Swallow The Sun - Stengade - 31. oktober 2019
Swallow the Sun

Swallow The Sun

Stengade, København N

Aaaah, allehelgensaften. Aftenen, hvor maskeringsforbuddet er ophævet, og hvor socialt acceptabelt hjemmerøveri skal regnes ind i månedens slikbudget. Normalt forlader jeg ikke mit hjem frivilligt, men ifølge folketroen er dette den aften, hvor hekse, troldkarle og andre lyssky personager har frit spil, og jeg skal ikke være hende, der bryder med den tradition. Derfor pakkede jeg mig ind i min sorteste frakke og vendte min spidse næse mod Nørrebro for at høre noget doom. Stengade 30 havde lovet ingen udsmykning eller på anden vis ”kulturelle” appropriationer – men til gengæld havde de lovet en aften i tungsindets tegn.

Oceanwake

Velmenende opvarmning

Af logistiske årsager gik jeg desværre glip af stort set hele første band, finske Oceanwake. Selv efter jeg havde gjort min entre på det udsolgte spillested, måtte jeg, som en af de laveste deltagere, affinde mig med mest at kunne se ryggen på det øvrige publikum. Hvad jeg kunne opfatte med mine øvrige sanser, var umiddelbart ikke noget at råbe hurra for. Forsangeren lød on and off som en, der virkelig gerne ville give den hele armen, men ulykkeligvis havde mistet dem begge. Det kneb med samspillet flere gange i de blidere passager, og ja: Doom går langsomt. Det er det, det kan, det er det, det skal, og hvis det ikke gør det, er det så overhovedet doom? Men det behøver ikke betyde, at det så er kedeligt – nødvendigvis. Det var desværre tilfældet denne gang, men jeg skal ikke fraskrive mig mit eget personlige ansvar for ikke at føle mig hverken rørt eller underholdt.

For så jeg mig omkring, kunne jeg se på de langsomt nikkende hoveder, at selvom jeg følte, at melankolien var påtaget og kunstig, var jeg den eneste, der ikke satte nok pris på finnernes anstrengelser. Velviljen var overstrømmende, og jeg trak også på smilebåndet, da bandet proklamerede, at det var aftenens sidste sang, men at den til gengæld varede et kvarter. Og på det kvarter, fik de trukket så meget i land, at jeg ikke følte den halve time spildt. Der kom mere dynamik i musikken, og et strejf af black metal gav nummeret den vildskab, jeg havde savnet op til da. Måske havde de en dårlig dag, måske havde jeg en dårlig dag, måske var det, fordi det var første stop på touren, hvad ved jeg. Men én ting er sikkert: Det kan godt være, jeg ikke faldt for bandet, men det er ikke kun deres skyld.

6/10

October Tide

Det overraskende mellemnavn

Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Finland er verdensmestre i doom, og vi kan godt slås om det. Men svenskerne har den der irriterende vane med at være gode til alt, de sætter sig for, og October Tide er ingen undtagelse. De har været i gamet i temmelig mange år, og ikke nok med at Jonas Renkse har været involveret i October Tide engang, så læner de sig også kraftigt op af udtryksformen i Katatonia. Der er dog ingen tvivl om, at de er deres eget band og laver musik i en anden genre, men undervejs i koncerten kunne jeg dog alligevel fornemme et par fællesnævnere.

Fra første tone blev slået an, stod det klart for mig, at her er der knapt så meget slinger i valsen som ved første band. De spillede tight, forsangerens brøl var tilpas, og som en anden Guldlok kunne jeg notere mig med tilfredshed, at alt var, som JEG syntes, det burde være. Næsten. For akustikken og mine vertikale udfordringer konspirerede imod mig, og jeg endte med at stå et sted, hvor jeg nok kunne SE bandet, men alt, jeg hørte, var stortrommens overvældende drøn. Jeg kunne hverken høre forsanger eller solo, men som en anden publikummer lod mig forstå, gik jeg ikke glip af noget. Med mit minimale kendskab til bandet er det dog ikke noget, jeg vil lægge dem til last, for da jeg fandt et andet sted at stå, åbenbaredes musikken atter for mig.

Sætlisten var særdeles velegnet til at opbygge og bevare en stemning, og de rolige passager blev ganske effektivt afbrudt af deres brutale modstykker. Deres output var vedvarende og af overbevisende kvalitet, og til trods for alt for lidt lyd på mikrofonen viste svenskerne et kæmpe overskud og spilleglæde. Langsomt varmede de min frosne sjæl op med en fjollet anekdote her, et godt temposkift der, og der er ingen tvivl om, at bifaldene var velfortjente. Således strøget med hårene var jeg rede til aftenens højdepunkt og genstand for min emotionelle investering i aftenen: Finske Swallow the Sun.

7/10

Swallow the Sun

Det imponerende hovednavn

Swallow the Suns sidste to albums landede ”tilfældigvis” på mit skrivebord, og selvom jeg ikke var lige så imponeret af den sidste som af den forrige, så var der ingen tvivl om, at jeg gerne ville være en del af velkomstkomiteen. Jeg har aldrig set Swallow The Sun før, så der var en forventningens glæde at spore - som jeg også kunne fornemme hos de øvrige fremmødte. Om de forventninger blev indfriet, skal jeg ikke kunne udtale mig om på andres vegne, men jeg synes i den grad, de fik formidlet deres sørgmodige budskab. Det lykkedes mig at finde en plads, hvor lyden faldt i min smag, om end jeg måtte give afkald på det bevægende syn af en masse mennesker med ryggen til mig…

Som nævnt før var Stengade det første stop på touren, og det kunne mærkes, at ingen var trætte af noget endnu. ”Lost and Catatonic” fra den eminente Songs From the North I-II-III var smertende præcis i sin gengivelse af desperation og (handlings)lammelse, og de spoken word-passager jeg har beklaget mig over i anmeldelsen af dem var langt mere overbevisende live end hjemme i min stue. Denne type doom egner sig bedst til fordybelse og isolation, men introverte passager til trods, så blev det triste budskab hamret igennem via teknisk dygtige musikere og en overbevisende dramatisk fremførelse. Selvom de ikke havde det samme glimt i øjet som October Tide, kunne man i begge bands mærke et kunstnerisk overskud, og det smittede i den grad af på publikum.

For det kan godt være, at det var torsdag, og de fleste skulle på job dagen efter. Men øllerne smager åbenbart bedre på en hverdag, og selvom musikken gjorde sit til at gøre stemningen dyster, var den tværtimod ganske opløftet. Enkelte mennesker havde ikke nok pli til at holde kæft eller i det mindste hælde øl i den, når tempoet blev sat ned, men de samtaler, jeg alligevel overhørte, var præget af musikken. Det var de dybe emner, der blev vendt, og faktisk var ævleriet mindre fremtrædende denne gang, hvilket jeg forestiller mig, kunne skyldes den til tider skrøbelige natur af deres musik. Men denne skrøbelighed blev kun stærkere af sine musikalske modpoler, der denne aften blev leveret med præcision, nærvær og kærlighed.

9/10

Kommentarer (5)

Abbath

Turned toowards carcass

Fedt nok med den sorte jakke. . jeg elsker dine anmeldenser.

Cecilie Roos

Cecilie Roos

Redaktør

Indlæg: 35

Mange tak :)

Mange tak :)

MichaelBerliner

Swallow the sun har optrådt i Danmark før

Det er ikke korrekt at Swallow the sun ikke har optrådt i Danmark før. I starten af sidste årti så jeg dem sammen med Wintersun på Lades kælder! :)

Cecilie Roos

Cecilie Roos

Redaktør

Indlæg: 35

MAN HAR LØJET FOR MIG!

Jeg spurgte dem ad inden showet, men han må have ment at han PERSONLIGT ikke har optrådt med STS i DK før :P Tak for info, jeg retter det med det samme!

Abbath skidefuld

Ingen grund til bekymring.

Folk de lyver, -jeg er også blevet løjet for.

Tilføj kommentar