Vinylbanner

Interview med Tvivler

Tvivler by Mads Ogstrup Nielsen. Tvivler by Mads Ogstrup Nielsen.

I sidste måned albumdebuterede Tvivler med EGO – en plade, vi honorerede med hele otte ud af ti kranier. Læs med her, hvor bandets to Thomas’er fortæller om albummets tilblivelse, egoisme, og hvorfor der pludselig dukker en saxofon op på en ellers punket plade.

Lad os skrue tiden lidt tilbage: Hvordan opstod Tvivler?
Thomas Burø: Vi opstod tilbage i slutningen af 2013, hvor Thomas (guitarist, red.) og Morten (trommeslager, red.) teamede op med Morten O. (bassist, red.) fra Town Portal. De ville gerne spille hardcore punkrock og gik bare i gang med at skrive sange. I starten af 2014 spurgte de mig, om jeg ville synge i bandet. Jeg var frisk. Så vi gik i gang og skulle finde ud af, hvad fanden vi egentlig var for en størrelse.

”Negativ psykologi” er både titlen på jeres tre ep’er og jeres pladeselskab, Negativ Psykologi Records. Hvilken betydning ligger der i det udtryk?
Thomas Feltheim: Først og fremmest er det jo en art programerklæring; måske det tætteste, vi kommer på en politisk parole. Men vi vil hellere se det som en undersøgelse eller måske snarere en modundersøgelse af den allestedsværende positivitet og den indbyggede logik, hvor det siger sig selv, at man som et rationelt voksent menneske plejer sin krop, spiser korrekt, lever længere og motiveres af fornuftige og rationelle beslutninger. Det negative i negativ psykologi skal ikke misforstås som sådan en gammelmandspessimisme, men er mere en anerkendelse af alt det uforløste, det irrationelle, fejlene og alle de indebrændte følelser, som, når alt kommer til alt, nok i virkeligheden er mere igangsættende end alle de ordentlige og pæne følelser, vi normalt hellere vedkender os. Der er noget fordækt ved den måde, vores samtid er optaget af positivitet på, og den fordækthed har vi lyst til at forholde os til kreativt.

Thomas Burø: Det står også i forhold til, at vi generelt er sådan nogle typer, som kaster os ud i alle mulige absurditeter – vores fortid er fyldt med bizarre hændelser – og det involverer en solid portion trods, fordi man så nemt kan gøre det fornuftige, det smarte og det, der ser godt ud. Det meste af det, vi gør og har gjort igennem tiden, er åndssvagt, dumt og kikset. Så det negative i den negative psykologi handler også om at sige nej til nogle ting for at kunne sige ja til de ting, der er vigtige.

Den 3. april udgav I jeres debutalbum, EGO. Er der noget, I har fokuseret ekstra meget på denne gang eller gjort anderledes i forhold til jeres ep’er?
Thomas Burø: Jaaaa. Vi har faktisk været ret omhyggelige med både sangskrivningen og især produktionen. Det kan måske være sådan lidt nørdet, men vi har været optaget af frekvenser og frekvensfordelinger på tværs af instrumenterne. Det kan måske godt lyde, som om det bare er fuld smadr på alle fronter, men vi har brugt så lang tid på fx at tænke over, hvordan en bestemt harmoni fordelt på de to strengeinstrumenter også har krævet, at de to instrumenter rent frekvensmæssigt fordeler sig på nogle lidt subtile måder i lydbilledet.

I forhold til selve sangskrivningen har vi brugt åndssvagt lang tid på at finde ud af, hvad vores musikalske idéer egentlig gik ud på. Vi har haft en del riffs, hvor vi indledningsvist har tænkt: ”Narj, den går sgu ikke” eller ”det der er sgu da ikke et smadr-riff”. Men så har vi fucket rundt med ting og bare fulgt en eller anden intuition, og så er der langsomt begyndt at ske ting.

Et godt eksempel er ”vold”, som har den der mærkelige hvalagtige eller tågehornsagtige bas i modspil til en nærmest The Clash-agtig guitarfigur i ret lang tid, hvor det nærmest bare sådan syder eller varmer op. I starten, da jeg hørte de tre andre rode rundt med det, tænkte jeg: ”Hvad fanden skal jeg stille op med mig selv i det her?”. Indtil jeg fandt ud af, at jeg bare skulle være stille, og så spillede det sig selv, som det skulle.

Det tog lang tid at regne ud, hvordan tingene skulle lyde, spilles og selvfølgelig, hvordan det hele skulle indspilles. Vi fandt ret hurtigt ud af, hvilken slags proces vi gerne ville have, og at vi rigtig gerne ville have Scott Evans til at mikse sagerne. Hans miks er bare så sindssyge, og derfor var der lige nogle tidslinjer, der skulle hænge sammen, men også nogle ret lange præproduktioner, hvor vi indspillede hele pladen som demo i vores eget studie, så vi kunne forholde os til sangene som indspillede numre. En hel del flueknepperi over det hele.

I har tydeligvis lagt meget arbejde i tilblivelsen af EGO – og det lader også til, at I rent tekstligt har meget på hjerte. Hvad vil I gerne sige med EGO?
Thomas Burø: Med fare for at virke oppustet så har jeg svært ved at forstå, hvordan man ikke kan have meget på hjerte i denne tidsalder. Nuvel: Med EGO vil vi gerne udtrykke os selv fra præcis dét sted, hvor vi står i verden – tillade os selv at være præcis dem, vi er; ville dét, vi vil; ønske det, vi vil, hade, frygte og elske, føle afsky overfor lige præcis de ting, der vækker kvalmen i os. Pladen har på den måde ikke noget egentlig håndfast politisk budskab, selvom man med rette selvfølgelig godt kan tilskrive os en række synspunkter og sympatier. Men i fraværet af et budskab er der i stedet en position, hvorfra vi skriver og spiller vores musik. Så det handler måske om at forpligte sig på sig selv, om at vedkende sig og om at ville noget.

For os har det handlet om at ville skabe musik i fællesskab, men det har også handlet om at organisere os i fællesskab for at kunne opnå ting, vi gerne vil. Det er måske én af de mindre udtalte undertoner ved EGO: at fraværet af social organisering og solidaritet efterlader os hver især med vores små livsprojekter og livsløgne, afkoblede fra hinanden og dybt, dybt ensomme og med egoer, der på den ene side svulmer, fordi vi netop i kraft af ikke at skulle tage hensyn til andre bare fylder og tager plads, og på den anden side selver, der bliver angste og depressive, og som kollapser, fordi vi ikke længere har noget tilhør til noget eller nogen.

Vi er godt klar over, at der vil være masser af lyttere, der vil afskrive det, vi laver; måske, fordi vi ikke rigtig overholder genreregler, eller fordi vi tillader os at dyrke og udtrykke andre følelser end bare endimensionel vrede (som er den nemmeste følelse for mænd at udvise og udtrykke) inden for rammerne af hardcore punk – og måske, fordi min fesne stemme er anstrengende at lytte til og så videre... Men fuck det. Vi har skrevet den plade, vi har haft lyst til, og arbejdet med folk, hvis færdigheder og følsomheder vi beundrer. Så EGO handler netop om at forpligte sig på noget og så gå linen ud.

Hvis I skulle anbefale vores læsere ét nummer fra EGO, hvilket ville I så vælge – og hvorfor?
Thomas Burø: Shit. Helt umulig opgave og derfor et godt spørgsmål. Personligt elsker jeg ”barn”, fordi det nummer er skåret helt ind til sin kerne med thrash-referencer og et fuldstændig bøllet riff overfor en mildest talt smadret saxofon og en reference til Ursula Le Guins fremragende spørgsmål: ”Hvis du vidste, at din egen lyksalighed var betinget af et andet menneskes ulykke, ville du så stadig forpligte dig på den lyksalighed?”.

Apropos saxofon, den spilles af gæstemusiker Henrik Pultz Melbye. Hvordan fik I idéen om at inkorporere saxofon i nogle af jeres numre – det er måske ikke det mest oplagte på en punkplade?
Thomas Feltheim: Jeg tror egentlig, det var en ret så spontan idé. Vi sad og lyttede til en tidlig demo af ”barn”. Midt i sangen er der sådan et ret smadret c-stykke, der får lov at folde sig ud over lidt tid. Pludselig var der en, der sagde: ”Ku’ det ikke være fedt med en freejazz saxofonsolo her?”. Fantastisk idé. Vi er alle kæmpe fans af Henriks band, Svin, så da han sagde ja til at lægge sax på, var vi seriøst helt oppe at køre. Det gælder begge de numre, Henrik spiller på, at de på en måde ikke helt kom til sin ret, før vi introducerede et fremmedelement som kontrast. Samtidig synes jeg netop, at kontrasten i saxofonen er med til at fremhæve sangenes særegne styrke; det svævende og poetiske i ”sabotage” og det fandenivoldske i ”barn”.

Udover jeres ahaoplevelse med saxofonen hvad er så den største oplevelse, I har haft med Tvivler indtil videre?
Thomas Burø: Personligt er en af de største oplevelser forbundet med sangen ”jonas”. Sangen er rettet mod en kær ven, der valgte at tage sit eget liv. At kunne skrive en sang, der både hylder ham, sørger over ham og bekræfter ham på en sådan måde, at andre, der kendte ham, kan genkende ham i sangen, har været en meget intens oplevelse.

Puh, vi kondolerer og opfordrer alle til at skrue højt op for ”jonas”. Lad os prøve at brede blikket en smule ud: Der findes rigtig mange gode punkbands i Danmark – hvad har Tvivler, som de andre ikke har?
Thomas Burø: Bum, bum. Jeg ved faktisk ikke helt, hvordan jeg skal svare på det her. Der er nemlig mange vildt gode hardcore punkbands, og jeg har svært ved selv at identificere, hvordan vi er forskellige fra de andre, uden at lyde selvfed, ha ha. Jeg tror måske, at den del af vores kollektive smag, der trækker på mathrock, jazz, prog rock skinner igennem i vores måde at tænke lyd på og funktioner på. Fx spiller trommerne en enorm rolle; de er nærmest bandets centrum, hvoromkring vi andre danser flamboyant – på samme måde, som trommerne gør i fx funken og den tidlige New Orleans-soul. Jegvedikkehvadjegskalsvare.

Som så mange andre har I været påvirket af covid-19; bl.a. har I været nødsaget til at aflyse jeres albumturné. Hvad er planen for Tvivler, når vi kommer på den anden side af krisen – kan vi forvente nogle koncerter rundtomkring i landet?
Thomas Burø: Yes. Vi regner med at have koncerter over hele landet allerede fra sensommeren. Danmark er lidt svær at booke shows i som punkband. Der er supergode steder i fx Aalborg, Aarhus, Odense og København – og nu Hjørring. Men det er først indenfor det sidste år, at det for alvor er blevet en reel mulighed at booke gode punkshows i andre byer. Men fuck, jeg så Napalm Death i Holbæk i 90’erne, og jeg ville ønske, der var flere lokale miljøer, der understøttede punkrock. Så udover de danske shows er vi så småt i gang med at genbooke vores aflyste shows.

Og så det store spørgsmål: Hvor er Tvivler om fem år?
Thomas Burø: I gang med at skrive en plade, der forhåbentlig ikke lyder som EGO.

Vi glæder os allerede. Tak for jeres tid og jeres svar!

Tilføj kommentar