Nyt skud på etableret stamme

Som et næsten frisk skud på den moderne progressive metalstamme finder vi amerikanske Stellar Circuits, som trods dannelse i 2015 med Sight to Sound udgiver deres blot anden fuldlængde hele fem år efter debuten Ways We Haunt fra 2018. Jeg skal ærligt konstatere, dette er mit første bekendtskab med bandet, men når albummet af pladeselskabet beskrives som et visionært og intellektuelt bud på teknisk og melodisk metal fyldt med grooves, er det svært ikke at få forventningerne i vejret. Menukortet lægger i tilfældet af Stellar Circuits op til en åbenbaring af forskelligartede musikalske indtryk.

Indviklede kompositioner og flade fornemmelser

Det første minut af åbneren ”Catch Your Breath” er en udmærket teaser til den musikalsk rækkevidde, Stellar Circuits bevæger sig inden for: teknisk eksekvering med fokus på de rytmiske strengeinstrumenter suppleret med en vokal, der er over det hele. Hvor der startes med rap, skiftes der over til skrig for så at ende ovre i melodisk sang. Ben Beddicks stemme egner sig bestemt til det melodiske, hvor hans sangstil minder om den sporadiske skønsang i Between the Buried and Me med en mere nasal tilgang og afslappethed som i Haken. Det er heldigvis det melodiske, som får mest opmærksomhed fra bandet generelt, hvilket er heldigt, da det primært er her, de skinner. Især skrigene og de meget aggressive stykker på eksempelvis ”Witch House” og særligt ”Pleasure Cruise” er i bedste fald kiksede, men skrigene er et problem pladen igennem. Desværre.

Stellar Circuits er et band, der for ofte spænder ben for sig selv med deres insisteren på at være alsidige og skifte stil. De fungerer suverænt bedst, når de er skævt melodiske og tilbagelænede som på ”Skull Beneath the Smile” og titelnummeret. Samtidig fungerer de værst, når de påtaget forsøger at tage røven på os med rap eller de meget lidt fungerende skrig – de konsekvent insisterer på, skal presses ind. Gode numre som ”Skull Beneath the Smile” direkte ødelægges med unødvendige opbrud og skift til det brutale. Jeg er med på, de sikkert har lyttet rigtigt meget til Between the Buried and Me og Tool, men alt for ofte formår Stellar Circuits ikke at blande deres inspirationer succesfuldt, og trods deres instrumentale evner sidder man som lytter alt for ofte tilbage med en flad fornemmelse. Der bygges ofte op til noget spændende, uden der nogensinde kommer et klimaks. Lyt blot til ”For the Birds”, der over sine knap fem minutter mod enden bygger op til den store afslutning, som aldrig kommer. Der gives flere ihærdige forsøg på de store episke øjeblikke, men ikke alene har vokalen ikke den nødvendige gravitas, for når de musikalsk endelig opnår et momentum, så følges det enten ikke til dørs eller ødelægges af et skrig som på ”Nightlife”.

Talentfuld talentløshed

Sight to Sound er for lytteren en øvelse i sonisk edging. Stellar Circuits har evnerne til at komponere spændende og indviklede kompositioner for fans af Tool, Between the Buried and Me og Haken. Dog opnår de selvforskyldt ikke højderne af nogen af de bands, selvom ingredienserne er der. Stellar Circuits består af tydeligt talentfulde musikere, som skal finpudse deres formel for at blive rigtigt effektive. Som det er nu, er ikke en mindeværdig progressiv udgivelse. De store øjeblikke bygges op, men imponerer kun med deres udeblivelse. Sight to Sound er ikke en musikalsk åbenbaring, men en musikalsk frustration. En frustration over, at det kunne have været så meget mere, hvis de fik et mere fokuseret lydbillede. Deres tunge riffs fungerer, deres melodiske stykker fungerer. Vokalen og trommespillet er acceptabelt, men deres insisteren på, at deres identitet er så alsidig, gør dem ironisk nok identitetsløse