redaktionens absolut mest snobbede og kulturradikale skribent kigget både indad og udad og tænkt tanker.

Metal? Metal!

Vi metalfans er et sjovt folkefærd – og jo, helt bevist vælger jeg at kalde os for et folkefærd – for ligesom det konstant diskuteres, hvornår man er dansk, eller hvad der er dansk, diskuterer vi blandt os selv, på tværs af landegrænser, hvornår noget er metal, og hvad der er metal. Og ligesom politikerne kun kan blive enig om nogle vage ting som farven på dit pas, kan metalfolket kun blive enige om lige så vage ting, som for eksempel at der skal sættes strøm til instrumenterne.

Men hvorfor er det så, at vi ikke kan blive enige om, hvad metal er? Det virker ikke til at være et problem, der er at finde i andre musikgenrer. Jg har aldrig hørt en flok popfans eller hiphoppere stå og diskutere, om Michael Jackson eller Dr. Dre nu var henholdsvis pop eller hiphop. Men tak skæbne, hvor har jeg oplevet utallige metalfans, der diskuterede, om Metallica, Iron Maiden, Ghost, AC/DC og mange andre bands nu også var metal eller ej. Det tætteste på den slags, jeg har observeret, har været teenagepiger, der diskuterede, skændtes og sloges, om hvilken popgruppe/-idol der nu engang var bedst.

Og netop de to fangrupper, har nemlig noget tilfælles: passion.

På samme måde som to 13-årige piger er klar til at bruge dage på at svine hinanden til på Instagram, lige så kampklar er to midaldrende mænd i slidte bandtrøjer til at slås til døden, om hvem der er bedst: Megadeth eller Metallica.

Det virker til, at metalfolket tager sin musik meget mere seriøst end fans af andre genrer. De har lagt blod, sved og tårer i deres hobby, og for mange af dem er det, at de hører metal, blevet en vigtig del af deres persona. De kan fortælle læssevis af anekdoter om, hvor de var, da de opdagede X band, eller hvad de lavede, da de opdagede Y band, hvordan deres venner reagerede, da de præsenterede Z band for dem osv. Det bliver altså en del af folks personlige narrativ, det at de hører metal.

Den uendelige stige

Det virker også til, at mange, der lytter til metal (uanset alder og køn), har en tendens til at opfinde diverse rangstiger med uendeligt mange trin. De fleste er startet på et af de laveste trin med fx Black Sabbath, AC/DC, KISS eller Motörhead, nogle er startet på et lidt højere trin med Metallica, Slayer eller Pantera, og nogle midtimellem med Disturbed, KoRn, Slipknot osv. Som sagt er rangstigen uendelig, og hvilke bands, der er på hvilke trin vil, utvivlsomt, være oplæg til mangen en diskussion blandt metalfolk. Vi føler naturligvis også, at vi selv står på det bedste trin, for det, vi selv hører, er jo helt åbenlyst det bedste. Vi ser derfor også ofte ned på folk, der er på et andet trin end os selv – de har jo ikke opnået samme visdom og klarsyn som os, hvilket faktisk er lidt synd for dem, så derfor er vi også nødt til at belære dem, om hvorfor det, vi selv hører, er bedre end det, de hører. Hvilket er en superarrogant og elitær holdning. Men som jeg allerede har nævnt, så er det, vi hører, en del af vores eget narrativ og selvbillede – og den slags er ikke for sjov! Desuden er elitisme og det at være elitær noget, mange (uanset om de hører metal eller ej) forbinder med metalmusikken, hvilket jeg vil komme ind på lidt senere.

Passion kræver sit offer!

Denne passion og dedikation er også noget af det, der får folk, der ikke hører til metal, til at betragte os, som var vi et sjældent (og nogle gange farligt) dyr, der er vandret ind fra sletten med blod om munden. Dette bygger jeg på de voldsomt mange indslag/artikler, der efterhånden er lavet om folk, der hører metal, eller med metalmusikere selv, for lige så sikkert som amen i kirken kommer der altid et spørgsmål, om hvorfor de har valgt at lytte til/lave denne farlige musik, og om ikke man bliver farlig og vred af konstant eksponering af metal? På samme måde som hvis en terrorist eller anden voldsperson har begået en rædderlig gerning, så skal det altid fremhæves, hvis han/hun hørte metal (eller spillede computerspil, men det er en anden snak – om end der ofte er et overlap).

Så selvom nogle ville mene, at metallen er stueren, så virker det altså til, at den gængse holdning er, at hvis du hører den slags, så er du altså ikke helt som alle de andre – hvilket jo nok også er rigtigt.

For folk, der hører metal, bærer det ofte som et sejrsmærke, et hædersbevis, en form for musikalsk elefantorden – noget kun de få har optjent.

Netop det, at man er ”en af de få”, virker ligeledes til at være utrolig vigtigt for mange metalfolk, for noget af det værste, der kan ske, er, når de bands, man selv elsker og dyrker, bliver populære, eller endda mainstream! Bare tanken, om at Betina nede fra nummer 14 kunne finde på at nynne med på Goatfuckerdyslexias nyeste single, får dig til at få det fysisk dårligt, for hun har jo stjålet dem fra dig! ”De har solgt ud!” er metalverdenens svar på ”han er jo pædofil”. Forstået på den måde, at det er det værste, et band kan gøre, og derfor er de nu døde i ens øjne, og intet de gør, kan få dig til at tilgive dem igen! (Ironisk nok, så virker det til at være værre, hvis et band ”sælger ud” end rent faktisk viser sig at være pædofile – det virker da til, at folk stadig hører Manowar og Inquisition).

Se mig, hør mig!

Faktisk så er metalfans villige til at ignorere mord, brandstiftelse, absurde holdninger til minoriteter og andre ting, så længe de kan lide musikken. Som Burzum-fan er jeg ikke meget bedre selv. Jeg er udmærket klar over, at Varg Vikernes er vanvittig, men de gamle albums er stadig geniale – så på den måde formår metalfans at være verdensmestre i at skelne kunst fra kunstneren. Medmindre det altså drejer sig om Ian Watkins fra Lostprophets – lige der var der ingen kære mor.

Men lige så meget som metalfans kan gå i panik, hvis deres dyrebare musik bliver opdaget af mugglerne (jo, en Harry Potter-reference er faktisk meget passende her, for visse metalfans ser vitterligt på ikke-metalfans som var de almindelige, røvsyge dødelige, mens de selv er overmennesker med særlige evner), lige så meget higer de efter accept og opmærksomhed fra den ikke-metalliske verden. Det kan ses, hver gang et nyhedsindslag eller en avis, sågar et talkshow, formaster sig til at nævne eller skrive noget om metal i en positiv tone. Så vælter det ud af buskadset med forvirrede, men henrykte, metalfans, der råber op om, at folk endelig har fået øjnene op for metallens genialitet! Tag nu bare Politiken og Information, der her i maj måned har skrevet rosende ord om bands som (0), ALKYMISTog Afsky – jeg skal da love for, at jeg har set de artikler blive delt af folk, der aldrig har læst de aviser før og muligvis ikke engang hører de pågældende bands, for bare det, at musikken bliver nævnt af den etablerede presse, er nok til at gøre dem glade.

Jeg kan da også huske, dengang MetroXpress anmeldte Metallica’s Death Magnetic. Det var ikke til at opdrive et eksemplar, til trods for at den avis normalt var at finde i hobetal diverse stationer og stationskiosker landet over.

Eller da Lordi vandt Eurovision tilbage i 2006, en historisk førstesejr for Finland, men også en rekord for højeste karakter nogensinde givet i Eurovision – det var jo ikke tilfældigt, ej heller fordi den sang var et mesterværk, men derimod et resultat af accepthungrende metalfans bag samtlige tv-skærme.

Snobberi vs. hykleri

Men hvordan hænger det sammen? Hvordan kan man det ene øjeblik mene, at metallen er bedst, når man kan stå og prale med at være den eneste, der både hører og forstår den og derfor er bedre end alle dem, der ikke gør, for så sekundet efter falde i svime over at en avis, man aldrig læser, skriver positivt om et band, man ikke rigtigt kender?

Er det usikkerhed? Higen efter den accept man aldrig fik tilbage i folkeskolen? En hyldest af at være anderledes? Ideen om et esoterisk broderskab, der vokser? Eller er det hykleri?

For hvordan kan man det ene øjeblik være en fnysende snob, der ser ned på folk, der hører Nicki Minaj, for straks at stå med en massiv erektion ved tanken om, at folk, der lytter til Nicki Minaj, ser et indslag på DR1 med BAEST, så for til sidst at gå i selvsving over, at BAEST har lavet en Tulipreklame – hvor er logikken?

Jeg har ikke et svar, for jeg tror ikke, der findes ét svar – jeg tror, der findes mange, og jeg tror, at alle dem, der lytter til metal, har hver sin udlægning.

Ja ja, men hvad med dig selv, hva’!?

Jeg ser mig selv som værende ret snobbet samt forholdsvis elitær, når det kommer til min metal. Jeg er for eksempel den første til at rynke på næsen af metalcore eller jysk dødsmetal.  Denne holdning bliver da også tit og ofte bliver bekræftet af de andre på redaktionen. Efterhånden i en sådan grad at jeg automatisk er ham, der får alle de bizarre post-x eller melodisk-y fra diverse enmandsbands fra Zimbabwe eller Aserbajdsjan. Men omvendt er min pladesamling fyldt med Metallica og Ghost, og selv Sabaton har sørme en plads. 

Ergo er jeg jo selv en hykler, og det er vi alle. For vi mennesker er komplekse og har mange facetter. Nogle kan lide Volbeat og lune fadøl, og andre har smag… Se, nu gjorde jeg det sgu igen!

Min konklusion må derfor være, at jo: du må gerne være en snob. Men du må også elske Nicki Minaj, du må få Vince Niel tatoveret på røvballerne, du må købe alt det KISS-merchandise, du kan slæbe (her vil jeg satse på deres luftguitarstrenge!).

Du må læse Politiken, du må læse Ekstrabladet, og du må også lade være! Du må faktisk være præcis, som du vil, lytte til det, du vil, føle og tænke, som du vil!

Du skal bare lade være med at være en kæmpe idiot, uanset hvad du lytter til.

Ikke mere snak!

Nå ja, og her til slut så har min kære boomer-kollega jo været så rar at slutte sine blogs af med diverse playlister (blandt andet en med hair metal, og her er jeg som selverklæret snob jo naturligvis nødt til at tage afstand!), så det trick vil jeg naturligvis gøre efter. Så hermed får I, kære læsere, et kort uddrag, af hvad sådan en ”metalsnob” mener hører hjemme på en playliste, før den er noget værd. Den er dog på eget ansvar, for hvis du efterfølgende pludselig opdager, at du er iført rullekrave og monokel samt har tegnet et abonnement på Politiken, så er det altså bare noget, der sker! https://open.spotify.com/playlist/7umfqieTYMLliGrVrxkWNE?si=Z2L3O46hTH-O_-F6GGd50g

 

 

Kommentarer (3)

UMUR

UMUR

Indlæg: 65

For helvede...din playliste

For helvede...din playliste er jo fyldt med black metal lort ;-)

...god og sjov artikel, der rammer fint plet med hensyn til mange metalfans jeg kender inkl. mig selv (jeg kan dog selvfølgelig ikke snakke for alle metafans). Specielt den der med, at forsøge at overbevise andre metalfans om at det man hører, er det absolut fedeste, og at deres ynglings kunstnere, ikke når dem til sokkeholderne.

Én at de ting du ikke nævner i artiklen, er den med at ældre metalfans næsten altid fortæller yngre metalfans hvilke ældre bands de yngres favoritter er inspireret af, og hvorfor de ældre bands derfor selvfølgelig er meget bedre, da de jo var de første, der havde idéerne, uden at tænke over at de idéer nogle gange er blevet rafineret gennem tiden, og i nogle tilfælde faktisk endt med at lyde federe end den oprindelige udgave. Jeg elsker da f.eks. det super fede doomede riff på King Crimsons 21st Century Schizoid Man, men der er da lavet andre fede doomy riffs siden.

Jonathan Pichard

Anmelder

Indlæg: 22

At stoppe mens legen er god

Du har ret, det belyser jeg ikke synderligt meget, men man skal jo stoppe et sted ;) 

Men det er, bestemt, ikke utænkeligt at de fans bliver nævnt næste gang jeg skriver et indlæg, for disse "metal boomere",  dem som der ikke mener der er udkommet noget fedt sidne '86 eller at der aldrig vil blive født en bedre guitarist end Dimebag osv, de fortjener sandeligt også et par kærlige ord med på vejen!

Og hele den der snak med at X blev inspireret af Y er også relevant at komme ind på, for den snak er tåbelig og udfra den logik burde vi jo ikke gøre andet end at hylde den første hulemand, der slog to sten mod hinanden.

UMUR

UMUR

Indlæg: 65

:-) well spoken...

:-) well spoken...

Tilføj kommentar