Alle gode gange tre
Finske Hooded Menace har spredt sin forpestede og slimede dommedagsdød siden en uhellig undfangelse i 2007. Trods de 14 år på bagen har vi kun anmeldt bandet to gange før – det laver vi så om på nu! Finsk metal er nok mest kendt for at være teatralsk, overdreven, keyboarddrevet og hurtig. Alle de adjektiver kan du godt skylle ud i toilettet, for Hooded Menace er ikke interesseret i andet end at spille ulækker kadaverrock til folk, der lige akkurat kan overskue at klappe på 2 og 4. The Tritonus Bell fortsætter den samme kloak-neandertaler-metal, som bandet er kendt for – tak Satan for det!
Slinger i sumpen
Normalt siger man, at man ikke skal dømme en bog på dens omslag, men der er altid en undtagelse der bekræfter reglen. For selv et flygtigt blik fortæller dig præcis, hvordan The Tritonus Bell lyder, så for at bruge endnu en kliché, så er det virkelig essensen af ”et billede siger mere end tusind ord”. Bandets sjette album byder på sumpet og slimet dødsdoom med elementer, der emmer af den svenske metalscene fra 90’erne – både den knastørre, Entombed-inspirerede, men også den mere legesyge og riffbaserede In Flames-stil. Men den regerende magtfaktor er det langsomme og gumpetunge guitarspil leveret af de herrer Pyykkö (så bliver det ikke mere finsk) og Hannonen. Det er tung og simpel hulemandsrock, som virker – det stiller ikke store krav og har ikke andre ambitioner end at få din nakke til – automatisk – at rykke sig frem og tilbage i et relativt hurtigt tempo. Hvis man dog er fan af bandets ældre materiale, eller måske en decideret Hooded Menace-connaisseur, vil man opdage, at The Tritonus Bell har skruet lidt ned for kadaverjuicen og tilføjet lidt mere 80’er-lir. Om det skyldes, at bandet ville udvikle sig, eller at legenden Andy LaRocque (King Diamond) er produceren bag albummet, er svært at sige. Men faktum er, at The Tritonus Bell til tider emmer af Mercyful Fate, King Diamond, Judas Priest og en række af de andre metalmastodonter – og kombinationen af den spæde metalmusik fra 80’erne og så bandets sumpede signaturlyd, den virker altså fremragende!
Det sker dog, at bandet snubler og glider i et mosefund eller to nu og da – for The Tritonus Bell er ikke et perfekt værk. Vi har for eksempel to komplet ligegyldige, instrumentelle numre i form af intronummeret ”Chthonic Exordium” og lukkeren ”Instruments of Somber Finality”. Det førstnævnte er simpelthen bare et dårligt åbningsnummer, da det ikke åbner for noget som helst, da det efterfølgende nummer slet ikke bygger videre på det, der blev lagt op til. Det sidstnævnte nummer er ligeledes en vanvittigt dårlig sang at lukke på, da den nemlig bygger utrolig meget stemning op og udelukkende består af gode riffs, som man gerne vil have fortsætter og tager en et helt nyt sted hen – rendyrket snyd, fusk og humbug. ”Scattered into Dark”, som vel egentligt er den sidste reelle sang på The Tritonus Bell, er en sand ørkenvandring, hvor bandet er løbet tør for energi og retningssans. Det bliver simpelthen for langsommeligt, og det virker til, bandet har glemt, hvad planen med det nummer var. I stedet for at stoppe spiller de bare videre i håbet om, at en af de andre pludselig kommer i tanke om, hvad planen var – det sker bare ikke. Heldigvis er de resterende numre på albummet utrolig veludførte og tunge som en ligvogn med 18 tons kadavere, ”Chime Diabolicus”, ”Blood Ornaments” og især et nummer som ”Corpus Assunder” rammer alle plet med sine slimede galoprytmer og 80’er-fræs.
Længe leve simplicitet
The Tritonus Bell er en supersolid omgang dødsdoom, som normalt ikke er en genre, jeg gør mig meget i, men Hooded Menace formår at tilføje noget gumpetung charme til genren, som er utrolig klædelig. Det er ikke just Paganini, men nogle gange kan det være meget rart bare at slukke for øverste etage og overgive sig til simplicitet.
