34-minutters mesterværk
Hvis nogen fortalte mig, at amerikanske Uadas debutalbum, Devoid of Light, var det bedste black metal i 2016, ville jeg ikke sige dem imod. Skiven er en uhyre koncis affære med flere både melodiske og brutale riffs, end man burde kunne proppe ind i et knap 34 minutter langt album, og jeg har absolut ikke hørt det for sidste gang. Uada – som for resten betyder ”hjemsøgt” på latin – blev dannet i 2014 i Portland, Oregon, og skulle dermed blot bruge to år på at skrive et af højdepunkterne i 2016. To år skulle det også tage at følge op på den, og det er med store forventninger at jeg tager hul på Cult of a Dying Sun.
Amerikansk polsk black metal
Mig bekendt er der ingen arketypisk amerikansk skole af black metal, men Uadas stil drager også primært inspiration fra polske Mgła, med mol-tonede guitarmelodier underbygget af forvrængede akkordriffs og en sand spærreild af blastbeats, dobbeltpedaler og mere ligefremme, rockede beats. Uadas evner rækker dog meget længere end til simpel kopi; og hvor Mgłas atmosfærer føles nedtrykte og håbløse (en kompliment, naturligvis), lader Uada deres kompositioner med et lidelsesfuldt og energisk raseri. Inspirationen er tydeligt Mgła, men musikken er lige så tydeligt Uada.
En stor del af raseriet leveres selvsagt af vokalerne. Mellem den cyklon, der indleder ”The Purging Fire”, og den melodi, der afslutter ”Mirrors”, får forsanger Superchi skreget, knurret, hylet, harket og spyttet alverdens harme og smerte ud med eftertryk. Resten kommer fra skandinaviske eksplosioner af tremoloriffs, blastbeats og fills, som med rund hånd er spredt over hele albummet, og fra enkelte tunge power-akkordriffs som er smidt ind for afvekslingens skyld. Sammensætningen er evigt underholdende, og der er næppe et svagt riff at finde.
På Cult søger Uada at udvikle deres lyd, hvilket især mærkes på instrumenteringen. Her kommer sporadisk besøg af akustisk guitar (f.eks. ”Blood Sand Ash”) og endda et klaver i afslutningen af ”Sphere (Imprisonment)”. Mellemspillet ”The Wanderer” er ligeledes nyt territorium for gruppen, hvor bongotrommer, akustisk guitar og dybe korstemmer lægger baggrund for en velspillet og sjælfuld guitarsolo. Sangen tjener i øvrigt det formål at give et pusterum, så man kan få is på nakkemusklerne inden albummets anden halvdel.
Der er få høns at plukke med Cult. I forhold til debut’en er Cult tyve minutter længere, og et par få af sangene, deriblandt ”The Wanderer” og ”Mirrors”, kunne barberes en anelse ned. Det skal dog ingenlunde forstås, at Uada forfalder til overdreven gentagelse; tværtimod. Produktionen er overordnet set bedre end på Devoid, idet mikset er klarere og mere balanceret, hvilket tilgodeser bassen og trommerne. Derfor kan jeg også fint leve med at masteren er til den højlydte side, om end leadguitaren kortvarigt skærer i ørerne imod slutningen på ”Sphere”.
Hvornår bliver det 2020?
Med udgivelsen af Cult of a Dying Sun står det klart, at Uada får mindst én side i historiebøgerne for sig selv. På én gang lykkes det Uada at bevare og udvikle deres stil, og jeg glæder mig til at se, hvor de vil drive det hen. Hvis man sammenligner gruppens to udspil drager debuten fordel af at være meget tæt beskåret, men spilletiden på Cult er retfærdiggjort af gruppens glimrende sans for at undgå at slide de enkelte stykker op, samt naturligvis af høj kvalitet i riffs, fills og – ikke mindst – vokaler. Med store præstationer kommer store forventninger, og mine forventninger til Uada har netop fået et nøk opad.
