Minder fra en svunden tid

Savner du også nogle gange dengang, hvor heavy metal bare var heavy metal? Dengang man ikke diskuterede, om et band spillede progressiv, brutalt avantgarde-grind eller melodisk, symfonisk, teknisk blackened slamcore, men bare gik op i, om det var fed tråd eller ej. At nogle af os ikke var født dengang, er dog ingen hindring for at føle dette afsavn. Men er man ikke i humør til at støve en flok metalliske mosefund af, så er der heldigvis også råd for dette. For skulle man have boet under en sten det sidste årti, så er der adskillige bands, der har gjort det til deres mission at hylde denne svundne tid. Et af disse er amerikanske Spirit Adrift og deres seneste udgivelse Enlightened in Eternity.

I krig med Ray-Bans og rustninger

Oprindeligt spillede Spirit Adrift doom, men i de senere år er stilen skiftet over mod den mere klassiske heavy metal – og tager man et hurtigt kig på coveret til Enlightened in Eternity, er man da heller ikke i tvivl om genren. Høj sværdføring, krigere til hest og et storslået landskab, det sælger nærmest sig selv. Eller gør det? For med bands som The Sword, Grand Magus, Witchcraft og utallige andre, så kan man argumentere for, at Spirit Adrift er lidt sent ude, og markedet allerede er mættet. Men lad os nu se.

For på trods af Spirit Adrift, ligesom ovennævnte bands, er glade for at fortolke Black Sabbath, Cirith Ungol og Led Zeppelin igennem en Orange-forstærker, så er der dog noget mere at hente på Enlightened in Eternity. ”Astral Levitation” har et riff så ”Holy Diver”-agtigt og Dio-værdigt, at man bare venter på, at manden genopstår som andet end en omgang glorificerede lysbilleder og overtager vokalen. En lidt mere hjemlig inspirationskilde finder man på ”Battle High”. Nummeret starter umiddelbart nøjagtigt ligesom Alannah Myles’ ”Black Velvet”, men ellers er det solide og storslåede sludge-riffs i bedste Rising-stil, man bliver budt på. Bedst som Dio- og Cirith Ungol-elementerne rammer deres zenit, og man rider ud mod de åbne vidder, så rammer noget, der gør Enlightened in Eternity til en lidt mere interessant oplevelse. Man bliver uden advarsel trukket ud af det storslåede fantasyunivers, iført et par Ray-Ban Aviators, smidt ind i en Pontiac Firebird og får stukket to billetter til Top Gun i hånden.

Enlightened in Eternity byder nemlig også på en hel del inspirationer fra firsermetal, nogle gange endda tangerende til glam. Galoprytmer, fængende guitarmelodier og rigelige mængder kor. Det er en sand bouillonterning af alt, man kender fra blandt andet Van Halen og Twisted Sister. ”Cosmic Conquest”, ”Screaming From Beyond” og ”Harmony of the Spheres” lyder som noget, Spirit Adrift har fået leveret fra en DeLorean. Firsermetal og Spirit Adrifts doom-rødder lyder umiddelbart ikke forenelige, men det fungerer nøjagtigt lige så godt, som da Cirith Ungol i sin tid kombinerede power metal og doom. Det, man også skal huske, er, at Enlightened in Eternity ikke er en doom-plade, den tager udelukkende udgangspunkt i doom og gør så ellers, hvad end der passer den. At det ender med et næsten 11 minutter langt nummer, der lyder som Warning og Type O Negative, der fejler med episk doom, er så beklageligt.

Hellere gammelt og godt end nyt og nederen

Men set i forhold til hvad denne genopdagelse af den klassiske metal har budt på de sidste 10-15 år, så er det ikke de store landvindinger, der at finde på Enlightened in Eternity. Men det har bestemt ikke stoppet Spirit Adrift fra at smække en plade sammen, der på glimrende vis krydser over fra doom til mere traditionel firsermetal. Ser man bort fra lukkeren ”Reunited in the Void”, er Enlightened in Eternity en helstøbt fornøjelse og fornyelse, nu hvor alle genrens idoler er ved at være plejehjemsmodne.