Soilwork brillierer, selv med så mange år på bagen

Der er efterhånden mange melodiske dødsmetalbands fra Sverige, og Soilwork er ikke nogen undtagelse. De blev dannet i 1995 under et andet navn, men skiftede hurtigt, allerede i 1996, navn til Soilwork. Deres debutalbum udkom i 1998, og deres success kom for alvor med tredje album, i 2000. Nu er vi så ved niende studiealbum, som hedder The Living Infinite, og jeg må sige at jeg er mildes talt imponeret.

Albummet lægger ud med lidt violin på nummeret "Spectrum Of Eternity", som dog straks går over i noget mere velkendt melodød, og hurtigt videre over i første vers, hvor vokalen også kommer ind, og passer perfekt lige fra start. Samtidig er nummeret også energisk og varieret, så det ikke på noget tidspunkt bliver kedeligt, selv under det atmosfæriske stykke. På omkvædene er der også noget der minder om ren vokal, og på en eller anden måde lykkedes det dem, at få ren vokal, rå vokal og musik til at spille så perfekt sammen at man næsten ikke kan forstå det. Dog er tempoet allerede sat ned på andet nummer, og det kan være alarmerende. Men lytter man efter, så er nummeret endnu mere varieret end det første, og de skaber samtidig atmosfære. Så der er stadig ingen kritikpunkter at spotte. På tredje nummer er der skruet mere op for tempoet, og nummeret er også mere solidt end hidtil. Omkvædet er også mere catchy, og riffet er overhovedet ikke til at klage over. Samtidig bliver kedsomhed et begreb, der lægger en mere og mere fjernt, da dette nummer har både energiske og atmosfæriske elementer. Gennem albummet varierer tempo, atmosfære og energi meget. Det eneste der ikke varierer er sådan set kvaliteten af musikken. Trommeslageren er altid voldsomt energisk, guitaristen spiller nogle svedige riffs, og vildt guitarsoloer (de varierer dog også i tempo), og vokalen er så varieret, og passer alligevel perfekt ind hver gang, selv når de gør brug af den rene. Det eneste problem ved albummet er sådan set længden. At lytte sig gennem 20 numre på samme album kan godt være udfordrende, selvom den er så god som The Living Infinite er. Det kan dog anbefales at man væbner sig med tålmodighed. Er man tålmodig, og når hele vejen til tyvende nummer, "Owls Predict Oracles Stand Guard", sluttes albummet ganske fint af. Det er et af de langsomste numre på albummet, men samtidig det med mest atmosfære, og med mest brug af ren vokal. Nummeret fader ud til sidst, og man sidder med en følelse af at man har fået tilpas nok ud af albummet. Hverken for meget eller for lidt.

The Living Infinite er et mesterværk inden for melodisk dødsmetal. Albummet lyder ikke kun som et mesterværk, det oser, skriger, dufter langt væk af mesterværk. Det eneste kritikpunkt er sådan set længde, men det er kun utålmodige mennesker der vil blive påvirket af det. The Living Infinite får mine allervarmeste anbefalinger, og en 10/10 herfra.

Spectrum of Eternity er efter min mening et af albummets bedste numre.