Familiehygge uden substans

I familiens skød

Tilbage i 2016 kom de to unge sønner af Anders Johansson (eks-HammerFall) en tur ind til papa i dagligstuen og sagde: ”Se, far, vi kan også lave musik!”. ”Ej, hvor er I altså bare dygtige!”, sagde papa Johansson, ”Det skal vi da lave et band med!” – og det gjorde de så. De ringede sammen til vokalist Mike Andersson og spurgte, om han ville være sanger i deres lille hyggelige familieforetagende. Det ville han i hvert fald gerne, og således opstod bandet Tungsten.

De mener det godt

Hvad papa Johansson imidlertid ikke havde taget højde for var, at kærlighed ikke altid blot gør blind, men i dette tilfælde også døv. For på nær enkelte passager og en enkelt sang er We Will Rise simpelthen for forudsigelig, fantasiløs og monoton.

Der bliver på intet tidspunkt budt os det store majestætiske omkvæd, som vi elsker ved power-metallen, eller de virkelig catchy riffs, som skal få os til at headbange og føle os som en del af noget større. Det bliver i stedet til noget fedtspilleri, hvor helt gængse og gennemtæskede riffs får lov til at stå, som var de det pureste guld. Men ak, kære læser, det eneste guld, som denne skive har at byde på, er nummeret ”Misled” . Selve introen er lige i øjet på, hvordan et godt power metal-nummer skal startes, og verset fungerer ligeledes fint. Men ak, omkvædet spiller slet ikke i samme liga som resten af nummeret, og man bliver stadig en smule skuffet. Alt andet på skiven er fuldstændig ude af trit med, hvad kvalitet bør være fra især de to herrer Anders og Mike.

For de er nemlig ikke nogle nye drenge på scenen: Mike Andersson er tidligere forsanger i Planet Alliance og nuværende i både Cloudscape og FullForce, hvor han også spiller sammen med papa Johansson. Papa Johansson er tidligere trommeslager for både Yngwie Malmsteen, HammerFall og nuværende tour-trommeslager for Manowar. Så hvordan går det til, at så prominente herrer falder så langt væk fra, hvad god kvalitets-power metal er?

Det behøves ikke igen

Mit bud på den manglende kvalitet må være den faderlige kærlighed. Og bevares, det er bestemt ikke, fordi jeg ikke kan forstå trangen til at spille musik med sine børn, og flere af de forskellige riffs kunne da måske bruges til noget i anden sammenhæng, men i den nuværende form er det simpelthen for meningsløst. Papa Johansson må kende en producer, som han kan give drengene i julegave, og når de så har fået en stor røvfuld timer hos ham, kan de prøve igen. Indtil da: Hold den hjemme til familiesammenkomsterne!