Slipknot spiller koncert i Royal Arena, København S .
Slipknot - All Hope Is Gone

All Hope Is Gone

/ Bonnier Amigo Music · Udkom

Type:Album
Genrer:Nu Metal, Heavy Metal
Spilletid:72:11
Antal numre:15

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 7,4/10 baseret på 7 stemmer.

Mange ting er sket siden "Vol. 3 (The Subliminal Verses)". På The Knots fjerde studiealbum, "All Hope Is Gone", har Dave Fortman erstattet Rick Rubin som producer, og Los Angeles, med alle byens fristelser, er blevet skiftet ud med hjembyen Des Moines, Iowa og nærhed til familien. Udover disse ydre omstændigheder er skriveprocessen også ændret. På deres første tre albums var det meste af musikken skrevet af måske to-tre medlemmer. På dette album har alle bandets ni medlemmer været involveret i skriveprocessen. En hel del af medlemmerne har været involveret i sideprojekter. Corey Taylor (#8, vocal) og James Root (#4, guitar) i Stone Sour. Shawn Crahan aka Clown (#6, percussion) i Dirty Little Rabbits. Sid Wilson (#0, Turntables) i sit soloprojekt og Joey Jordison (#1, trommer) har været på turne med Korn, Ministry, og 3 Inches Of Blood og spiller desuden guitar i Murderdolls. Disse sideprojekter har for første gang fået lov at indflyde på Slipknots musik. Især mærker man Stone Sour-indflydelse i det blændende nummer "Sulfur" og i powerballaden "Snuff" der lige så godt kunne have været udgivet af Taylor og Root’s andet band. Men ellers står der SLIPKNOT med store bogstaver på albummet.

"All Hope Is Gone" starter med en spoken word-intro, ".execute." som bygger stemningen og spændingen op til næste nummer "Gematria (The Killing Name)". Dette er et thrashet nummer der buldrer afsted med Slipknots karakteristiske guitarlyd og Joey Jordisons fænomenale trommespil. "Sulfur" er, som nævnt før, et blændende nummer bestående af brutale Slipknot-vers og et omkvæd der leder tankerne hen på "Inhale" fra Stone Sours debutalbum. En god blanding. Dernæst følger første singeludspil "Psychosocial" der med sit Anthraxagtige groove får mig til at ville marchere rundt i stuen, indtil omkvædet med den rene vokal får mig til at skråle med. Derefter følger der et par ikke helt så stærke numre, "Dead Memories", "Vendetta" og "Butcher’s Hook". Der er for så vidt ikke noget galt med disse numre. De er bare ikke lige så gode som starten på albummet. "Gehenna" er et stille og dystert nummer der meget godt fanger Slipknots skæve side, mens "This Cold Black" og "Wherein Lies Continue" er mere metervare. "Snuff" er en smuk smuk ballade som man ikke havde forventet at finde på et Slipknot-album, men idyllen bliver afbrudt når titelnummeret går igang. Dette er Slipknot når de er bedst. Et nummer med fuld knald på, og et tungt tungt groove. Dette er måske albummets bedste nummer og det afslutter det ordinære album.

På Special Edition-albummet er der tre bonus numre som de godt kunne have sparet os for. Det ligegyldige "Child Of Burning Time", et remix af "Vermillion Pt 2" og det mystiske "’Til We Die" er rent ud sagt spild af tid. Et album med fantastiske numre, men desværre også med for mange ikke så fantastiske numre. 7 ud af 10.

Nine: The Making Of All Hope Is Gone

På Special Edition versionen af albummet er der også en dvd med. Den er usammenhængende og dårlig. Der er ingen forklarende tale på den. Hele dvd’en er hvad der ligner tilfældige klips, filmet med en camcorder og sat sammen på må og få. Hvis man er kæmpe fan kan man måske få noget ud af at se forskellige medlemmer af Slipknot indspille lidt her og lidt der, uden maske. Men for den almindelige køber kan jeg kun anbefale den originale udgave af albummet, hvis der er væsentlig prisforskel. For både ekstranumrene og dvd’en er overflødige.

Kommentarer (1)

Beikes

Indlæg: 80

Ret så enig..

Ret så enig..

De stærke numre herpå er VIRKELIG stærke! Og de svagere numre, ja de går altså lidt i glemmebogen (men måske det er sådanne sange der skal tages frem og voldlyttes, når man har fået nok af ørehængerne?).

Psychosocial, Gematria, Sulfur, Butcher's Hook og titelsangen er virkelig fede skæringere, og specielt førstnævnte singleudspil får mig til at slamdance og smadre alt omkring mig..! Åh Thrash Metal har altså ikke levet forgæves. Tror ikke der er et nummer der har kunne bringe den følelse op i mig siden Slayer' "Angel of Death" tilbage 1880'erne

Denne skive ligger faktisk og kæmper med White Lion, Overkill og Sixx A.M om at være årets ugivelse hos undertegnede - og det er satme en bedrift, fra et band der indimellem har spillet Nu (crap) Metal!
Nine skulls!

Dvd'en synes jeg faktisk er fed, og noget anderledes end det gængse - et kunstnerisk aspekt og indblik i Slipknots lile, syge verden :)

Beikes gav Slipknot - All Hope Is Gone 7/10.

Tilføj kommentar