Will the real Xasthur please stand up?
Xasthur er … Xasthur. Nej, det er måske ikke den bedste forklaring, men det er den mest præcise. Scott Conner, manden bag, har udgivet musik med Xasthur siden 1999, men lagde egentlig projektet i graven i 2010, hvorpå han startede et nyt projekt op kaldet Nocturnal Poisoning. Det band, som ellers var et akustisk darkfolk-projekt, skiftede så navn til … Xasthur i 2015, fordi hvorfor ikke? Disharmonic Variations er album nummer 15, og med så mange år på bagen og så megen musik i rygsækken så må der da være noget virkeligt spændende at komme efter … eller hvad?
Når man hellere vil stikke en gaffel i lysken
Hvis Blut aus Nord lavede elevatormuzak, eller hvis Imperial Triumphant stod for at designe musikken i din tandlæges venteværelse, så ville Disharmonic Variations være resultatet. For nok er det disharmonisk, dissonant og grimt. Men det er samtidig så stille og forsigtigt, at det på ingen måde kan få folks puls op over ”død”. Det hele er, som sædvanligt, instrumentalt, hvilket kun er med til at cementere hele elevatormuzakaspektet, men har man hørt, hvordan Conner ”sang”, da han var gæst i Sun O))), så kan man konkludere, at det ikke er den største mangelvare.
Albummet består af intet mindre end 13 enslydende numre, der trods vilde titler som ”Haunted by the Living”, ”Mirrors Made of Misery” og ”Your Existence is Not Enough” dårligt nok kunne bruges som loungemusik på en alt for dyr kaffebar. Det her album er så ekstremt kedeligt, at man har svært ved at være i sig selv. Lysten til at prikke sig selv i lysken med en gaffel bare for at holde sig vågen eller føle ét eller andet er konstant overvældende. Jeg er en ret rolig type, men den her slags musik får alt til at sitre i min krop, i en sådan grad at en tilfældig skolepsykolog måske ville mene, jeg skulle have et skud ritalin for at falde lidt ned igen. Disharmonic Variations er helt oprigtigt så træls og enerverende en lytteoplevelse, at man konstant søger en overspringshandling bare for at lave noget andet end at lytte til albummet. Det mest irriterende er, uden tvivl, at selvom musikken ganske vist prøver at være både kaotisk, dissonant og generelt larmende, så fejler den på alle parametre – for det er bare totalt og aldeles ligegyldig hvid støj. Jo, jo, så er der lidt dobbeltpedal og skæve guitarriffs, men det er så lavt og stilfærdigt, at det fremstår mere meningsløst end et fadølsanlæg i en moske!
Stop, stands, og gå væk!
Man siger, at før man kan kalde noget for kunst, så skal det kunne fremkalde følelser. Disharmonic Variations fremkalder da også følelser i mig, men det er følelsen af en enorm lyst til at slukke for musikken, smide cd’en væk og forbande Xasthur langt væk for at have spildt min tid i en sådan grad. Jeg har efterhånden anmeldt over 500 album, og det her er kun tredje gang – nogensinde – at jeg giver noget karakteren ét ud af ti. Så tillykke, Disharmonic Variations, du fortjener det – og gå så væk!
