Undskyld, men ligger Bergen ikke i Norge?
Norske Sworn kan måske nok snart fejre sit 20-års jubilæum, men det til trods har de aldrig været det mest aktive eller arbejdsomme band. Siden debuten The Alleviation fra 2007 er det ikke blevet til mere end tre yderligere udgivelser, hvilket nok også delvist skyldes en ni år lang pause fra 2009-2018.
Men alt det til trods så er kvartetten fra Bergen klar med sit fjerde album, A Journey Told Through Fire, som byder på en lille times nonstop melo-black, men ikke af den slags, man måske ville forvente af et band fra Bergen. Sworns lyd er nemlig ikke specielt norsk, derimod finder man langt flere elementer, som man ville forvente af et band fra henholdsvis Sverige, Polen eller sågar Tyskland. Men spørgsmålet er jo så, om der reelt set er en grund til at fremhæve Sworn, når nu Norge i forvejen bugner med black metal-bands?
En hyldest til mørket
A Journey Told Through Fire er samlet set en spøjs størrelse, og der er sågar tidspunkter, hvor man som lytter sidder med fornemmelsen af at høre et glemt melo-dødsband fra 90’ernes Sverige. Tit og ofte støder man på rytmepassager, der nærmest virker, som om de er tyvstjålet fra Amon Amarths album Fate of Norns eller Versus the World. Men samtidig byder numre som ”Calamity Scene” mere på en lyd, man kunne forvente at høre fra polske MGLA – og midt i det hele bliver man så også præsenteret for iskolde riffs og guitarsoli, der får en til at tænke på Immortal. Der er endda lidt Windir-synth hist og pist, bare fordi!
Men uanset denne fornemmelse af at stikke hovedet ned i en skål med kulsort potpourri så fungerer A Journey Told Through Fire samlet set godt – rigtig godt, endda. Dog er det, bandet skal have mest ros for, den variation, de tilbyder igennem de syv numre. På intet tidspunkt bliver albummet repetitivt, og selvom Sworn ganske vist lyder som mange andre bands i branchen, så formår de alligevel at skabe et forholdsvis unikt produkt – med andre ord: Nok lyder Sworn som bands, du kender, men de formår alligevel at kombinere de mange lydsider på en måde, ingen andre har gjort det før dem – så bravo.
Helt generelt er det en fornøjelse at lytte til A Journey Told Through Fire, da det vitterligt bare er et velskrevet album udført af dygtige og professionelle musikere.
Dog savner jeg alligevel lige det sidste, der hvor jeg falder bagover eller føler, at jeg er vidne til ægte kunst – jeg savner et pièce de résistance. Der mangler nemlig lige dét ene nummer, der får det hele til at gå op i en højere enhed, selvom de nu og da er meget tæt på, for eksempel med et nummer som ”Grand Eclipse” eller ”The Forsaken”.
Ikke et mesterværk, men…
Alt i alt er der absolut en grund til at sætte Sworn på anlægget. Nok er de, trods en lang karriere, ikke et band, der har fået meget opmærksomhed eller udgivet specielt meget musik, men det, de har udgivet, er i sandhed ens opmærksomhed værd. Og selvom A Journey Told Through Fire ikke er et definitivt mesterværk, så er det indiskutabelt deres bedste album til dato, og hvis de fortsætter således, så skal det nok blive rigtig, rigtig godt!
