Solemn Vision - Despite the Rise of the Sun

Despite the Rise of the Sun

· Udkom

Type:Album
Genrer:Melodisk Death Metal, Progressive Death Metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Straight from the Underground

Under det oprindelige navn ‘Spectral Voices’ steg Brooklyn-kvintetten med rødder i den progressive melodød for første gang op fra undergrunden tilbage i 2011. Projektet nåede dog blot at udmønte sig i den fire numre korte EP fra 2017, A Bleak Existence, inden den efterfølgende transformation til Solemn Vision i 2019 blev en realitet. Hvorvidt forvekslingen med death/doom-orkesteret fra Denver, Colorado, der bærer det bemærkelsesværdigt nært beslægtede navn ’Spectral Voice’, spillede ind, må stå hen i det uvisse. Uanset årsagen finder vi på andet og seneste album, Despite the Rise of the Sun, en myriade af inspirationskilder. Her er kigget i retning af progressive titaner som Symphony X, Nevermore og Opeth samt nogle af de fremmeste ambassadører inden for nordisk melankoli og melodisk ’død’, herunder Katatonia, Insomnium og At The Gates. Samtidig spiller også byens jazzscene sammen med tidløse navne som Jimi Hendrix, Led Zeppelin og sågar The Beatles angiveligt centrale roller i det flerfacetterede udtryk.

The Melting Pot

Velkommen til New York City – byen, der aldrig sover. Med sit ophav i bydelen Brooklyn, ikke langt fra broerne til Manhattan, kan man med rette betragte Solemn Vision som et produkt støbt i byens smeltedigel af kulturer, kunstneriske stilarter og musikalsk genrediversitet. Med et hæst, tenderende core-insinuerende hvæs flænser forsanger Aaron Harris indledningsvis stilheden som en savtakket Bowie-kniv. ”Father from the Flame” excellerer gennem fine temposkift samt vekselvirkningen mellem ren vokal og growl. Symptomatisk for albummet som helhed halter særligt sidstnævnte dog en del for Harris, der befinder sig et pænt stykke fra sine personlige præferencer, Frank Mullen og afdøde Trevor Strnad.

Til gengæld får vi allerede med ”Avarice” en smagsprøve på den støvede loungestemning, der efterfølgende sniger sig ind flere steder undervejs, og må betragtes som et af skivens helt store trækplastre. Riffkonstruktionerne leveret af duoen Kadin Wisniewski og Mauricio Cornejo samt den atmosfæriske tristesse rimer tillige på de nordiske rødder, om end de kaotiske og usammenhængende arrangementer i høj grad bærer præg af den urbane undergrund. Oppe på gadeplan er fortællingen en ganske anden, hvor vi tilbage i 1920’erne kunne finde mindst 20 jazzklubber på Lenox Avenue og Seventh Avenue i Harlem. På samme vis har også Greenwich Village – der nu om stunder har byens største koncentration af jazzcaféer – haft en stor betydning i jazzens historie. Områdets beboere har altid været kendt for deres progressive holdninger, og de jazzede toner i ”A Debt to the Wraith” og især ”On the Eve of Silence” kan sålunde snildt fortolkes som en afspejling af kvarterets liberale kulturhistorie.

De progressive og melodiske fortræffeligheder står beklageligvis i tilsvarende stærk kontrast til albummets med afstand største hæmsko. Harris’ uskolede, lettere læspende growl fremstår for ofte som en karikeret udgave af Jens Okkings enfoldige håndlanger (’ska’ jeg stik’ en arm igennem ham, boss?’) i de folkekære film om Familien Gyldenkål. Her kunne man godt ønske sig lidt mere taletid til sektionerne med ’skønsang’, som demonstreret i vibrerende ”Bane and Benumbed”, et nummer, der oser af samme melodiske melankoli, vi finder hos Jonas Renkse og Mikael Åkerfeldt. Den gennemgående ’to skridt frem og et tilbage ’-tendens glimrer endnu en gang ved tilstedeværelsen af ”Unfinished Tapestry” i akustisk version. Her vender vi snuden tilbage til den østlige del af Harlem, der blandt andet huser en stor koncentration af befolkningen med latinamerikanske rødder. Et nummer, der på glimrende vis illustrerer Harris’ melodiske flair og vokale spidskompetencer, men samtidig åbner op for en diskussion om nødvendigheden, endsige berettigelsen, af den originale indspilning.

Not quite Brooklyn’s finest

Hvis vi deler det samlede udtryk op de tre hovedbestanddele: det progressive, det melodiske og det brutale, må konklusionen være bestået i forhold til de to førstnævnte. Dødselementerne befinder sig på et temmelig banalt og uskolet niveau, der i sig selv ikke rækker meget længere end til hjembyens undergrundsscener. Det, der omvendt taler for den succes, som Solemn Vision indtil videre har og grangiveligt vil fortsætte med at høste, er talent for inddragelsen af den nordiske melankoli, vi normalt forbinder med etablerede navne som Opeth og Katatonia samt infusionen af byens jazzscene. Det er også i de mere progressive og melodiske passager, at forsanger Aaron Harris befinder sig bedst. Der mangler derimod både bund og teknisk variation i hans growl, der til tider næsten fremstår karikeret og læspende. Man kan derfor godt diskutere, hvorvidt der kunne drages fordel af at udlicitere den del til én, der ligger væsentligt dybere i vokalregisteret. Der skal under alle omstændigheder en voksen med ind over produktionerne, så vi fremover får luget ud i de nogle af de mere mærkværdige beslutninger, gruppen gennem tiden har truffet. Jeg betvivler i hvert fald, at mange andre end gutternes allernærmeste netværk i sin tid har udtrykt ufravigeligt behov for en instrumentaliseret version af det selvbetitlede debutalbum!

Tracklist

  1. Father from the Flame
  2. Avarice
  3. Gates
  4. A Debt to the Wraith
  5. On the Eve of Silence
  6. Sea of Trees
  7. Bane and Benumbed
  8. Unfinished Tapestry
  9. The Cerebral Labyrinth
  10. Unfinished Tapestry (acoustic version)