Så længe jeg kan huske, og nu taler jeg om tiden fra "Wildhoney" og opefter, har svenske Tiamat altid stået for nogle monumentale musikalske kompositioner og en æstetisk atmosfære uden lige. Allerede med ovennævnte "Wildhoney" men også med den selvhøjtidelige dystre "A Deeper Kind Of Slumber" viste Johan Edlund og co. sans for musikalske detaljer og kreativitet. Med skiver som "Skeleton Skelletron" og "Judas Christ" viste de svenske "killar" at de derudover også havde tække for velstrukturerede rock/pop kompositioner og især skæringen "Vote For Love" havde sågar internationalt hit potentiale. Nu står jeg så med Tiamats nyeste opus "Prey" i hænderne, som rent kompositorisk afspejler sig i "Judas Christ" musikalske billede, men rent emotionelt henledes den entusiastiske Tiamat lytter til et mere seriøst album såsom "A Deeper Kind Of Slumber" eller "Wildhoney". Produktionen er fænomenal og sang, bas og keyboard er mere distinkt end som på "Judas Christ". Især Johan Edlunds stemme er mere nærværende og sparingen med den kvindelige sangerinde i numre som "Divided" og "Carry Your Cross..." virker fortræffeligt, dog når den aldrig samme højder som i "Vote For Love". Keyboardet er pompøst og de enkelte samplings og electronics samt bassen ligger en god grobund for noget seriøst melodisk/atmofærisk heavy rock. De enkelte numre på "Prey" har da også sin personlige charme. Numre som "Cain", "Wings of Heaven" og "Love in Chains" fortsætter deres personlige ridt op ad den musikalske "Judas Christ" bølge, hvorimod skæringer som det lidt Pulp inspirerede "Light in Extension", det Sort Sol agtige "Clovenhoof", samt "Nihil" og det Pink Floyd agtige "Pentagram", hører til de mere innovative numre på "Prey". Især skæringen "Pentagram" viser tydeligt at Hr. Edlund og Co. har haft fingeren på pulsen når de lyttede til deres gamle Floyd plader, hvilket især afspejler sig ved bandets "modificerende" version af det klassiske Pink Floyd nummer "Shine on Your Crazy Diamond" ("Wish You Were Here").

Sammenfattende kan man sige at Tiamat med "Prey" hverken har overrasket eller skuffet den gængse lytter. Spillestilen er stadigvæk den melodiske heavy rock og atmosfæren er des lige. De enkelte sange fremstår dog mere seriøse, personlige, intime og generelt virker det som om at der er blevet puslet mere omkring de enkelte detaljer end som på forrige CD, "Judas Christ". Det eneste der måske syntes at mangle på "Prey" er nogle mere groovede numre såsom det legendariske sing-along nummer "Vote For Love", selvom skæringer som "Light In Extension" og "Carry Your Cross..." til tider da også indeholder sådanne elementer.