Har du hørt om Apostle? Nej, du har ej!
Hvad er mere irriterende end en flok jurister på coke? Svaret er klart: filosoffer på portvin og gulddamer. Og endnu værre: filosoffer på portvin og gulddamer, der hører niche-metal med fem forskellige genremærkater af et band, som de mener, du aldrig har hørt om … og selv hvis du har, så forstår du dem slet ikke. Apostle vil være et perfekt band for denne demografi. De blev dannet i 2017, kommer fra Atlanta og spiller 'chaotic hardcore, grind, post-black metal, and atmospheric post-rock'. Det minder lidt om en meget kompliceret kaffebestilling. Man skal da heller ikke grave med særligt dybe spadestik, før referencerne vælter frem: Freud, Jung og Cummings er mellem dem, der viser sig. Men hvad har disse patriarker inden for psykoanalysen og den selvransagende poesi egentlig at sige os i dag … og kan det interessere andre end folk i islandske rullekravesweatre og hornbriller?
Et foredrag om følelser
Vi begynder langsomt og grynet på “Exciting the God Hologram”. Guitaren er fedtet ind i feedback, og gennem det meste af sangen kører den rundt om rytmerne i en osende dødsdrom. Ligesom i en dødsdrom er bevægelsen fremad blot en udstrakt tomgangskørsel, fordi man ingen vegne kommer. Netop sådan føles første del af “Exciting the God Hologram”, fordi der er så meget støj, statisk flimrende som et gammelt fjernsyn. Faldet er det eneste brud i dødsdromens motorcykel-Sisyfos-mareridtsridt … og det eneste, man for alt i verden vil undgå. Er livet det værd, hvis man blot lever det for at holde døden fra døren? Heldigvis er Apostle ikke bange for hverken faldet eller døden. I sangens midterstykke sker der et skift, hvor guitaren endelig får lov til at trække vejret, og det skaber en kontrast, som skaber orden i kaosset.
Nu er vi faldne. Men hvor faldt vi hen? “Illusion of Loss” er et relativt kort skrig fra afgrunden. Ifølge Apostles egen beskrivelse sætter de sig på sangen i hovedstolens varme sæde, da de trækker på personlige sorgerfaringer, og det kan høres. Vokalen er hardcorehæs uden tonal tyngde, men til gengæld med emotionel dybde. Man kan høre både lunger og hjerte flænses ved hvert afmagtsskrig, og indlevelsen i musikken opvejer den ellers lidt uformående ambitus … som måske ikke er så uformående endda. På “Oscillating Polarities” dykker forsanger Murice Whites growls helt ned i dybet for at hente de mørke toner op til overfladen, og hvis han havde sunget sådan på hele pladen, havde den fået et eller to kranier mere. Nummeret er generelt et af albummets højdepunkter, hvor alle instrumenter spiller i symbiotisk samklang.
Denne samklang bliver dog senere afbrudt af digteren E. E. Cummings. Han taler på “Distortion of Light” om, hvordan man for alvor er til stede i sine følelser. Hvis man ikke selv ved, hvad man skal sige, kan man altid bruge en repræsentant fra intelligentsiaen til at virke klog i sit sted. Bandet kunne med fordel have forkortet dette foredrag. Vel er det interessant og giver stof til eftertanke, men i sin nuværende udstrakte form kommer det til at fremstå som pseudo-intellektualisme.
På albummets sidste nummer ruller feedbackmættede, forvrængede bølger ind over en diskant strandbred og slår sig selv til skumbrus mod vokalens takkede skær. Her er ingen lige linjer, alt er skævt og lige lidt ved siden af. Det skaber en urovækkende stemning, så man bliver alt andet end “At Ease”. Og så sker der noget helt andet tre minutter inde, hvor vi reddes op på en mole, mens der gydes ro over de før iltre vande. Kompositionen er relativt simpel, men alligevel effektfuld i sin kontrast mellem kaos og orden. Blot ville jeg ønske, at guitarens stille solo ikke var så langtrukken. Jeg havde regnet med, at vi sluttede med et brag, men det kom aldrig. I stedet for en sonisk tsunami sank vandet som efter syndfloden og efterlod os tørstige efter mere.
Den 8. dødssynd
Det er særligt, når bandet fremhæver deres post-black-inspirationer, at de brillerer, mens de mere rendyrkede hardcore-sentenser godt kunne gå med lidt tungere combat boots. Gennemgående for det hele er dog manglen på bas, som jeg efterhånden gerne vil have skrevet på som den 8. (og mest begåede) dødssynd. Særligt med så dårlig en produktion kunne det have været gavnligt med en bas, der kunne tynge nogle af de meget flimrende sentenser ned. Albummet har glimtvist visse kvaliteter, men nogle af kompositionerne kunne bruge en kompressor for at finde ind til essensen og fremhæve kontrasterne. White viser på “Oscillating Polarities”, at han har en udmærket stemme, som han dog har valgt ikke at udnytte på resten af albummet. Hvis han gjorde det, og der blev tilført et ordentligt skvæt bas, ville de stå tilbage med et langt bedre album.