Tordenskjolds græske regiment
Lokaliseret centralt i regionen Thessalien finder vi Larisa. Ifølge mytologien fødested for sagnhelten Achilleus og stedet hvor Hippokrates, bedre kendt som ‘Lægekunstens Fader’, endte sine dage. I dag er Grækenlands femtestørste by dog primært kendt som kommercielt og industrielt knudepunkt. Herfra stammer også firebanden Sunburst, der tilbage i 2016 debuterede med ambitiøse Fragments of Creation. Uagtet en ganske glimrende produktion forsømte albummet imidlertid for alvor at slå benene væk under os. Læg dertil den stilistiske rekruttering af Tordenskjolds soldater fra det progressive regiment (læs: Dream Theater, TesseracT, Haken m.fl.). Så stod vi pludselig med en uspoleret perle i den ene hånd og en tætpakket turistfælde i den anden. Hvordan proklameres en værdig opfølger som i tilfældet Manifesto, spørger du så? Lad os bare sige, nøjagtig som det sømmer sig for børn af dramatikkens hjemstavn, med fuldt blus på kinematografien.
Skabt til det store lærred
Man bør holde sig for øre som noget af det første, at Sunburst givetvis har et forbillede i Yngwie Malmsteen, når det handler om begrænsningens kunst. Manifesto er med andre ord en ordentlig moppedreng, der blot strækker sig over beskedne otte numre. Til gengæld skyder de syv, andensinglen ”From the Cradle to the Grave” undtaget, alle en spilletid på mindst fem minutter. Det næste, der stikker ud, er begejstringen for progressivt virtuose riffsnedkere som Michael Romeo og Jeff Loomis samt den karakterfulde musicalvokal, der unægtelig trækker i retning af Tommy Karevik. Tilføjet symfonisk integrerede lydtoppe samt melodiske drops er leadsinglen ”Hollow Lies” et af de mest tydelige eksempler komponeret ud fra netop denne formel.
Oplevelsen af variation opvejes dog af den evigt præsente følelse af deja-vu. Det er nemlig lidt hip som hap, hvorvidt vi frekventerer albummets A- eller B-side. Trommer, pianostykker og keyboardflader er ganske som på Fragments … alle mixet uden nævneværdige anmærkninger. Børnesygdommene fra forgængeren hænger beklageligvis bare stadig ved, de komplekse såvel som de simple virkemidler til trods. Med andre ord, glimrer de mindeværdige øjeblikke nok en gang med deres fravær. Bevares, påført konservatoriehue, knækflip eller rullekrave kan man da sagtens knipse i anerkendelse af en riffdreven intro med fræk feedback, som den ”Samaritan” lægger for dagen.
Dermed skal vi helt hen til den afsluttende nedtakt, ”Nocturne”, for at finde kompositoriske afstemninger, der skiller sig marginalt ud. Ironisk nok ikke uforbeholdent for det positive. Her er skruet maksimalt op for symfonierne, hvilket slører den ellers så fængende rifflinje. Der kompenseres heldigvis flittigt gennem nogle episke guitarsoli, alt imens Nick Greys bas også får et nøk op. Bid desuden mærke i den periodevis småvamle vokal. Jeg siger ikke, den smager decideret af baklava, jeg siger blot, at der kunne ligge en overvejelse i at lade Vasilis Georgiou stille op til Eurovision anno 2025 …
Et solstrejf i en vandpyt
Noget af det smukkeste ved ”Dansevise”, Grethe og Jørgen Ingmanns sejrssang fra 1963, var den slående simplicitet. To mennesker og en akustisk guitar, der tilsammen formidlede kærlighedens universelle sprog.
Klip til Manifesto, der omvendt spejler vores vaklende, kønsforvirrede samtid, hvor vi gennempryglede, dog modsat Agamemnon, med nød og næppe har undsluppet Klytaimnestras vrede. Til gengæld nu komplet desorienterede, tvivlende på hvorvidt vi befinder os i det nordlige eller sydlige Middelhav. I kamp for ikke at blive harpyernes bytte, forsøger vi desperat at aflæse vores medbragte kompas. Umiddelbart ingen distinkte pejlemærker, der indikerer, at vi har flyttet os markant fra vores oprindelige position. S.O.S. – skriv originale sange!
