Efter første gennemlyt af "Facemelter" er fornemmelsen, at Y & T sidder lidt fast i en 80er heavy rock rutine og samtidig at Y & T ikke på nogen måde tilfører deres sange nogen form for signaturlyd af nogen art og derfor lyder "Facemelter", da også som et ganske ordinært hard rock album nu en gang gør. Y & T jagter gennem albummet de lidt store grandiøse omkvæd (eksempelvis "Shine On"), men rammer aldrig det niveau, hvor det giver indtryk af at Y & T har noget væsentligt at byde ind med. I stedet bider man mere fast i de fortærskede klicheer ("I Want Your Money" og "Wild Child") som befinder sig på albummet – det er sgu’ som om det er hørt en del gange før og tilmed også en hel del bedre.

Uden at kende til bandets bagkatalog virker Y & T på "Facemelter" som en flok hard rock koryfæer, der følger den slagne vej, som de altid har gjort – tankegangen er vel at der er ikke grund til ændre på noget man føler fungerer. En tankegang, der formentlig også stiller de fleste Y & T fans tilfredse, men denne anmelder har fandens svært ved at se det specielle ved dette album.