Fra studiet til landevejen
Det går stærkt for Thy Catafalque disse dage. Ikke nok med at det knap nok er et år siden, orkestret sidst udgav musik, så kommer dette nye album også i kølvandet på hovedmanden Tamás Kátais beslutning om at turnere rundt med sit band – noget, der ellers aldrig havde været meningen. 2023’s Alföld var en herlig omgang, så lad os da se, om bandet kan toppe den – eller som minimum holde samme niveau, nu hvor der også har været en turne inde i mixet.
Uventet forventelig
Der er få musikere som Tamás Kátai. Siden slutningen af 1990’erne har den lille ungarske poet sendt album efter album på gaden med ganske få års mellemrum, men det mest utrolige ved Thy Catafalque har nu alle dage været, at selvom bandet har sin helt egen lyd, så er der ikke to albummer, der lyder ens. Så på den ene side ved man altid, hvad man kan forvente af hr. Kátai, men på den anden side har man aldrig helt nogen anelse om, hvad han har fundet på. Tag nu bare albummets titel, som løst kan oversættes til ”de smukke drømme kommer bagefter”, kombineret med coveret af en nærmest jomfruelig dame omgivet af bregner.
Man kunne nemt snydes til at tro, man nu skulle til at høre noget blød world music a la Enya, men allerede på sang nummer to, ”Mindenevö”, står det klart, at det ikke just er tilfældet. Her bliver man mødt med, hvad jeg fristes til at kalde egypterguitar (du ved, det tema, man hører i alle eventyrfilm, der foregår i Egypten), blastbeats, growl og Fleshgod Apocalypse-lignende omkvæd. Hele herligheden kulminerer i noget nærorientalsk fløjtespil, der i klassisk Thy Catafalque-stil udvikler sig til 80’er-synth omgivet af celloer, bare fordi! Endnu mere amok går det på det næste nummer, ” Vasgyár”, hvor man i løbet af sangens første minut bliver slynget rundt i en hvirvelstrøm af Immortal, Slayer og Primus, som atter bliver akkompagneret af nærorientalske toner og 80’er-synth. Netop dette avantgardistiske mix af ekstremmetal, folkemusik og synthwave har alle dage været grundessensen af Thy Catafalque, men på de seneste album har især ekstremmetallen været noget mere nedtonet – så at den nu for alvor er tilbage i bandets lydbillede, er utroligt rart samt klædeligt. Det betyder dog ikke, at de stille og mere introverte numre er forsvundet, nej, nej, der er da eksempelvis ”Nyárfa, Nyírfa” og ”Lydiához”, der begge er klassisk neo-folk med alt, hvad det indebærer, samt lidt saxofon for hyggens skyld.
Fornøjelig fortsættelse
På mange måder er XII: A gyönyörű álmok ezután jönnek en direkte fortsættelse af bandets værk fra 2023, da det egentlig gør præcis det samme, og i og med det album var ganske fornøjeligt, ja, så er der jo ikke meget at klage over. Men Thy Catafalques 12. albums største styrke er dog også dets største svaghed. For selvom det er herligt at blive mødt med så mange musikalske udtryk, så er det også et album med hele 11. numre, hvoraf det ene er et covernummer. Her kunne man godt have streget to-tre numre, så havde værket stået markant skarpere, og jeg tvivler på, nogen reelt havde savnet ”Vakond”.
