Svenske Vintersorg har med "The Focusing Blur" (T.F.B.) taget mig med gevaldig storm. Deres unikke stil som på mange måder kan betegnes som psykedelisk progressiv Black Metal er så gribende og innovativ at man som lytter forbløffes grænseløst. Skulle man drage en parallel så må det være noget lignende Psychotic Waltz i intim dans med Ulver. Ihvertfald kan man med god samvittighed sige at sammenligningen med Ulver ikke er skudt helt forbi, såfremt vi tænker i kompositioner og den evige skiften mellem akustisk folk og old school Black Metal snobberi. Sammenligningen med Psychotic Waltz har nok mere at gøre med selve sangeren (ren sang), også de ekstremt tekniske progressive heavy metal riffs, som for mig er meget besnærende med den psykotiske vals. En tredje ting som ligeså er meget beundringsværdigt på "T.F.B." er Steve de Giorgios (Death, Testament) formidable basspil. Han dribler så det er en leg. Prøv f.eks. at checke skæringen "Curtains" og I vil forstå hvad jeg mener. Generelt er der fænomenalt basspil på de fleste skæringer, men det som Steve præsterer på "Curtains" er nok det bedste på pladen. Guitarspillet er lige så storslående. Guitaristerne spiller som det var en leg og de kontrollerer deres instrumenter til punkt og prikke. Især de akustiske indslag er så utroligt smukke at man bliver helt vemodig når den rene sang danser med. Trommespillet er ligeså iøjefaldende. Det er jazzet, progressivt og kontrollerende. Sang er derimod en blandet landhandel. Den rene sang er utrolig distinkt og kontrollerende. Den minder mig om sangeren fra Yes og til tider er der og så noget Psychotic Waltz over den og heldigvis er den det bærende element på "T.F.B.". Skrige/råbe vokalen er der derimod ikke noget specielt over, bortset fra at det er bemærkelsesværdigt at Vintersorg i det hele taget har valgt at bruge den, hvilket i sig selv er fatalt. Havde de i det mindste valgt at sovse vokalen til, som bands som Dimmu Borgir gør og ikke lade den være så nøgen, så kunne jeg bedre forstå ideen med brug af skrigevokal på "T.F.B.". Alt i alt er "T.F.B." en perle. Dog mangler den nogle aspekter for at kunne blive til et rent ti tal. For det første så er der den fatale skrigevokal og for det andet er der den lidt for tynde produktion. F.eks. kunne man godt have skruet en tand op for guitaren. På trods af disse aspekter må jeg nu alligevel indrømme at skiven i sig selv fortjener bedre, hvilket på mange områder har noget at gøre med selve konceptet, de glimrende musikere og den unikke stil som "T.F.B." ligger en på sinde.