Slyngler, banditter og lømler

Med ganske få undtagelser har jeg altid fundet danske bandnavne fjollede. Det kommer utroligt nemt til at lyde som en børnebog af Kim Fupz Aakeson eller måske et Strunge-digt. Ligeså er det, som om at navnene bliver mere og mere åndede. Vi er efterhånden der, hvor man ikke skal blive overrasket, hvis man spotter bandet Armprut, Lårklasker, Lømmel eller, ja … Slyngel.

Denne kvartet er et ganske nyt navn på den danske metalscene og egentlig et, der var fløjet under min egen radar, men ovenpå det, jeg kunne læse, var en ganske overbevisende koncert på dette års Copenhagen Metal Fest, så måtte det da være på tide at kigge på den EP, som de udgav tidligere i år!

Stoledans

Man skal ikke høre mange sekunder af Dracula, før man indser, at Slyngel faktisk har valgt et særdeles passende bandnavn. Kvartetten spiller bøllet retroblack spædet op med rock‘n’roll. Tænk Dark Funeral møder Slægt. Tilsæt dernæst bandets lyrik, der udelukkende har fokus på gys og gru, og ja, så står man ærligt talt med et resultat, der grundlæggende set er ekstremt uoriginalt, men utroligt ærligt og charmerende.

Her er ingen fine fornemmelser eller floskler, bare en flok knægte, der hylder fortiden. Det er ikke just den mest tekniske musik, men de fire knøse spiller særdeles habilt, og helt overordnet så svinger Dracula ganske godt. Og hvad vigtigere er, så har Slyngel en lyd, som der p.t. ikke er megen af på den danske scene – så således kan man fremstå ganske unik trods faktum peger på det modsatte.

Dog er det ikke alt, der er fryd og gammen, for nok er retroskrammel ganske charmerende, men der er bestemt plads til forbedring – eller rettere finpudsning. Nok spiller de herre ganske habilt, men det er ikke just, fordi udgivelsen er et overflødighedshorn af mindeværdige riffs eller melodier. Det er ærligt talt svært at huske, om det nu var ”Midnight Marauder” eller ”Dracula”, man hørte.

Bandet befinder sig mellem to stole, og de bør finde ud af, om de vil gå imod retrorocken eller imod skrammelblack, for som det ser ud nu, er de hverken fugl eller fisk.

Det bliver især tydeligt på de sidste to numre, der egentlig stammer fra Wrath of Olympus-demoen fra 23. Stilen er da ganske vist meget tæt på de to første numre, men man kan nu alligevel godt fornemme, at bandet ikke helt ved, om de skal den ene eller den anden vej.

Men hvem er I!?

Slyngel spiller udmærket og habil bøllerock – det er der ingen tvivl om – og der er afgjort potentiale og spilleglæde i projektet. Deres musik er af den slags, hvor alle kan være med, og alle kan afgjort have en fest. En fest, hvor fokus er på at vælte rundt og drikke et hundrede bajere. Hvilket da, så afgjort, er hyggeligt, men er det nok? Før eller siden bør Slyngel sætte sig ned, se sig selv i spejlet og spørge: “Hvem er Slyngel, og hvad vil vi?”.