Cookie Monster-frontet groovende dødsmetal vender tilbage – som altid.

Chris strikes back!

Six Feet Under startede som et sideprojekt for Chris Barnes, der på det tidspunkt var forsanger i det legendariske dødsmetal-band Cannibal Corpse.

Efter Barnes forlod/blev smidt ud af Cannibal Corpse i 1995, har han (overvejende) fokuseret på Six Feet Under, der har masseproduceret albums hurtigere, end Djævlen kan nå at spille den med Slayer (herunder en bunke coveralbums, som dog er mere forfærdelige end gode eller sjove).

Det er nu blevet til album nummer 12, og man må nok konstatere, at det hele efterhånden kører for Chris Barnes of co. – desværre bare lidt for ofte på autopilot...

Dødsgroove                                                                                 

Albummet fokuserer (som Chris Barnes' materiale gerne gør) på blod, splat og lemlæstelse og fortsætter stilen med fokus på musikalsk bund og groove i deres dødsmetal. Faktisk i en sådan grad, at genren efterhånden er mere groove metal med dødsgrowl, end decideret dødsmetal. Enkelte gange sniger der sig nogen blastbeats ind på trommerne, som fx på ”Exploratory Homicide”, men det meste af albummet består af groovede guitar-riffs, understøttet af 4/4-trommer uden for mange rytmeskift, der mest af alt leder tankerne hen på 90'ernes groove metal.

Guitaren er velspillet, men nogle gange meget langt væk i lydbilledet, eksempelvis på ”The Seperation Of Flesh From Bone”, hvilket giver et lidt skævt, men også meget sjovt udtryk. Trommerne er en anelse kedelige og bliver til tider en smule utight. Man kan næsten kalde det en sløset hihat, vi bliver præsenteret for (trommeslager Marco Pitruzzella praler gerne med, at han indspillede albummet i ét take og uden trigger - det er da flot, men det kan også høres). Bassen er det mest spændende instrumentale indslag på albummet, med de mange finurlige fills, der gemmer sig rundt omkring, hver gang det kan listes ind. Vokalen bliver lidt kedelig, da det mere er en, der brummer i takt, frem for varieret vokalpræstation - jeg ved godt, det er Chris Barnes, vi taler om, men han har altså været mere varieret end dette!).

Hvad vil du?

Når man måler eller bedømmer noget, skal man altid være klar over, hvilke præmisser man bedømmer ud fra. Hvis præmissen er, om albummet er godt have i baggrunden, mens man drikker øl og spiller Tekken på sin Playstation 2, er det et helt sublimt album. Men hvis præmissen er, om det er et godt, helstøbt album, der underholder og beriger lytteren igennem en dedikeret lytteroplevelse, er det ærlig talt noget middelmådigt. Jeg er reelt i tvivl, om præmissen for et Six Feet Under-album anno 2017, så karakteren må blive et sted imellem.

Hør det, fordi det er rigtig fint baggrundshyggedød til druk med vennerne. Men hvis du vil høre noget af det bedre død, Chris Barnes har været med til at lave, så find de første Cannibal Corpse-albums eller Six Feets Unders Haunted frem fra gemmerne.