Kisteglad og kulsort

Finske Swallow the Sun har altid sat barren højt med deres death-doom-udgivelser, hvilket har resulteret i, at de har høstet et imponerende antal kranier per plade på vores hjemmeside. Om det er, fordi de fremprovokerer følelsen af, at man ligger begravet i en kiste og triller tommelfingre og græder snot, mens man venter på verdens undergang, eller grundet at vi i forvejen er lidt efterårs-depressive, vides ikke. Måske en kombination. Virkemidlerne er ofte simple, men effektive. Moonflowers fra 2021 var en spændende tilføjelse til gruppens diskografi, og nu fører det os til Shining, hvor der er én meget markant ændring i forhold til tidligere. Albummet er produceret af Dan Lancaster, der blandt andet er kendt for sit arbejde med Muse, Blink-182 og Bring Me the Horizon. Et interessant valg til en doom-udgivelse, men den moderne verden har jo lært os at være åbne for alt og alle, så selvfølgelig tog jeg imod pladen, da jeg fik chancen. Min begejstring faldt dog hurtigt.

Som at spille skak med en farveblind

Selvom jeg hader at nævne produktionen så tidligt i en anmeldelse, er den simpelthen svær at komme udenom. Den er mere flad end tidligere, og hverken den eller materialet udstråler det sædvanlige "kys af døden", som man normalt bliver mødt med. Det føles nærmere som at få et vådt kys fra mormor, oversat til et yderst æterisk lydbillede og en ordinær mainstream-rock tilgang. Til tider bliver det næsten post-metal. Det er i sig selv ikke et problem, men man ser jo heller ikke en super dygtig ingeniør tage tjansen som lastbilchauffør fra den ene dag til anden. Hvorfor ikke forsætte det, som man er god til? Problemet opstår simpelthen for finnerne, fordi man flere steder på pladen savner essensen af Swallow the Sun – det rå udtryk, lyden af efterår og den dystre, kisteagtige atmosfære. Bandets lyd minder ikke længere om bands som Draconian og My Dying Bride, men snarere om Katatonia og deres rejse ind i det alternative metal-univers. Shining's koncept søger naturligvis mere mod lyset end mod mørket, hvilket kunne have været en interessant idé, hvis materialet levede op til tidligere udgivelser. Men det er også blevet simplificeret.

Nummeret "MelancHoly" – ja, det er seriøst titlen, forsøger mere at være catchy end at skabe atmosfære og er så klichéfyldt, at det gør ondt. Selvom Mikko Kotamäki stadig er god til at variere sin vokal, hjælper det ikke meget, når materialet halter. "Innocence Was Long Forgotten" er et andet godt eksempel. Nummeret føles simpelthen hult – der mangler den nerve, som bandet ellers tidligere har vist, at de mestrer. Man fristes til at spørge: Hvem henvender udgivelsen sig til? Det lyder, som om man har spændt buen uden at have udset sig en målskive.

Albummets absolut bedste nummer er femte skæring, "Kold", som kunne være taget direkte fra When A Shadow is Forced Into the Light. Her er der masser af beskidt growl, en uhyggelig kold stemning og rigeligt med guitarlir for pengene. "Charcoal Sky" er også ganske solid og kan prale af at være pladens mest varierede nummer, hvor Juuso Raatikainen på sine trommer virkelig får lov til at skinne. Desværre sidder jeg stadig tilbage med følelsen af, at det gode kommer for sent, og at kvintetten har leveret deres svageste album i meget lang tid.

Sådan sluges en kamel

Finland vrimler måske ikke med kameler, men ordsproget passer perfekt. Shinings forsøg på at ramme en bredere målgruppe går, efter min mening, lidt i vasken. Produktionens polering er en smagssag, men når kompositionerne samtidig er blevet mere simple og alting mere catchy, ja, så risikerer man alvorligt at splitte sin fanbase. Jeg savner den klaustrofobiske negleridsende følelse af kisterummet fra New Moon eller ambitionerne fra Songs from the North I, II, III. Swallow the Sun er enormt dygtige musikere, men finnerne får desværre den laveste score, de nogensinde har fået på vores hjemmeside med dette forsøg.