Soulline - The Deep

The Deep

· Udkom

Type:Album
Genre:Melodisk Death Metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Husk lige riffet

Dagens anmeldelse er den første, jeg nogensinde har skrevet om et rendyrket melodisk dødsmetalalbum. Selvom genren skinner scenelys på et par af mine allermest feterede idoler, er melodød oftere forbiere end fuldtræffere for mig. Årsagen er ligefrem: Mange melodødsgrupper forbigår riffene til fordel for moltonede akkordprogressioner, og har jeg én afhængighed i verden, er det riffs. Ikke desto mindre skal jeg til at dykke ned i schweiziske SoulLines seneste album, The Deep, oprindeligt fra 2018. Min største bekymring er naturligvis… er der riffs? Og er de noget værd?

Dyb standard

Svarene er ”ja” og ”ja”, men lad mig lige tage en afstikker og sige: rul ned og tag hul på ”The Fall” nedenfor. Kom så tilbage og læs videre.

Med det af vejen: Schweizerne maner til besindelse umiddelbart efter en kortfattet intro bestående af lyden af en ubådssonar. Det almægtige riff er så afgjort en central bestanddel af åbneren ”Leviathan” og af The Deep som helhed. Hvad mere er, så er det en værdig bestanddel, som sammen med trommerne driver sangene støt fremad. Omkvædene bygges op af den velkendte kombination af guitarmelodier og udæmpede powerakkorder. SoulLine holder sig til standardstrukturen og gør næppe noget synderligt nyt; men hvad de ikke har i innovation, har de i unægtelige hooks.

Hvis du fulgte mit råd tidligere, så hører du sikkert snart det første omkvæd i ”The Fall”. Bemærk hvordan lydniveauet sænkes mellem verset og broen, dels ved at hånddæmpe strengene og dels ved at flytte tonerne en oktav op. Dette såre simple, men effektive, sangskrivningstrick får omkvædets guitar-og-bækken-anslag til at stå som et uimodståeligt crescendo, og jeg er selvsagt vild med det. Braget efterfølges af energiske growls fra forsangeren, som gør et fremragende stykke arbejde albummet igennem, når han vel at mærke holder sig til sine growls.

Skivens A-side, som også indeholder ”The Fall”, står dog markant stærkere end B-siden. Selvom de senere sange fastholder de mindeværdige omkvæd, kniber det med resten. ”The Game” er en særlig rodet affære, hvor forsangeren veksler mellem talte ord i verset, råb i omkvædet og ren sang i c-stykket – alle teknikker, som blegner i forhold til hans growls. Det afsluttende sample med ishockeyspilleren Ilya Bryzgalovs ord: ”It’s only a game – why you have to be mad?” fremstår som en fjollet vittighed, afskåret fra rette sammenhæng. Endelig trasker næsten hele albummet støt fremad i et komfortabelt midtertempo, hvilket lader til at passe gruppens sangskrivning fint, men også fjerner en dimension fra albummets variation.

Luk lugen

Hvis du foretrækker din melodød ørehængende, umiddelbar og riff-baseret, så kan du roligt åbne sluserne og dykke ned med SoulLine. I The Deep finder man nydelige midttempo heavy metal-riffs, simple og effektive melodier, gode akkordprogressioner og glimrende dødsgrowls. Selv når kvaliteten dykker (eller stiger?), opretholder gruppen en vis standard og leverer som minimum gode omkvæd og vokaler, hvilket man absolut ikke skal ringeagte. Og selvom gruppen sjældent afviger fra hverken midtertempoet eller standardstrukturen, så gør det ikke så meget, når man har deres hooks.

Tracklist

  1. Leviathan
  2. Cool Breeze
  3. Nightmare
  4. The Fall
  5. Filthy Reality
  6. Into Life
  7. The Game
  8. Deepest Me
  9. The Deep End
  10. Still Mind

Tilføj kommentar