Martrede sjæle søger massernes gunst

Da Fires In The Distance i sin tid udsendte Air Not Meant For Us, stod amerikanerne som et ganske ubeskrevet blad for overtegnede anmelder. Lidet kunne jeg derfor ane, at jeg få måneder senere ikke blot sad med årets album anno 2023, men et regulært nybrud i melodisk dødsdoom – en subgenre, der alt for ofte forveksler melankoli med floromvundne omkvæd og atmosfæriske højglansflader med himmelråbende tomgang. Et brutalt og sårbart værk, der turde stille krav til sin lytter, og som belønnede fordybelsen med en sjældent set (læs: hørt) autenticitet. Dermed hviler et tenderende urimeligt forventningspres over Circadian Promise. Dels fordi Kristian Grimaldis afsked har efterladt et vokalt vakuum i bandets lydunivers. Dels fordi kvartetten fra Connecticut endnu engang må lide den tort at skulle brydes med DM i populisthegn om den rød-hvide metalscenes opmærksomhed.

Stoisk accept af egen forgængelighed

Forventningerne er dog ikke det eneste, der hænger tungt i luften. Det gør erfaringen så sandelig også. Fires In The Distance har for længst demonstreret, at deres udtryk ikke lever i enkeltstående sange, men i sammenhængende tilstande af tristesse, tempereret dynamik og totalkontrolleret opløsning. Spørgsmålet er derfor ikke længere, hvorvidt de evner at fremvise samme niveau som på forgængeren, men snarere hvordan de undgår gentagelse. Circadian Promise responderer ikke med klarsyn, men med forskydning. Seks vanelange kompositioner – flere strækkende sig mod det episke ni-minutters format – insisterer på, at lytteren ikke bare skal følge med, men tage ophold i materialet. Her er musikken ikke komponeret som øjebliksbilleder, men som nænsomt opbyggede stemningsdesign, der langsomt ændrer karakter undervejs.

Åbneren ”Of Radiance and Levitation” sætter således tonen. Et adstadigt, næsten ceremonielt opbygget opus, hvor klaver og strygere ikke fungerer som staffage, men som klangfundamentets bærende konstruktioner. Jordan Rippes trommer ligger som et taktfast pulsslag under overfladen, mens Savonins guitararbejde folder sig ud i brede, organiske bevægelser frem for traditionelle riffs. Nytilkomne Brendan Hayters markerer samtidig et tydeligt skifte i bandets vokalidentitet. Hvor Grimaldi bar på en mere jordbunden desperation, bevæger Hayter sig oftere i grænselandet mellem growl og glasklang, hvilket giver musikken mere luft, men også en vis form for distance. Den distance bliver central på tværs af albummet. ”To You, Author of My Fade” trækker tydelige linjer mod Katatonias mere introspektive signaturer, uden Fires In The Distance dog på nogen måde mister sin egen vægtfornemmelse.

Heri ligger kontraststyrken mellem de konverserende og de emotionelle udbrud, hvor rytmesektion og guitarer konstant skubber og trækker i samme strukturer. ”By This Time Tomorrow” med gæsteguitar fra Johan Reinholdz kredser således om sorg og afsked, om at erkende tab, når alt bryder sammen, og finde styrken i at give slip og bevæge sig videre. Samtidig bliver det tydeligt, at Savonin som komponist arbejder mere ekspansivt end tidligere, og lagene ikke længere nøjes med at understøtte, men forskubber hinanden over tid. Under ”Lightless Days of a Songless Bird” og ”Once the Silence Takes Your Place” bliver dette om muligt endnu mere eksplicit. Orkestreringerne fra Randy Slaugh foldes her ud som en progressivt parallelnarrativ; ikke længere blot et gement spørgsmål om vers og omkvæd, men om bevægelse, kollaps og genopbygning. Musikken trækker sig tilbage, åbner sig igen og samler sig i nye former, uden nogensinde at miste sin overordnede retning.

Fra det komprimerede kollaps til frie luftveje

Circadian Promise er ikke et forsøg på at overgå forgængeren i rå følelsesmæssig urkraft, men et værk der udvider dens arkitektur. Hvor Air Not Meant For Us stod som revalidering efter et mentalt kollaps, fremstår dette kapitel som et mere rummeligt og afklaret sammenbrud – mindre spontant, men hverken mindre relevant eller gribende. Vokalpræsentationen må siges at være den mest markante diskursændring. Her har man givet en smule køb på den ufiltrerede smerte, der tidligere gjorde Fires In The Distance så kompromisløst overbevisende, om end der samtidig åbnes for nye følelsesregistre uden at opløse bandets grundlæggende identitet. Samtidig cementerer sangskrivningens organiske opbygning albummets styrke. Circadian Promise nøjes altså ikke blot med at bekræfte bandets position, men søger at udvide den – bevares, ikke uden friktion eller kompromiser, men med en sjælden konsekvent ambition i moderne melodisk dødsdoom. Musikken kræver med andre ord ikke vores opmærksomhed bare for at imponere, men fordi opmærksomheden igen belønnes flerfoldigt.