Winter is coming

Sidst vi anmeldte Winter Eternal, var vi ikke just begejstrede. Vi slog ned på Soulreapers vokal, vi slog ned på det nordiske fokus, og vi slog ned på den kluntede sangskrivning. Men nu er vi her altså igen, for det græske soloprojekt er klar med album nummer fire, og på papiret burde det jo være et godt album, især for en, der generelt er pjattet med melo-black samt metal fra henholdsvis Grækenland og Skotland. Så må vi jo bare se, om det rent faktisk lykkes denne gang, eller om Winter Eternals fjerde album mestendels vil føles som en kold musaka serveret med HP-sovs.

Hyr nu en trommeslager!

Når man laver melo-black, er den største udfordring tit at finde den helt præcise balance mellem råhed og skønhed. Det er jo black metal, så en vis mængde pigtråd og snerren er forventet, men ikke så meget, at de melodiske aspekter drukner totalt – omvendt må det jo heller ikke blive for storladent og poleret, så forsvinder det mørke ophav jo. Winter Eternal rammer egentlig denne balance fint, selvom trommernes pandekagepladelyd samt generelle 4/4-beat er med til at trække det i den gale retning. Heldigvis er Soulreaper en ganske habil guitarist, hvilket han cementerer med den hæsblæsende solo på ”Battle Cry”; det er ren Malmsteen! Desværre er det, som om at for hver god ting, manden begår, skal der lige være to-tre dårlige ting. Eksempelvis insisterer han på at lave vokalharmonier med sig selv, og det fungerer absolut ikke – tværtimod! Det lyder så umådeligt kluntet og klodset, at man undrer sig over, at han ikke selv kan høre det, hvilket gør, at nummeret ”Two Heavens as One” er direkte grinagtigt – og ikke på den gode måde!

Ligeså er der det komplet ligegyldige instrumentale intermezzo ”Voices”, hvor Soulreaper gør alt, hvad han kan, for at kanalisere sin indre Quorthon, men der er ingen point at hente her; der skal mere til end et forsøg på at planke introen fra ”A Fine Day to Die”.

Helt generelt er Echoes of Primordial Gnosis akkurat lige så middelmådig og ligegyldig som sin forgænger. Hvilket giver sig selv, da Soulreaper begår akkurat de samme fejltagelser som tidligere. Hans vokal er stadig alt andet end imponerende, hans trommespil er lige dele uinspireret og enerverende, og sangskrivningen ufokuseret. Og så kan det da godt være, at han kan hive geniale guitarsoloer ud af ærmet, når det gælder – problemet er bare, at der altså skal mere til end bare det.

Et studie i, hvordan du ikke skal gøre

Det, Soulreaper præsenterer os for, er ting, vi har hørt tusind gange før, og det er – desværre for ham – også ting, vi har hørt gjort bedre tusind gange før. Jeg kan ikke komme på én eneste god grund til, at nogen skulle vælge at sætte det her album på, medmindre det skulle fungere som et eksempel på, hvad man ikke skal gøre på et melo-black-album.