To Djinn or not to Djinn…

Det er efterhånden tre år siden, at det hætteklædte black-ensemble udgav sit mesterlige værk Djinn. Et værk, der foruden en dybt unødvendig samt alt for lang spoken-word-passage i nummeret ”No Place Here” var perfekt. Det var dog også et værk, der delte Uada-fanbasen i to lejre: Der var dem, som mente, at albummet lød helt perfekt, og at albummets udvikling var logisk samt tiltrængt, og så var der den konservative skare, der mente, at det var blevet for pænt og for flippet, og at bandet bare burde lyde, ”som de plejede”. Med en sådan feedback i rygsækken er det derfor interessant som lytter at finde ud af, hvilken af disse to lejre bandet har valgt at lytte til. For er Crepuscule Natura en efterfølger til Djinn, Cult of a Dying Sun eller noget helt tredje?

Cult of a Dead Sun

Man skal ikke høre mange sekunder af det første nummer ”The Abyss Gazing Back”, før man får svaret på ovenstående spørgsmål. For desværre har Uada valgt, at Crepuscule Natura skulle være en ”to trin frem, et tilbage”-udgivelse, endda i en sådan grad, at albummet måske burde have heddet Cult of a Dead Sun i stedet. Produktionen og mixet minder betydeligt mere om Uadas to første udgivelser, end om Djinn. Altså en mere rå og bombastisk lyd, hvor især trommerne får lov at fylde alt, alt for meget, og ligeså at de generelle rytmeriffs på albummet mangler melodi og er langt tættere på atmo-black-riffs så banale og generiske, at man tænker, de er inspireret af den klassiske børnebog Totte spiller atmo-black.

Hvor Djinn var den længste udgivelse fra bandet, med en spilletid på en lille time, er Crepuscule Natura den næstkorteste, og man får derfor ”kun” 40 minutters musik – og det kan faktisk mærkes. For selvom det virker som en hel del musik, så mangler jeg faktisk et nummer eller to – eller rettere: Jeg mangler et hit eller to yderligere. Nok er der numre som ”Retraversing the Void”, hvor Uada virkeligt omfavner sit rygte som blackmetallens svar på Iron Maiden (Growl Maiden, om man vil), ”The Dark (Winter)” og ”Through the Wax and Through the Wane”, som alle tre er udmærkede numre, hvor Uada lyder, som man forventer. Men der er også et nummer som titelnummeret, som virker malplaceret, da det er et stilistisk skifte fra melo-black til noget, der mest af alt minder om death ’n’ roll.

Måske jeg forventede for meget af Uada, måske jeg forventede et fejlfrit mesterværk – og den slags er jo farligt, så måske er fejlen min, men jeg savner den æteriske produktion, jeg savner de sexede 70’erriffs, jeg savner Jakes clean-vokal, jeg savner de enorme armbevægelser – ja, jeg savner generelt bare Djinn!

Ikke dårligt, blot en genudsendelse

Men min kritik til trods så er det vigtigt at cementere, at det altså ikke – på nogen måde – er et dårligt album, vi har at gøre med her; det er bare et album, Uada har lavet to gange før. Og hvis man er fra den lejr, hvor man mente, Djinn var en ommer, jamen så vil man jo nok mene, at album nummer fire her er en genoprejsning.