Tilbage til deathcore
Hånden på hjertet, sommetider trænger man bare til at stå med hænderne i lommerne og nikke i takt til noget tungt, og så betyder det ikke helt så meget, hvem det egentlig er der springer rundt på scenen med svingende hår og skråler vredt. Akkurat i et sådant scenarie ser jeg de californiske veteraner i Suicide Silence for mig.
Efter en flirt med nu-metal røg bandet for et par år siden tilbage til den rendyrkede deathcore, om end med et distinkt groove og elementer af såvel grind som black metal. I marts smækkede amerikanerne så deres syvende studiealbum Remember… You Must Die i synet på verden. Og det er præcis den slags, som er godt at stå at nikke til – om det så fungerer hjemme på anlægget, er en anden sag.
Solidt, nuvel …
Gennem muntre titler som ”You Must Die”, ”Fucked For Life” og ”Kill Forever” minder Suicide Silence anno 2023 os venligt om, at vi alle skal dø en dag. Det skete desværre for tidligt for stifter og tidligere sanger Mitch Lucker, og den seneste halvdel af bandets hidtil godt 20-årige levetid har været med Hernan ”Eddie” Hermida bag mikrofonen. Med Remember… You Must Die som sit fjerde studiealbum er Hermida dog efterhånden gammel i gårde i Suicide Silence, der senest skiftede trommeslager Alex Lopez ud med Ernie Iniguez.
Suicide Silences selvbetitlede album fra 2017 var det blandede resultat af bandets førnævnte eksperimenteren med nu-metal, og på Become The Hunter fra 2020 var Suicide Silence da også færdige med at lege Korn og Deftones. Man var tilbage ved deathcore-rødderne, og der er man forblevet på godt og ondt.
Det nye album er solidt, men jeg synes godt, man af et så etableret internationalt band må forvente lidt mere end det. Tag nu bare længden på numrene: For så vidt tro mod genren varer de fleste numre på Remember… You Must Die omkring tre minutter, og det føjer ærligt talt til monotonien i albummet. Kun en enkelt skæring overstiger de fire minutter, nemlig albumlukkeren ”Full Void” på hele 5 minutter og 44 sekunder!
Albummets absolutte højdepunkt er ”Alter of Self”, hvis svært fængende groovyness bryder det lidt monotone samlede udtryk. Et vanvittigt catchy nummer, der demonstrerer, hvordan deathcore, når det fungerer, fint kan kombinere metalcore- og sågar black-skrig og skrål med en lang dødsmetallisk bøvs ind i mikrofonen. Uf, det rykker! Et spændende nummer som dette kunne snildt bære mere end de obligatoriske tre minutter, og det kan både undre og ærgre, at man ikke har strikket videre på det.
Vi får lidt mere af samme skuffe i ”Endless Dark”, men de fleste af numrene flyder desværre sammen i lige dele skrig og riffs. Eksempelvis ”Capable of Violence” er et småskizofrent og samtidig lidt intetsigende nummer, ligesom ”God Be Damned” er vildt og voldsomt og prøvet utallige gange før.
Mere death, mindre core
Suicide Silence har både pondus og potentiale til mere. Når alt kommer til alt, kunne jeg godt tænke mig mere death og mindre core. Eddie Hermida har, når han vil det, et dybt og ondt growl, som står i herlig kontrast til hans høje, hæse skrig, men spektret derimellem – core-delen, om man vil – er sandt at sige på det jævne. Når numrene så tilmed har svært ved at komme op over de tre minutter, ja, så synes jeg lidt, at et så erfarent band som Suicide Silence misbruger sin chance og status.
Havde man nu ladet nogle af de buldrende metalcore-møder-punk-møder-hardcore-elementer fræse over af en tonstung dødsmetalbulldozer – sat tempoet ned i mere end et enkelt breakdown og turdet vove at folde det mørke og tunge mere ud – så ville Remember… You Must Die i min optik have været en markant mere interessant plade. Og mere end bare noget, man står med hænderne i lommerne og nikker til live.
