Hvis bajerne er Dansk Pilsner, så er man i den grad en slyngel
En slyngel defineres som en – især mandlig – uhæderlig, uforskammet og utiltalende person. Hvis et band begår sig i black metal, som i den brede befolkning er særdeles utiltalende og en genre, der historisk har haft adskillige utiltalende personer, hvordan kan medlemmerne i et black metal-band, så blive betegnet som slyngler? Kunne det være ved at strø en lidt løssluppen stemning og et par rammer bajere over den eller så mørke og utiltalende genre? Muligvis. Det er i hvert fald det, Slyngel har valgt at gøre på deres debut-demo Wrath of Olympus.
En uudforsket niche på den danske scene
Er man velbevandret i den metalliske synonymordbog, så kommer det ikke som den store overraskelse, at Slyngel har kastet sig over blandingen af speed- og black metal. Så er spørgsmålet bare, om Slyngel formår at sidde med til bords hos Midnight og de andre royale satanister.
Begge af demoens numre formår i hvert fald at ramme det black-skramlede speed metal-riff så meget i røven, at enhver øldrikkende, surmulende dad-bod-indehavende trve kvlter straks smider alt, hvad han har i hænderne, kanaliserer deres indre bøllehardcoreelskende, "What the fuck is up, Dennys"-råbende og kaster sig skamløst ind i pitten. Især "The Last Son" rammer helt rigtigt, når der råbes: "humanity will mourn, when the last son is born", og det thrashede riff pisker dig i gang igen. Det er ikke noget, som Slyngel vinder en innovationspris på, men ærlig talt så gjorde hverken Midnight eller Hellripper det på henholdsvis Satanic Royalty eller Warlocks Grim and Withered Hags.
Hvad man ikke har i innovation, bør man til gengæld have i evnerne udi det gode musikalske håndværk. Her kommer Slyngel desværre bare lidt til kort. "Cerberus" har et solidt riff, men mangler beklageligvis dynamikken fra "The Last Son", og så spændende er det heller ikke at høre det samme thrashede Midnight-riff med punkrytmer for dummies kørende i baggrunden. Det havde også klædt Slyngel at skippe trad metal-introen på "The Last Son". Ikke at det er noget skrammel af fjerde division, men det stolte, lidt for langsomme, to og fire midttempo formår totalt at snigmyrde alt momentum.
En returbillet til Fredericia, tak
Kan man argumentere for, at Slyngel reelt set bare er Midnight, der er lidt mere inspireret af Slayer og tidlig Sodom end Judas Priest og Iron Maiden? Ja. Men kan man samtidig også argumentere for, at Slyngel på sølle otte minutter har tævet samtlige grundpiller for genren godt ned og skabt et solidt fundament at bygge videre på? Endnu mere ja. Så hvis Metal Magic Festival lige gider gribe knoglen, så er Slyngel en glimrende 2024-booking.