Jeg glæder mig i denne tid…

’Jeg glæder mig i denne tid, nu falder julesneen hvid, så ved jeg, julen kommer. Min far hver dag i byen går, og når han kommer hjem, jeg står, og ser hans store lommer.’ Således starter Johans Krohns berømte digt fra 1866 om Peters Jul, der på sin vis kan genanvendes til introduktionen af det symfoniske power-ensemble Winterage. Den nuværende kvintet har nemlig hidtil haft en tendens til at sende sine udgivelser på gaden ved vintertide. Således ramte fuldlængdedebuten, The Harmonic Passage, hylderne tilbage i februar 2015, inden singlen ”Legend of the White Tannenbaum” meget passende fulgte trop første juledag samme år. Sidenhen skulle hele seks vintre komme og gå, inden opfølgende The Inheritance of Beauty så dagens lys i januar 2021. Store lommer har i den grad været påkrævet, idet stiftende alfader – og i øvrigt eneste gennemgående medlem – Gabriele Boschi har haft for vane at entrere med et omfattende symfoniorkester på hele 40 mand, når et album skulle indspilles. Historien gentager sig her, hvor troubadourerne fra støvlelandet er klar med tredje opus, Nekyia, der til gengæld brød traditionen for vinterudgivelser med sin premiere i starten af juli måned.

Et kig i krystalkuglen

Winterage lægger bestemt ikke skjul på sit kunstneriske oplæg, snarere tværtimod, fristes man næsten til at sige. Fans af ’power’ og ’progressiv’ med symfoniske elementer vil grangiveligt kunne detektere spor af både Blind Guardian, Rhapsody of Fire, Avantasia og Symphony X. De dramaturgiske konstruktioner læner sig derimod kraftigt op ad det amerikanske produktionsselskab, Two Steps from Hell, der står bag en lang række af filmtrailere, videospil, tv-serier samt diverse medieproduktioner. Læg dertil et udtryk, der simultant omfavner irsk folkemusik og italiensk opera, så har du nogenlunde essensen af Nekyia.

Med titel af både komponist og violinist samt ansvarlig for orkestrering spiller Boschi i sagens natur en helt central rolle. Hans dramatiske sans og forkærlighed for symfonier er en fryd for øret, mens Daniele Barbarossa – der både forestår vokale indslag og sækkepibe – desværre rammer noget ved siden af, navnlig på skivens A-side. Hans register er for så vidt aldeles fremragende, men timingen skaber et forstyrrende lydbillede, og det forplumrer desværre ellers glimrende numre som ”Simurgh the Firebird” og ” The Cult of Hecate” en smule. Især tilstedeværelsen af Ronal Barbaren illustreret gennem en nærmest hysterisk højprætentiøs high-pitch er helt ved siden af skiven. Omvendt skal der lyde et bravissimo til guitarsoli, trommer og violin for tilsammen at tegne et nydeligt portræt af Hekate, den græske gudinde for trolddom og hekseri. Der er i dagens anledning lagt et dobbeltmodul af oldtidskundskab ind i skoleskemaet, idet vi bliver i antikkens Grækenland på albummets selvbetitlede skæring. Her følger beretningen om det oldgræske ritual, hvor ånder blev forsøgt fremmanet i håb om at se ind i fremtiden. Naturligt nok akkompagneret af både kor og orkester samt riffs og tromme. Ingen Ronal her – heldigvis – om end han lejlighedsvis truer med at titte frem, når Barbarossa nærmer sig de øvre vokale luftlag.

Netop luft er lidt af en mangelvare i det enormt kompakte lydbillede, og de lidt lysere toner på ”La Fonte d’Essenza” tilskikker dermed sin lytter et kærkomment åndehul, hvor også Barbarossas blændende operavokal på modersmålet fremhæver den ellers lettere udfordrede frontmand. Prøvelser, der tydeliggøres med albummets eklatant største skævert, ”White Leviathan”, der som en Bubbi Bjørn på flydende brint hopper hid og did i alle tænkelige afkroge: lidt middelaldermusik, lidt ’Ronal’, lidt opera og klassiske power up-tempo trommer, mens hele miseren krones med en tåkrummende tekstoplæsning mod slutningen af nummeret. Meget symptomatisk for helhedsindtrykket lever vokalen i begyndelsen af ” Metamorphosis, a Macabre Ritual” heller ikke op til sine velkomponerede omgivelser. En synd og skam, for Boschi og det øvrige orkester brillerer virkelig her. Heldigvis virker det, som om man undervejs i produktionen har erkendt, at nummeret ville stå stærkere som ren instrumental komposition, hvorfor fraværet af vokal falder i naturlig tråd med ”Resurrectio ad Mundum”: et sirligt harmoniseret postludium med strygere og kvindelig operavokal, der sætter punktum for en oplevelse til den overvejende positive side. Dog ikke uden forhindringer på vej gennem skoven i selskab med Bubbi-barbaren Ronal.

Fremtiden ligger ikke fast…

Når vi kigger på fundamentet af symfoniske kompositioner, er der ikke mange fingre at sætte på den endelige produktion. Orkester, kor og violin udgør et solidt og vellydende omdrejningspunkt, mens Luca Ghiglione bag trommerne tilfører den nødvendige tyngde og dynamik. Vi kommer dog ikke udenom, at konstruktionen desværre også har nogle enkelte ’K3’ere’, der trækker oplevelsesværdien noget ned: Den rytmisk asynkrone vokal – navnligt på A-siden – skaber unødig uro i harmonierne og forstyrrer det ellers positive indtryk. Vi har efterhånden konstateret, at Ronal bør blive hjemme, trække nathuen ned over øjnene og gå i seng. Affekterede vræl med klangbund af billig musicalopsætning hører ikke hjemme i disse omgivelser. Ambivalens er i virkeligheden et meget dækkende ord, for den følelse Nekyia efterlader mig med. På den ene side masser af spændende elementer af keltisk kultur, italiensk opera og græsk oldtidshistorie. På den anden side en produktion, der, hvor meget den end forsøger, ikke evner at rumme og forløse dem alle simultant. Hvad den store plan bag albummet oprindeligt har været, står fortsat hen i det uvisse, men med den uvished byder sig netop en gylden mulighed for at få luget lidt ud i kommende udgivelser, så det endelige produkt kommer til at fremstå en anelse mere stramt. Eller som John Connor – ham uden popsmart ortografi – ville sige:

‘The Future Has Not Been Written. There Is No Fate But What We Make For Ourselves'.