Lavland eller lavpunkt?

Ungarske Thy Catafalque har siden sin undfangelse i 1999 altid været umådeligt svære at putte i en kasse.

Med sin kunstneriske samt avantgardistiske tilgang til metallen har Tamás Kátai fået mange til at ryste på hovedet, men med en vilje af stål og en klar vision har han udgivet album efter album – og sørme om ikke han er klar nu igen med sit 11. album Alföld – det ungarske ord for ’lavland’. Ergo er spørgsmålet, om dette album så er et kunstnerisk lavpunkt eller ej, ganske oplagt.

Forvent det uforventelige

Ganske vist beskrives Thy Catafalque som et avantgardemetalband, men det til trods er det nemt at trække tråde til de tungere grene på metaltræet, grene som doom, black og death er dem, der primært rammer en – og naturligvis er der også de forventelige folk-elementer hist og pist.

Alföld er som sådan ikke et album med nogen overraskelser, for nok er Támas en utroligt kreativ herre, men han har også lært, hvad han kan, og hvad han vil, så alt i alt lyder Thy Catafalque, som man kunne forvente. Men det til trods så mestrer han nu stadig kunsten at undergrave ens forventninger – tag et nummer som ”A földdel egyenlo”, der til at starte med lyder som en blanding af Slayer og Arch Enemy, men som slutter et helt andet sted. Et sted, hvor der pludseligt er clean vokal og Iron Maiden-rytmer. Ligeså er titelnummeret noget af en rejse, hvor vi går fra noget, der minder om Conjurer til Mastodon og til Myrkur – alt sammen på små ti minutter. Og det mest imponerende ved den rejse er, at det fungerer fra start til slut, og resultatet er et særdeles fremragende nummer, komplet uden slinger i valsen.

Netop det at Thy Catafalque formår at lyde som så mange andre bands, men at man alligevel aldrig er i tvivl om, at man netop lytter til Thy Catafalque og ikke et af de mange andre bands, må siges at være Tamás’ sande styrke. Selv et nummer som ”Folyondár”, der kombinerer riffet fra Metallicas ”Eye of the Beholder” med de panfløjter, som peruvianske gadesælgere på Strøget altid benytter sig af, fungerer – hvor absurd det så end må lyde.

Jeg savner dog virkelig at blive taget ved næsen, for selvom der er læssevis af overraskelser og uforudsigelige momenter på albummet, så er både mit kranium og min forstand begge intakte endnu.

Ligeså er det desværre heller ikke alle numre, der er lige gode og derfor nemt kunne have været udeladt, for eksempel var der ikke rigtig behov for ”Csillagot görgető” eller synth-instrumentalen ”Szíriusz”.

Flot, men…

Overordnet set er Alföld et fremragende værk. Det er dog ikke det bedste, Thy Catafalque har udgivet, men hvis man tænker på, at det hele er skabt af én mand, at dette er hans 11. værk, og han stadig formår at skrive musik, der er både så elegant også uforudsigelig, er det intet mindre end imponerende. Men der mangler nu engang desværre lidt ekstra krydderi, før vi kan tale om et reelt mesterværk.