Spanien er jo næsten nabo til Grækenland
Startskuddet på den krig, som førte til de græske guders sejr over titanerne, var, da titanen Cronus afsatte sin far Uranus ved at skære hans kønsdele af og bandlyse ham til underverdenens dybeste afkroge, Tartaros. Der, hvor blodet fra denne kastrering ramte jorden, sprang de tre racer giganter, erinyer og meliader frem. En enkelt bloddråbe nåede dog helt til Spanien, inden den i 2003 ramte jorden. Her sprang bandet Teitanblood frem af Madrids sandholdige jord. Og meget apropos, hvordan resten af titanerne endte deres dage, så har spanierne kaldt deres seneste plade From the Visceral Abyss.
Tilbagelænet sort kaos
Netop dybet og afgrundens mørke lyder til at have været store inspirationskilder for Teitanblood i denne omgang. Den aggressive black og død regerer stadig, men ikke i helt så kaotisk war metallisk stil, som den plejer.
At “Enter the Hypogeum” stadig vælger at lægge fra land med en vrede, der vil få både Revenge og Antichrist Siege Machine til at rende skrigende bort, skal der dog ikke lyde nogen klager om herfra. Det sætter en fremragende tone for, at Teitanblood er så kompromisløse som altid, samtidig med at de ikke er bange for at ryste posen en smule. For gennem vreden mærker man nemlig tydeligt den iskolde luft fra drypstenshulernes mørke dyb. Et dragende mørke som titelnummeret lystigt kaster sig ned i, mens ekkoet fra trommernes buldren kastes frem og tilbage, og dybets ukendte skabninger vækkes til live af vokalens hæse glammen. Det er dejligt skurrende mareridts-ASMR, specielt når guitaren folder sig ud. Måden hvorpå den seksstrengede bugter sig gennem hovedløs war metal-høvl, fræsende Revenge-inspirerede Morbid Angel-soli, atmosfæriske frostklare black riffs, hvin, skrig og hvad man ellers har brug for af plagede vræl på en tur-returbillet til afgrundens fjerneste hjørner, er fænomenalt. Reelt set behøver man ikke høre andet end åbneren “Enter the Hypogeum” for at få bekræftet dette, men stoppede man der, så ville man snyde sig selv for den uhæmmede 80’er flirt, som “Strangling Visions” kører gennem samtlige soli. Nok skal man ikke stirre for længe med i dybet, men når dybet stirrer tilbage iklædt et par seje Wayfarers, så er det umuligt at kigge væk.
Når vi så har kigget afgrunden dybt i øjnene, lyttet til de plagede og torturerede sjæle, som ikke klarede rejsen, så lander vi på bunden, hvor den massive “Tomb Corpse Haruspex” tager imod os. Mere afslappet, hvilende i sig selv, i et med mørket og intense har spanierne aldrig lydt. Det kvarter lange nummer er kaosset, døden, blacken, thrashen og det death/doomede, som med den ene hånd viser dig mørkets glitrende nuancer og betagende syn, hvor den anden hånd waterboarder dig med tjære og minder dig om, at du kan bruge det næste årtusinde på at famle i blinde efter en udvej, som ikke eksisterer. Med andre ord, så har nummeret alt, hvad du kan forlange af din kulsorte kaotiske dødsmetal.
Det eneste lille minus ved From the Visceral Abyss er nummeret “Sevenhundreddogsfromhell”. Nok er det svært at finde vej i dybets uigennemtrængelige mørke, men hvorfor i alverden Teitanblood har ment, at det var nødvendigt at dokumentere lyden af samtlige sporhundes vildfarne gøen er mig en gåde. Og når det så ikke engang lyder som 700 hunde, men nærmere ti, så bliver det en smule skuffende.
Lidt bedre end andre gode war metalbands
Fremtidige afskedigede sporhunde til trods, så er From the Visceral Abyss et absolut fremragende bud, når du en gang imellem trænger til en dukkert ned i det kolde mørke dyb. Det spanske kaos er lige så skærende dissonant som altid, men det større fokus på det altomfavnende mørke får endnu en gang Teitanblood til at være en smule foran resten af death/black/war metalfeltet.
