Skuffende toer fra nordjyske 00’er-rockere
Endelig en ny plade
For små fire år siden albumdebuterede danske Silvera med langspilleren Edge of the World. Det var på mange måder en uhyre vellydende plade, der havde solide riffs alle de rigtige steder, men også bar et lidt for tydeligt præg af inspirationskilderne i Volbeat, Nickelback og Alter Bridge. Så meget, at denne anmelder konkluderede, at det var i overkanten, men samtidig erklærede, at de ville blive spændende at følge, hvis de, vel at mærke, kunne bryde fri af deres bånd og blive lidt mere selvstændige.
Silvera er nu, langt om længe, klar med opfølgeren World Behind Doors, og det er en udgivelse, jeg i dén grad har været spændt på.
Eller hov … er det den samme som sidst?
Man har ikke brug for den helt store betænkningstid, når der skal sættes hakker ud for Silveras styrker. Ligesom det var tilfældet på forrige plade, rummer denne uhyre fede riffs plus en flot og sprød dynamisk lyd fra superproducer Jacob Hansen. Disse flotte facetter bliver lynhurtigt tydelige på åbningsnummeret “World Behind Doors” og den stærke efterfølger “Sane”. Allerede her føler man sig som lytter sikker på, at denne skive er et mærkbart skridt i den rigtige retning i forhold til den magre debut, der modtog knap så prangende fire kranier herfra. Musikken virker potent, og frontmand Martin Krogh, der igen lyder ganske glimrende trods endeløse Scott Stapp- og Michael Poulsen-efterligninger, virker som en mand med noget på hjerte. Men for pokker, hvor bliver man skuffet, som pladen spiller videre.
God lyd, fede riffs og en ivrig Kaptajn Krogh er ikke nok til at skabe en god og sammenhængende plade. Allerede ved tredje skæring, den temmelig anonyme “Utopian”, begynder man at kede sig i Silveras univers. Gentagelser og ensformighed vidner desværre om et band, der endnu ikke har sluppet taget om lyden fra starten af 00’erne og denne periodes post-grunge, der var domineret af navne som The Calling, Hoobastank, Creed. Det er fedt nok at hylde fortiden og have en foretrukken niche. Men så skal musikken også kunne noget, have lidt punch og lidt ørehængerpotentiale – og måske endda også inddrage lidt andre virkemidler og harmonier end de samme to-tre stykker på hvert eneste nummer. Bevares, posen rystes en anelse på “Gone Too Far”, hvor den altid formidable Guernica Mancini (ex-Thundermother) bidrager med sin smækre vokal. Og på “Lifeline”, der leder tankerne tilbage på hittet “Open Your Eyes” af evigt undervurderede Guano Apes, tænkes der også en anelse ud af den meget låste boks. Men det ændrer ikke på, at også disse to skæringer lugter langt væk af uopfindsomhed og skamspillet floskelrock.
Inden man mod pladens slutning skal kæmpe sig igennem de lidende og tamme “Show Me How To Live” og afslutteren “Betrayal”, kan man lune sig lidt med “D.I.D.”, der uden tvivl er stærkeste nummer på World Behind Doors og det eneste med potentiale til at komme i rotation på radioen. Melodien er fængende, riffet hamrende stærkt, og aggressiviteten smukt underspillet. Pissefedt nummer! Den ros skal bandet have.
Far er ikke vred …
Desværre har kvartetten fra Nykøbing Mors igen begået en temmelig anonym plade, der mest af alt lyder som en gentagelse af debuten. Bare en anelse mere kedelig. Det piner mig kun at skulle give dem sølle tre kranier, da potentialet er til meget mere, men World Behind Doors rummer simpelthen hverken slagkraft eller kvalitet nok til at komme højere op. Med ganske få undtagelser lyder hele pladen, som havde man sat en AI til at lave tolv mash-ups af Volbeat, Nickelback og Alter Bridge, men det er ikke godt nok. For 25 år siden havde mit gamle gymnasiejeg været vild med Silvera, havde de eksisteret dengang, da deres lyd havde fremstået ny og sprød. I dag er den hørt alt for mange gange før og ofte meget bedre.
