Trioscapes - Digital Dream Sequence

Digital Dream Sequence

· Udkom

Type:Album
Genre:Prog metal
Spilletid:42.01
Antal numre:5

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Fusioneret smadder

Jeg har aldrig nogensinde hørt om bandet Trioscapes før. Det eneste jeg vidste på forhånd var, at Dan Briggs fra Between The Buried And Me spiller bas i bandet. Jeg havde lidt en fordom om, at det ville være noget kliché Progressive Metalcore, men der tog jeg helt fejl. Trioscapes er et instrumentalt Jazz Fusion band, som består af Dan Briggs, der er bassist, Walter Fancourt på Saxofon, og så til sidst Matt Lynch på trommer. Jeg vil beskrive deres musik, som Steven Wilsons The Raven That Refused To Sing ( And Other Stories ) på speed. Det går ret hurtigt og det er virkelig teknisk musik. Da jeg hørte pladen de første par gange, syntes jeg, at bandet virkelig har fat i en ny lyd. Det virkede meget originalt. Lad os se, hvad mine tanker ellers er mundet ud i.

"Digital Dream Sequence" er det første nummer på pladen, og lige fra start går alle i bandet på. Lyden af virkelig progressivt trommespil fra Matt Lynch, samt fantastiske basspil fra Briggs, brager ud fra pladen. Det er et nummer, som når de syv og et halvt minut. På de minutter når de virkelig meget. Musikken udfolder sig på den helt rigtige måde. Det er umuligt at holde sig ude af trancen, som man ryger i mens man lytter til musikken. Eftersom jazzfusion er en syret genre, skaber Saxofonen også et virkelig fedt univers. Lydbilledet ender i alle mulige farver og det bliver et smukt psykedelisk univers. Der bliver skiftet tempo til højre og venstre, og bandet gør det fænomenalt. "Stab Wounds" er i lidt en anden dur, end det åbneren lægger for døren. Dette nummer skiller sig ud fra det første nummer, da synthesizeren bliver brugt meget. Saxofonen tager styringen, hvor det måske føles lidt, som om bas og trommer kun holder sig i baggrunden af nummeret. Kemien mellem medlemmerne og instrumenterne i dette band er til at tage og føle på – de spiller mildt sagt røven ud af bukserne. Deres tekniske kunnen er helt utrolig – de er virkelig i topform. Der var denne euforiserende følelse igennem hele nummeret. Det var, som om jeg havde taget virkelig meget syre, lige før jeg gik i gang med at lytte til nummeret. Det er bare fantastisk hele vejen igennem. Jeg er utroligt positivt overasket, og det kan kun blive endnu bedre herfra. "From Earth To The Moon" minder mig lidt om noget midnatsjazz. Igen tager saxofonen føringen. I stedet for at være ultra tekniske, så følger trommeslager og bassist hinanden, og får et virkelig lækkert groove til at køre igennem nummeret. Det sjove inde i nummeret er, at de begynder at bruge xylofon. Det skaber en dejlig afslappende følelse i nummeret. Der går ikke længe, før bassen virkelig tager over og spiller noget, som man kan kalde lidt af en bassolo igennem nummeret. Trommerne bliver også virkelig tydelige på nummeret. Jeg bliver nødt til at sige det igen; trommerne er fænomenale på dette nummer – ligeså på de to forrige. Imod slutningen af nummeret er der også lige plads til, at Saxofonen bliver skiftet ud med en Blokfløjte. Dette nummer er bare et konge nummer, og helt igennem sejt. Det bliver i den grad ikke kedeligt at lytte til. "Hysteria" lægger ud med en glad steming, da det ikke lyder særlig ondt eller noget. Faktisk bliver man sat i godt humør af introen. Bassen har virkelig masser af frihed i dette nummer sammen med trommerne. Saxofonen derimod fylder ikke helt så meget i dette nummer. Nummeret minder mig ret meget om noget som Dream Theater, da tempoet hopper fra hurtigt til relativt langsomt – det varierer meget hele vejen igennem nummeret. En af de ting, der står mest ud er, at synthesizeren har en stryger sektion på keyboardet, så det lyder, som om at et helt bigband er med i studiet. Sidste nummer på pladen er "The Jungle". Det er et 15 minuttes rent jam nummer, som har alt fra kaotiske passager, til groovy mellemstykker. Fed afslutning på en super fed plade. For at snakke lidt om produktionen, så kan man sige at den er fuldstændig fejlfri, og jeg kan ikke sætte en finger på noget som helst. Alt er fuldstændig tydeligt og der er ikke noget, som bliver holdt udenfor. Trommeslager Matt Lynch er en fænomenal trommeslager, og for hvert nummer på pladen bliver niveauet sat højere og højere op. Han er nok en af de dygtigste trommeslagere i nyere tid, som jeg har hørt. Jeg er dybt imponeret. Dan Briggs gør også et fantastisk arbejde som bassist. Han er, efter min mening, en mester på sit instrument. Det har også lykkedes ham at få en virkelig fed baslyd på pladen, som skifter meget fra distortion til ren baslyd. Disse skift er meget tydelige på pladen, og han har valgt at placere dem på de fedeste tidspunkter, så det er også et stort plus i min bog. Saxofonen! Hvad kan man sige om den? Der er en masse at sige om den faktisk. Walter Fancourt står ikke kun for saxofon afdelingen, men han styrer også xylofon og synthesizer. Han er glasuren på kagen ville jeg kalde det. Han er den, som skaber det psykedeliske univers og skaber en atmosfære, så vi alle sammen ryger i trance mens han gør sit perfekte arbejde.

Dette er noget af det bedste jeg har hørt i år indtil videre, og jeg er stadig virkelig overrasket over deres tekniske passager, og lange atmosfæriske numre. Trioscapes har virkelig fat i noget godt, og mere originalt bliver det ikke, føler jeg. Det bliver i hvert ikke det sidste, jeg hører til dem, og jeg håber snart, at de rammer Danmark!

Tilføj kommentar