Rul initiativ
I fantasy refereres der tit til et udødt monster ved navn en ”lich”. Dette udtryk har ikke en direkte oversættelse til dansk, meget lig andre afskyelige væsner som eksempelvis et ”ghoul” – der oversættes til enten zombie eller noget så klodset og upræcist som ”en ligæder".
Det engelske ord ”lich” kommer fra ’līċ’, som betyder lig – hvilket man da også kan lure, hvis man har lidt sproglig sans. Disse gespenster kendetegnes tit, især i rollespilssystemer som Dungeons & Dragons, som uhyre intelligente og ekstremt ondsindede troldkarle, der i et forsøg på et snyde døden har udført et uhelligt ritual og derved har opnået udødelighed ved blandt andet at binde deres sjæl til en magisk amulet kaldet en phylactery – igen et ord uden en direkte dansk oversættelse. Lyder alt det her utroligt nørdet? Perfekt! For hvis der er noget, amerikanske Summoning the Lich er, så er det nørdede – så find dine terninger frem, beregn din THAC0, og spids din blyant, nu skal vi ned i fangehullet og dræbe dragen!
Mere cello!
Men udover at være nogle giga nørder – og typerne, man godt gad tæve Vecna sammen med – så er Summoning the Lich det perfekte band til dig, der sad og manglede en hybrid mellem The Black Dahlia Murder og Cattle Decapitation. Kvintetten fra St. Louis, Missouri spiller et hyperaggresivt og teknisk spin på den amerikanske melodød, og man skal ikke høre mange sekunder af David Brunos skrig, før det bliver tydeligt, at hans store inspirationskilde er afdøde Trevor Strnad. Musikken er måske ikke det mest originale, man har hørt nogensinde, men trods at inspirationskilderne er så tydelige, som de er, så er Under the Reviled Throne stadig et ganske glimrende værk – og de undgår mange af de faldgruber, som moderne dødsmetal har det med at ryge i. Eksempelvis er mængden af breakdowns og ”breee”-vokal ikke stor nok til, at man for alvor bliver irriteret. Der er også diverse små melodiske passager hist og pist; for eksempel har vi det victorianske violinspil i slutningen af ”Arrias Groans” eller det (desværre komplet unødvendige) akustiske nummer ”Bastell Dirge”. Et personligt højdepunkt for mig er dog de mange – utroligt smagfulde – guitarsoli. De er tilpas storladne, uden at der går Yngwie Malmsteen i den, og de er også lige tilpas tekniske, men uden at man føler, man skal besidde en ph.d. i musikvidenskab for at kunne værdsætte dem.
Variation er dog noget, som albummet ikke just kan pryde sig med, og ser man bort fra ”Bastell Dirge”, så er de resterende ti numre forholdsvis enslydende. Hvilket kombineret med det faktum, at der er 11 numre, gør, at man nemt får svært ved at skelne numrene fra hinanden. Det bliver heller ikke nemmere af, at de alle følger samme musikalske skabelon i forhold til a-stykker, broer, omkvæd og så videre. Men man skal også huske, at det her er et forholdsvist nyt band, og ligeså er Under the Reviled Throne kun deres andet album – så har de også valgt at spille en genre, som har en tendens til at være forholdsvis fastlås med hensyn til, hvilke musikalske virkemidler den benytter. Personligt havde jeg gerne set, at de turde lege lidt mere med celloerne og violinerne; ikke nødvendigvis i en sådan grad, at de ville blive sammenlignet med Fleshgod Apocalypse, men bare lidt mere ville understøtte deres horror-fantasy-lyrik rigtig fint.
Træd ud af skyggen
Kritik til trods så er Summoning the Lich afgjort et band, man bør holde øje med, for der er tonsvis af potentiale i det her band. De er dygtige musikere og sangskrivere – og deres plader lyder ligeså fremragende. Nu mangler vi bare, at de tør finde ud af, hvem de er – rent musikalsk – og derefter tør stå på egne ben og træde ud af skyggen fra deres inspirationskilder.