Sonne Adam - Transformation

Transformation

· Udkom

Type:Album
Genrer:Death metal, Death metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 8/10 baseret på 1 stemme.

Sonne Adam er et israelsk death/ doom metal band, som består af to bandmedlemmer, Davidov og Dahan. Bandet blev grundlagt tilbage i 2007 og Transformation er deres debut album. Bandet beskriver sig selv som et death metal band, med rødderne godt forankret i start 90‘ernes død, og inspirationen henter bandet fra Morbid Angel og tidlig Paradise Lost. Morbid Angel har jeg ikke hørt ret meget af, så om denne sammenligning holder vil jeg ikke kunne svare på. Til gengæld kan jeg skrive under på blanding af tidlig, dyster dødsmetal ala Illdisposed’s Four Depressive Seasons, med et mix af doom.

Umiddelbart synes jeg, at musikken er rigtig fed. Det virker som om, at Sonne Adam har været godt og grundigt skjult fra metallen de sidste 15 år, for så snart albummet bliver sat igang, vækker det minder til death metallen fra 90‘erne. Tung, langsommelig med en brutal, growlende vokal. Normalt går jeg langt uden om denne form for metal, da jeg er mere til den melodiske død, men Sonne Adam gør et virkeligt godt forsøg på at få mig omvendt til denne genre.

Musikken er som sagt virkelig tung, og til tider utrolig langsommelig. Dette giver albummet en rigtig fed, dyster atmosfære, som sender lytteren ud på en rejse i de mørkeste afkroge af sindet. Album coveret viser, hvad jeg fortolker som vejen til Helvede, og numrene lyder som den musik jeg umiddelbart ville tror man vil høre, hvis man nogensinde skulle bevæge sig af denne vej. Gold, trist og mørk. Sammensætningen af instrumenterne og kompositioner virker rigtig godt.

Transformation er et virkelig fedt album. Et godt indspark til en genre, som jeg mener i øjeblikket mangler variation hvad angår nye bands. Derfor er det fantastisk med et band som Sonne Adam, der finder de gamle dødsdyder frem, og river en tilbage i tiden.