Tung alvor og smuk poesi forenes i mageløs samfundskritik

Det smukke og det smertefulde

Århusianske SLET DET debuterede i 2020 med det flotte og på mange måder nyskabende album, Start Forfra. Men det var opfølgeren fra 2022, Krop & Sind, der for alvor fik denne anmelder til at falde bagover. Ikke nok med at selve musikken med sin medrivende groove, dynamik og mesterlige monster-riffs var intet mindre end fantastisk, så var tekstuniverset ligeledes formidabelt. Frontmand Mikael Juul Larsens frådende formaninger og eftertænksomme poesi om smerte, tab, svigt og afmagt ramte præcis dér, hvor det gør allermest ondt. Især hvis man som undertegnede på et tidspunkt har bøvlet med sit mentale helbred. Men lyrikkens balance med tilsvarende håb og optimisme fylder lige så meget hos SLET DET. En ting, der er endnu mere tydelig på gruppens tredje og nyeste langspiller, Sorg & Vrede.

Som et mentalt los i røven

Det ville være en stor fed løgn at påstå, at SLET DET er et band, der sidder stille. Gruppen er altid i bevægelse, afsøger nye musikalske veje og er altid i udvikling, hvilket i øvrigt blev fremstillet på yderst interessant og nytænkende vis med sidste års album, REKONSTRUKTION, hvor numre fra gruppens to første plader nyfortolkes. Godt et år senere skriver vi september 2024, og SLET DET er igen et nyt sted – både bandmæssigt og musikalsk. Den musikalske retning er ikke kun funderet i groovy thrash og sludge længere, men kommer også omkring hardcore, post-metal og alternativ rock. Derudover er der også ændringer i lineuppet, selvom de primære bagmænd, Mikael Juul Larsen og guitarist Henrik Juul Nørhave, stadig udgør bandets rygrad.

Det tematiske omdrejningspunkt på Sorg & Vrede er præcis, som titlen indikerer. Fuldstændig som det også var tilfældet med forrige plade. Tekstuniverset er en stor del af SLET DET, og med titler som “Sorg”, “Snitter Liv” og “Katarsis” giver det sig selv, hvilke problematikker der berøres. Og her er ingen berøringsangst. Med hudløs ærlighed og skrøbelig vrede kommer dualiteten i menneske vs. samfund under kærlig behandling. Og der rammes plet hver gang. “Replikanter” provokerer med sit fokus på individuel originalitet og menneskers ofte skamfulde selvrealisering, og “Tak” påpeger med slet skjult sarkasme, at det er et ord, vi bruger alt for lidt. På “Katarsis” stråler frontmand Larsens vrede som aldrig før med sine enkle, men smukt fremførte pointer om, at vi mennesker kun opnår frelse gennem næstekærlighed. Det er stærke sager og bestemt ikke for sarte sjæle. Som ekstreme kunstfilm, der kan sætte sig under huden i dagevis eller ligefrem kræve et bad efterfølgende, rammer SLET DET igen lige i maven. Det må enhver være forberedt på, men der venter en smuk belønning, når man som lytter vover sig ud i det.

Vi kommer heller ikke denne gang uden om Henrik Juul Nørhaves riffs. Guitaren er ligesom lyrikken en stor del af SLET DETs soniske univers, og igen forkæles vi med uhyre stærke riffs og lækre harmonier alle vegne. Nogen kan virkelig deres Pepper Keenan-katalog! Den rockede og næsten singalong-venlige “Katarsis” samt singlerne “Vurder Dig Selv” og “Mister Blod” er medrivende og ørehængende som bare fanden. Særligt sidstnævnte – der minder lidt om Down-klassikeren “Bury Me In Smoke”, bare i lidt højere tempo – er et formidabelt nummer. Det er enkelt, men proppet med lag. Og der er forløsning at finde, når skønheden finder vej gennem mørket.

Sonisk kunst tilsat ærlig eksistentiel poesi

Tro mod rødderne og deres egen drivkraft har kompromisløse SLET DET igen udviklet sig i spændende retninger. Mikael Juul Larsen er vred som aldrig før, men han er også konstruktiv i sin galde, når den rettes mod det usunde samspil, der er mellem samfund og individ. Vi befinder os i mørket. I sorgen og i vreden. Men håbet anes derude et sted. Kan den slags formidles med lige dele aggressivitet, skønhed og melankoli? Ja, det kan den. Og ingen gør det bedre end SLET DET.

Sorg & Vrede er ikke årets lettest tilgængelige plade. Sådan leger dette band ikke. Her er ingen leflen for lytteren eller hurtige gimmicks, men derimod krav om at lytte godt efter. Det er ikke alle, der formår det. Alligevel håber jeg inderligt, at enhver musikelsker med respekt for sig selv vil lytte til denne plade. Ikke blot smide den på anlægget i bilen og have den som baggrundsmusik. Men virkelig lytte. Det fortjener den.