forbrændingen

Interview med SLET DET

Foto: SLET DET SLET DET

Århusianske SLET DET bragede sidste år ind på den danske metalscene med debutalbummet Start Forfra. Det var et album bestående af velkendte musikalske elementer, nye strømninger og lyrik på dansk, som de selv, meget præcist og passende, udtrykte det. Nu er kvartetten allerede i studiet igen, hvor de arbejder hårdt på opfølgeren til den solide debut, og i den anledning fik vi os en snak med forsanger Mikael.

Til de få, der har levet en corona-tilværelse under en sten og ikke aner, hvem SLET DET er, hvordan vil I så kort beskrive jer selv?
SLET DET er et nyt metalband, som spiller dansksproget metal inspireret af mange forskellige metaltendenser: cross-over i en eller anden form. Vi har i hvert fald forsøgt at skabe vores helt eget unikke univers af lyd og lyrik, hvilket vi selv mener, er lykkedes med debutalbummet.

Det er kun et lille års tid, siden I udgav jeres debutalbum, Start Forfra, som fik rigtig fine ord med på vejen. Kan I fortælle lidt om, hvad der skete efterfølgende, og om hvordan I oplevede pladens modtagelse?
Jamen, efterfølgende spillede vi vores debutkoncert, ha ha ha… Debutalbummet var et resultat af et ønske om at bevise, at det er muligt at lave moderne hårdtslående melodisk metal på dansk med tekster om det ’almindelige’ liv, men vi var også bevidste om, at vi måske var ude på tynd is. Henrik (guitarist) og jeg (sanger) besluttede os for at lave SLET DET og for at lave Start Forfra, og da den beslutning var truffet, så så vi os egentlig ikke tilbage; vi isolerede os i vores musikalske boble, både i sangskrivningsprocessen og da vi indspillede albummet. Der var ingen udefra inde over, og det er den primære årsag til, at det er blevet så unikt, som det er; der har ikke været en ekstern producer til at lave genremæssige regler for os.
Derfor var det også lidt spændende, da første single udkom. Den skulle ligesom være pejlemærket for, om der var nogen i den anden ende, som var klar til at modtage og forstå vores musikalske vision. Og det var der heldigvis. Som du siger, fik hele albummet en rigtig fin modtagelse af alle de musikmedier, som anmeldte albummet. Der var vist kun en anmelder, som ikke helt forstod pladen eller havde gidet at bruge tid på at rigtigt lytte til den. Og i forhold til lyttere, ja, så var det meget overvældende med mængden af positiv respons og alle tilkendegivelserne om, at musik som denne udfyldte et hul i musiklandskabet.
Det gjorde også, at vi ret hurtigt besluttede os for, at næste plade bare skulle i gang, da vi godt kunne mærke, at vi havde ramt en kreativ åre, og at det nærmest kun kunne gå for langsomt med at få idéerne omsat til lyd og lyrik.
Så i forlængelse af det, ja, så var det jo også bare med at komme ud at spille – det, der nu var muligt under corona. Vi føler os vældig privilegerede, da vi har været ude at spille nogle rigtig fine steder med masser af glade mennesker og virkelig cool bands.

I er nu allerede i studiet igen. Hvad kan vi forvente af jeres kommende plade, hvem producerer osv.?
Ja, vi er i studiet lige nu og i gang med at indspille album nr. to med titlen Krop & Sind.
Jeg indspiller og producerer det ligesom sidst. Jeg havde fået et tilbud fra en af DK’s mest ’hotte’ metalproducere lige nu, men hev i bremsen, da det gik op for mig, at jeg var ved at begå en stor fejl ved at lukke et udefrakommende element ind, som slet ikke er på samme musikalske planet som os – og hvorfor? Kun fordi jeg ikke orkede at skulle igennem den helt ufattelig opslidende proces, det er både at være en del af sangskrivningsprocessen, mix og master, sanger, lydtekniker og producer. Det er mange mennesker i et, og derfor havde jeg lyst til at blive aflastet. Men jeg blev bevidst om, at den aflastning har en pris, og den er jeg ikke villig til at betale, så jeg giver ikke ansvaret fra mig, før at jeg finder en, som 100 % forstår mig og ser musikken, som jeg gør.
Det nye album er et kvantespring for os, både i forhold til sangskrivningen og produktionen. Det har egentlig ikke taget længere tid at skrive albummet; vi har bare udviklet os i en rasende fart, og så har vi haft en lyst til at udvikle vores musikalske univers, arbejde med en meget større frihed, ingen regler – alt er tilladt, så længe at det giver os gåsehud. Det er det vigtigste. Vi har skrevet flere numre denne gang, så det bliver et markant længere album, men det bliver også mere dynamisk, både på grund af antal sange og på grund af typen af sange. Musikalsk er vi rykket endnu mere over i vores eget univers. Det er i hvert fald svært for mig at sammenligne dette med noget andet; det må andre gøre.
Jeg vil sige, at vi har forfinet vores udtryk, vi har lukket mere melodi ind, jeg synger markant anderledes på dette album, og så har vi ikke været bange for at arbejde med andre elementer, som kan bidrage til det samlede udtryk. Vi har presset alt til maks. og lidt mere denne gang, hvilket helt sikkert har været godt for vores udvikling.
Og så indspiller vi det meste af albummet i Monoramas studie i Aarhus, hvilket har været en meget bevidst beslutning. I samme kompleks har Baest, Bersærk og mange andre bands øvelokaler, og vi har haft et ønske om at være iblandt en kreativ energi og være omgivet af fantastiske musikere, møde dem på gangene, få besøg, være en del af et større fællesskab. Særligt i lyset af corona har vi ikke haft et behov for at være isoleret. Og vi kan allerede nu konkludere, at det har været den helt rigtige beslutning. Det har virkelig været en god proces indtil nu.

I vores anmeldelse af Start Forfra skrev vi blandt andet, at man genremæssigt skulle forestille sig energien hos Power Trip, kompromisløsheden hos Machine Head, lidt af Slayers riffs og groovet fra Down, og så ville man have et godt billede af SLET DET. Er den nye plade i tråd med det, eller afsøger I nye veje?
Vi har søgt mange andre veje, men grundlæggende er det kompromisløs, energifyldt musik med masser af melodi, fart, aggression og bestemt også groove.
Jeg tror, en stor forskel denne gang er, at der er mere traditionel sangskrivning iblandt, dvs. at der er sange, som du vil kunne sætte dig ned og spille på en akustisk guitar eller et klaver, og de vil stadig fungere. Og så forfinelsen af produktionen vil sikkert også gøre, at folk får lidt andre associationer, men igen, det er svært for os at beskrive. Vi mener jo bare, at vi har lavet en masse gode SLET DET-numre, og hvem og hvad de minder om, det arbejder vi slet ikke i; vi gør bare det, vi gør.
Jeg tænker, at vores nuværende lyttere vil kunne høre, at det er SLET DET, men de vil helt sikkert også føle, at det her er helt ’frisk’, og vi er sikre på, at de er med på den rejse, vi har gang i. Det er jeg ikke i tvivl om.

Tematisk var I omkring afmagt, svigt og tomrum på Start Forfra, men der var også råb om retfærdighed samt håb om lys i mørket. Hvor er I henne rent tematisk på den kommende plade?
Titlen på albummet er Krop & Sind, så det er ’temaet’. Jeg tænker, at denne her gang vil jeg ikke kaste mig for meget ud i at prøve at forklare tekster og meningen med dem. Jeg synes, at det skal være op til den enkelte at tolke, hvad de tolke vil, og hvad de vil bruge teksterne til. Men kort så har livet en begyndelse, og det har en ende; begge dele plus det imellem er ikke uproblematisk, så ’vi’ kan lige så godt forholde os til det.

Hvordan foregår det, når I skriver nye numre? Hvad inspirerer jer, og hvordan foregår processen fra ide til et færdigt nummer?
Det er Henrik (guitarist) og mig, som skriver alle numrene. Han står for musikken, jeg bidrager til arrangement og laver alle teksterne. Så supplerer jeg med lidt andre musikalske elementer i produktionen, men ellers er det sådan, det er. Vi har kendt hinanden i mange år, ham og jeg er enige om rigtig mange ting musikalsk, stemningen i hans musik passer perfekt til min måde at tænke vokalmelodier på, og vi er bare et rigtig godt match, fordi vi sætter få begrænsninger for hinanden. Det er virkelig sjældent, at vi ikke kun har optur over de ting, vi sender til hinanden. Derfor er det også vigtigt, at vi rykker alt det, vi kan, nu, da vi kreativt har ramt en guldåre, og det er bare med at udnytte det. Vi ved ikke, hvornår den ’forsvinder’ igen.

Hvad er SLET DET særligt gode til?
Jeg mener, at vi er gode til at lave musik, som fænger, er forståeligt, musikalsk relevant og med tekster, som folk kan relatere til.

Hvor er SLET DET om fem år?
Ja, det er et godt spørgsmål. Det er vel mere noget om, hvor mange album, vi har lavet til den tid…