Udfordringer og udskiftning
Withering Surface var i gang med et flot comeback med udgivelsen af Meet Your Maker i 2020, deres første i 16 år, men så kom Corona. I stedet for at dreje nøglen om, besluttede bandet sig for at dedikere tiden til et nyt album kaldet Exit Plan, men også her stod udfordringerne på lang række. Morten Lybecker (keyboard) måtte melde pas grundet en travl hverdag, bandet bragte Marco Angioni (guitarist) ind som tilføjelse, og sidst men ikke mindst forlod Jacob Gundel (trommer) bandet, efter at trommerne var blevet indspillet til det nye album. Nå ja – og så inviterede man Troels Lund-Sørensen fra Avarice med ombord som erstatning. Er du forvirret? Også jeg. Man skulle næsten tro, at Withering Surface var et serie 5 hold i Jylland med alt den udskiftning, og på den måde passer albumtitlen Exit Plan meget godt. For det er godt at have en plan med livet, når alting går af sporet.
Nordens naboer
Det er jo ikke nogen hemmelighed, at naboerne i norden ”låner” lidt fra hinanden til tider. Vi er i Danmark glade for Ikea, svenskerne misunder os vores lave ølpriser, og finnerne importerer tossede mængder fisk fra Norge. Én ting, som vi også er vældig glade for i Danmark, er Sveriges melo-dødsscene, og den er Exit Plan yderst inspireret af. Her kan trækkes tråde til både slut 90’er In Flames albummer som som Clayman og Colony – lyt blot til singlen ”Denial Denial Denial”, men der er også noter af mere moderne melo-død som Soilwork, selvom Withering Surface har eksisteret et par år længere end dem. Normalt skal man passe yderst på med denne type inspirationer, men Withering Surface mestrer at bibeholde lyden, men samtidig gøre værket til deres eget. En af pladens absoluts største styrker er netop variation. ”Where Dreamers Die” kaster sig over blackened-death, ”Mindreader” gør klar til fællessang, og netop ”Denial Denial Denial” skriger In Flames med lidt Næstved-atittude. Og heldigvis kan man på spillefronten slet ikke høre den store mængde udskiftning!
Titelnummeret ”Exit Plan” er dog højdepunktet på skiven, og Michael Hvolgaard Andersens raspende vokal lyder, som om den har rejst en tur tilbage i tiden og bragt ungdommens rebelske mønstre med sig. Exit Plan skal også have stor ros for dens varierede brug af guitar – anskaffelsen af Marco Angioni virker desuden til at være en mindre genistreg og har åbnet op for inkorporering af adskillige sub-genrer. Samarbejdet mellem ham og Allan Tvedebrink fungerer upåklageligt, og her kan man spore stor selvsikkerhed. Withering Surface har atypisk valgt at få mixet albummet hos Medley Studios, som har artister fra både pop- og rockgenren. Søren Andersen, som har været ansvarlig for produktion, har dog gjort et fantastisk stykke arbejde, så satset har betalt sig. Man kan tydeligt høre, at der har været en yderst professionel tilgang.
Hvad fungerer så ikke? Introen ”[Enter]” er absolut intetsigende, og selvom ideen er brugt mere som koncept end sang, er ideen så udvandet, at man nærmest sukker over indledningen. Nummeret ”The Oracle” peaker heller aldrig rigtigt, og tempoet er en anelse lavere end nødvendigt. Som sidenote er det selvfølgelig også ærgerligt, at vi ikke får lov at høre Troels Lund-Sørensen i aktion, men ham kan man passende glæde sig til at se live den kommende sommer. Han er en utrolig dygtig gryderasler.
Der findes andre mennesker end dem, der er danske. De bor i huler og slås hele dagen
Shubiduas kære citat fra ”Danmark” sangen, ville sandsynligvis blive ramt af censur-hammeren, hvis det var udkommet dags dato. Selvom svenskerne elsker deres vildmark, og sikkert også slår hårdt med køller, så er de altså endnu bedre til at lave god metal. Det var smart af Withering Surface at kigge mod Sverige og kombinere disse elementer med deres egne ideer, for resultatet er en skive med en stor rækkevidde. Kan du lide metal fra 00’erne? Tjek. Kan du lide moderne melo-død? Tjek. Og kan du lide guitarriffs, stor variation og snilde? Så er Exit Plan helt sikkert en plade for dig.
