Viva la Prog
2023 har været et stærkt år for den progressive rock- og metalscene. Vi har set stærke udgivelser fra britiske Tesseract og Haken, tyske The Ocean og danske Etre. TEMIC er nyt spændende projekt under den progressive fane, som er opstartet af Diego Tejeida og Eric Gillette, som kender hinanden gennem Mike Portnoy’s Shattered Fortress. Tejeida, som står for keyboard-melodier og det programmerede lydbillede, har bl.a. været med i Haken og er en del af Devin Townsends liveband. Så det er altså nogle rutinerede herrer inden for genren, der har fundet sammen. For at Terror Management Theory kunne blive en realitet, har de hevet Simen Sandnes med på trommer og Frederik Bergersen på vokal. Så er spørgsmålet bare om dette nye projekt kan blive en ny fanebærer for scenen eller en af de mange fodsoldater, som efterhånden står bag ved de nuværende fanebærere.
De klare inspirationer, men uklare visioner
Med en spilletid på næsten en time, og progressiv musik med et hav af inspirationer fra både andre genrer og bands, så er der meget at tage fat i - og måske for meget i virkeligheden. Lydmæssigt føles TEMIC, langt henad vejen, som en parring mellem Leprous og Haken, hvor der til tider er en anelse af det, mange gerne vil kalde djent, som man kender det fra Tesseract og Periphery. Der er også et nummer som ”Skeletons”, hvor der går rent slap-bass i den, og det er i sådan en grad, at Flea fra Red Hot Chili Peppers nok ville bede TEMIC om at skrue lidt ned for charmen.
Der er ingen tvivl om, at TEMIC rigtig gerne vil meget med deres debut, som i øvrigt er flot produceret og mikset. Nogle gange slipper de elegant afsted med det, og andre gange bliver det en værre omgang rod. Steder, hvor de slipper rigtig godt afsted med det, er på nummeret ”Count Your Losses”. Det har et fedt tungt groove, en smuk bro, hvor Bergersens vokal akkompagneres på bedste vis af Gillettes barberbladsskarpe guitarspil, som til sidst fører over i guitarsolo og flot klimaks. Alt dette mens Tejeida holder styr på lydbilledet med hans storladne keyboardeffekter og melodier. De får slået fast med syvtommersøm, at med sange som disse, at de godt kan blive et af de nye stærke navne i den progressive scene.
På trods af, at ”Count Your Losses” udstråler, hvor bandet er bedst, udviser den også eksemplet på, når det bliver lidt elefant på glat is. Der mangler lidt for ofte visioner frem for ”Hey, lad os lige gøgle noget teknisk lir af her”, hvilket er den følelse, man efterlades med. Med hensyn til ”Count Your Losses” kunne man snildt skære de første 40 sekunder af, da introen er unødvendigt lang. Ligeledes føles de funky basgrove passager i ”Skeletons” ærligt talt en anelse forcerede. Men der, hvor det er værst, er på selve introen til albummet, hvor man tænker hvorfor?! Eller ”Friendly Fire” som bare er seks minutters instrumental lir særligt med fokus på guitar og keyboard-elementer. Det føles nogenlunde lige så malplaceret som ”Chocolate Chip Trip” på Tools Fear Inoculum, som er et af de største HVORFOR? som jeg nogensinde har hørt på en plade. Svaret synes nok at være det ret åbenlyse; ”simpelthen fordi man kan”, men det er altså ikke en gave til lytteren, og det giver en mærkelig frakobling til selve lytteoplevelsen. Her mangler jeg, at der var tænkt i større og klare visioner , der havde bundet trådene på albummet sammen og givet en mere sammenhængende helhedsoplevelse.
En lys fremtid
Samlet set er det en god debutplade, som TEMIC har begået. Hvis der var mere rød tråd, og fedtet var skåret fra, så ville det være et fantastisk produkt, de stod med. Her kan jeg måske i fremtiden håbe, at de kigger mere mod Tesseracts War of Being som inspirationsmateriale, for flow og rød tråd er alfa og omega. Det er forskellen på, om introer og intermezzi bliver alt for lange og ligegyldige, eller man føler, de tjener et formål. Det er også forskellen på, om det bliver et gennemtænkt kunstværk eller en række musikere som laver opvisning i alt det, de kan. Det skal jo helst gerne ramme noget midt imellem, og det tror jeg egentligt også, folkene bag TEMIC evner. Der skal de nok lige have mere tid, før de for alvor topper. Der er dog masser af gode momenter på albummet, som ”Through the Sands of Times”, ”Count Your Losses” og ”Mothallah”, som gør, at enhver med trang til progressivtrock og metal absolut bør give albummet et lyt, da det samlet set er en interessant udgivelse, som viser lovende takter for fremtiden.