forbrændingen
Tvivler - EGO

EGO

Udkom

Type:Album
Genre:Punk
Antal numre:15

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10

Negativ psykologi

Er du en smule bekendt med det danske punkmiljø, har du sikkert hørt om Tvivler. Bandet har gjort sig bemærket med en række fandenivoldske koncerter, og fra 2015 til 2017 smed de den vellykkede ep-trilogi Negativ Psykologi #1-3 på gaden. Siden da har Tvivler fokuseret på tilblivelsen af debutalbummet EGO – og lad mig bare sige med det samme, at det er ventetiden værd.

Punk på plade

Det kan nogle gange være en prøvelse at komme igennem en hel plade med punk – fordi den slags skal opleves live; den sitrende energi, de høje spark og gnisten i lokalet er for mange bands svært at indfange på plade. For Tvivler lykkes det dog langt henad vejen, og EGO byder således på 15 skarpskårne numre med masser af energi, aggressivitet og en smittende stemning.

På pladens måske stærkeste nummer, ”kandidat”, trækkes vi ind i et klassisk punkunivers: Guitarriffet er hurtigt og tungt, trommerne danser løs, og vokalist Thomas Burø vrænger vredt. Bassen får fuld skrue, og det er svært ikke at sætte hovedet i bevægelse, når omkvædet går i gang. Solid skæring. En lignende opvisning får vi på ”komplet”, der er fandens fængende.

Men Tvivler er mere end rendyrket punk. På EGO eksperimenterer de fire københavnere mere end nogensinde før, og det er blandt andet dét, der gør albummet til en succes. Hør bare den svævende intro ”sabotage”, den minimalistiske ”flokløs” eller dynamikken i ”tvangslogik” – det er altså høj kvalitet og variation, Tvivler leverer. På ”forkert” trakteres vi endvidere med noget, der minder om indierock, og på pladens sidste nummer, ”navn”, får vi en effektiv og stemningsmættet skæring. Ja, ”navn” er muligvis sammen med ”kandidat” albummets højdepunkt: Bandet spiller fantastisk godt, lyrikken er flot, og det atmosfæriske – nærmest udsyrede – klæder Tvivler rigtig fint. Mere af det, tak!

Alt er dog ikke lutter ros. Selvom ”flokløs” bygger på en fed idé, er nummeret en anelse for langt, og på ”vestover” kører Tvivler af sporet. Nummeret byder på skønsang fra frontmand Burø – og lad os bare være ærlige: Det er hans vokal slet ikke stærk nok til. Heldigvis varer ”vestover” kun 90 sekunder, så Tvivler er hurtigt tilgivet.

Live lader vente på sig

Tvivler har for længst vist sit værd i den danske undergrund – og EGO sætter blot en streg under, hvor dygtigt et band Tvivler egentlig er. De fire herrer mestrer både det vilde og det stille, og det er dét, der gør EGO til en stærk plade. Lad os håbe, at Tvivler snart får mulighed for at opføre den live – for det er med garanti også en fest!

Tracklist

  1. sabotage
  2. tvangslogik
  3. forkert
  4. kandidat
  5. barn
  6. brudt
  7. forfalden
  8. vold
  9. komplet
  10. jonas
  11. vestover
  12. flokløs
  13. knytnæve
  14. venter
  15. navn