Hvor tung er den sten så?

Tungsten (eller wolfram, som de fleste nok har hørt det navngivet i skolen) er kendt for: at være ét af de hårdeste metaller, at være det metal med det højeste smeltepunkt og for at bevare sin hårdhed ved temperaturer langt op i nærheden af føromtalte smeltepunkt – altså et kradsbørstigt grundstof. Men hvorfor denne hurtige kemitime? Jo, vi skal finde ud af, om Johansson-familieprojektet deler materialets egenskaber og modstår temperaturerne på gruppens fjerde udspil, The Grand Inferno, eller om de ender med at smelte og bare tog navnet, fordi det lød ’mædl’.

Hvad er det egentlig, I vil?

Forvirringen melder sig allerede på første nummer, “Anger”, hvor scenen sættes med buldrende marchtrommer og flyvske, elektroniske biplyde. Jeg er lidt i tvivl, om vi er blandt barbarer på slagmarken eller flyver på satellitter i exosfæren. Måske et sted midtimellem – og i bedste fald er det illuderet storladenhed, der straks punkterer. Sanger Mike Andersson formår ikke at puste nævneværdig energi i værket, da han gør sin entré med en vokal, der lyder som en høj hvisken uden megen kraft bag. 

Som intronummeret varsler, har vi med et album at gøre, hvor der i høj grad gøres brug af synthesizers og effekter, der ikke frembringes af instrumenter, og som bruges i en sådan udstrækning, at det bliver både anmassende og forudsigeligt. Et nummer som “Lullaby” hensætter mig til den form for technopopcovernumre, som især den tyske musikindustri mente, vi skulle lytte til omkring årtusindskiftet. På flere af numrene føler jeg da også, at jeg lige så godt kunne have været på Love Parade i Berlin.

En anden ting, der kan undre, er, at man producerer et trommespor, der lyder, som var det programmeret af en AI, der kun lige er begyndt at lære noget om metal. Især når man bag trommerne har en kapacitet som farmand Anders Johansson, der har Hammerfall, Manowar og Yngwie Malmsteen stående på CV’et. I det hele taget er der ikke nogen af instrumenterne, der gør sig særligt godt bemærket. For det første står de ikke stærkt på egen hånd, for det andet drukner de i den robotagtige produktion.

Ikke særlig tung, skulle det vise sig …

De ret så fantastiske egenskaber for det grundstof, som bandet tager sit navn efter, er komplet fraværende i deres artisteri. Efter flere gennemlytninger sidder jeg stadig med en følelse af, at far og sønner bare hygger sig i øvelokalet og smider det rå resultat på plade. Det virker mest af alt, som om bandet ikke har haft en plan, men er kommet ud fra et konceptværksted, hvor der ikke er blevet sorteret så meget som én idé fra. At det så er fjerde album i rækken, må jo betyde, at formlen virker for dem. Et blik på bandets månedlige afspilninger på Spotify vidner da også om, at der er et publikum til denne slags uinspireret power metal, men det publikum fortjener altså bedre – og det burde nogen fortælle dem.