Undervurderede Unseen Faith
Aarhus’ deathcore-kvintet Unseen Faith er klar med EP’en Prodigal Sons. Hvis du har fulgt på bandets sociale medier, så har du set, at alle fire sange er udkommet løbende. Med udgivelsen af fjerdesangen, “Prodigal Son”, er det nu blevet til en samlet EP. Unseen Faith har længe været et band, som har opereret i undergrunden og ikke har opnået den succes, som de har fortjent. Dette er på trods af, de har udgivet to EP’er og to fuldlængdealbum, Waver (2017) og Evoke (2020). De er klart et af de bedste deathcorebands, vi har på den danske scene. Både på plade og live plejer bandet at gøre sig godt. Det er derfor med visse forventninger, jeg har lyttet til denne plade. Spørgsmålet er dog, om fire sange overhovedet er nok til at sige noget om, hvor bandet er på vej hen?
Eksperimenterende, men trygge lydflader
Hvis du ikke er bekendt med Unseen Faith, så er de kendetegnet som et band med kristne synspunkter i deres lyrik, og de har indsprøjtet en del melodi og elektroniske lydflader i deres form for deathcore, som også ofte bevæger sig over i metalcore. Der er altså et stykke fra deres lyd til for eksempel Cabal. Der, hvor de er klassisk deathcore, er alle de tonstunge guitarchugs, brutale breakdowns og vokaler, der går fra ondskabsfulde skrig og growls til de helt ondskabsfulde kloakgrowls trukket fra mellemgulvets dybeste afgrunde. Alt sammen elementer, man kan finde på Prodigal Sons.
Den første sang, “Deadly Potential”, er en lidt anderledes størrelse, da den har en feature med Mirza Radonjica fra Siamese. Det er første sang, i hvert fald mig bekendt, som bandet har lavet, hvor omkvædet har rene vokaler. På papiret lyder det som et ret dårligt match, men Unseen Faith har faktisk fået det smeltet sammen på rimelig fornuftig vis. Det er lidt i stil med andre bands som Kardashev, som også kan mestre den slags. Udover at have EP’ens mest lettilgængelige omkvæd, så har ”Deadly Potential” også skivens styggeste breakdown. Næste sang, “Hindsight”, er en meget genkendelig Unseen Faith-sang, hvor der dog leges med vokalen. Det er både i form af glitch-effekter, og variationen af det pitch, som skrig og growls fremmanes med. Særligt afslutningen på nummeret med de højt talte vokaler hen over det hektiske lydtæppe fungerer fantastisk. Tredje nummer, “Love Hunger”, starter med et fængende, nærmest orientalsk lydende reverb guitarriff, som skrues op i pitch, når både vokaler og trommer vælter ind. Et spændende og lidt mere melodisk lydtæppe, end man er vant til at høre fra Unseen Faith, dog uden at det går på kompromis med intensiteten. Fjerde og sidste sang, “Prodigal Sons”, er klart pladens mest dystre og hårdtslående skæring, især Alexanders Eriksens nye vokalstil, hvor han nærmest spyr ordene ud med ren ondskab, er ret forfriskende og føjer et ekstra lag dystopi til deres allerede mørke, soniske univers.
4-lags lækker luksus-deathcore
Det er altid svært at skulle smække en karakter på en plade med så lidt minutmæssigt indhold, men jeg går efter, om det har pirret en nok og gør, at man hungrer efter mere. Det lykkes Unseen Faith absolut med på Prodigal Sons. De formår at tage en masse nye elementer ind i deres velkendte deathcore-univers og give det en friskhed, uden de mister deres kerne. Hvis det er tegn på, hvad vi kan forvente som det næste fra bandet, så er der absolut noget at se frem til. Der hersker ingen tvivl om, at Unseen Faith fortjener mere opmærksomhed, end de fået indtil videre, og det slår Prodigal Sons også fast med syvtommersøm.