Tilbage til rødderne
Amerikanske Suicide Silence udkommer d. 14. februar 2020 med deres sjette studiealbum, Become The Hunter, der har været ventet med stor spænding hos både fans og anmeldere. Tilbage i 2017 udgav de deres femte studiealbum, Suicide Silence, som fik en noget blandet modtagelse. Dengang mente mange, at bandet var gået for meget på kompromis med deres oprindelige udtryk og var blevet for eksperimenterende. Lyden på pladen var markant anderledes end på de foregående albums, der blev sunget meget med ”ren” vokal, og numrenes opbygning var også ny. Spørgsmålet er, om Suicide Silence har fået næsen tilbage i sporet og kan leve op til de forventninger, der unægteligt knytter sig til et band af deres kaliber?
Næsen er tilbage i sporet
Svaret er et utvetydigt, ja. Suicide Silence har i den grad fundet tilbage på sporet, og leverer en stærk og vedkommende omgang deathcore. Pladen åbner med det instrumentale nummer “Meltdown”, der meget præcist sætter stemningen og varsler lytteren om, hvad der venter. Hvor der på forgængeren var flere eksperimenterende sange, er der dømt deathcore “classic” på Become The Hunter. Lynhurtige vers med growl og skrig afløses af tonstunge breakdowns, hvor der er lagt vægt på groovet.
Det gør sig gældende på første halvdel af albummet, hvor skæringerne “Two Step”, “Feel Alive”, “Love Me To Death”, “In Hiding” og “Death’s Anxiety, giver opskriften på en voldsom mosh pit. Det er seks stærke sange, men det bliver også en smule ensformigt, da det lidt er den samme skabelon, der spilles efter. Der skal dog roses for de meget melodiske guitarsoloer, der er at finde på de tre første sange og igen senere på pladen. De giver den ekstreme og kompromisløse musik et ekstra pift og løsner lidt op i det meget aggressive og sortseende udtryk, der præger albummet fra begyndelsen.
Anden halvdel af albummet er noget tungere og mere melodisk end de første syv numre. Tempoet er lidt lavere, og det giver plads til guitarerne, som for alvor kommer til deres ret, og riffene bliver mere eksperimenterende, som for eksempel “Serene Obscene”. Det fungerer godt, og forsanger Hernan “Eddie” Hermida, der på overbevisende vis skifter imellem growl og skrigen pladen igennem, er også bedre på anden halvdel. Der bliver på intet tidspunkt sunget med “ren” vokal, hvilket klæder både band og genren generelt. Godt håndværk fornægter sig sjældent, ej heller i dette tilfælde.
Det fungerer, uden dog rigtig at imponere
Blandingen af vildskab og kaos på første halvdel af pladen og den tungere, mere dystre og melodiske anden halvdel gør, at albummet virker lidt opdelt. Det er måske hensigten, men min oplevelse var lidt splittet, og anden halvdel af pladen fungerer klart bedst. Hvorom alting er, så er Become The Hunter klart et lyt eller to værd, og skulle man være så heldig at få chancen for at se Suicide Silence live, så skal man slå til og købe billetter. Det kan ikke andet end at blive vildt. Suicide Silence har med Become The Hunter kreeret et solidt album, som for alle med hang til kaos på formel er sød musik i ørerne.
