Sick Of It All har været et fast omdrejningspunkt inden for hardcore scenen i snart 30 år, og selvom der løbende er skiftet pladeselskab har SOIA vedholdende udsendt højkvalitets materiale med et stabilt line-up. Titlen lover at karrieren løber imod enden, men dette er blot ment som et wake-up call, og sådan er SOIA, et wake-up call.
Første nummer, `Sound The Alarm´ varsler netop at New York bandet er tilbage igen, og der er dømt hardcore fra første taktslag. 

SOIA genopfinder ikke deres egen lyd eller udtryk på dette tiende album. Teksterne er det forventede mix af politisk ladet materiale, og hårdslående oneliners. Intet nyt her, men hvorfor skulle forsanger Lou Koller også ændre på denne formular? Det virker bare og der er noget dejligt indestængt neurotisk og desperat over albummet. 

Fra New York til Åbyhøj

De første tre numre eksempelvis. Den korte varighed til trods. Alle kan synge… rettelse… RÅBE med på omkvædet efter allerede én gennemlytning. Hårdt, præcist og no nonsens.
Der er breakdowns og råbekor, og muligvis også lidt for meget råbekor. Afsluttende `DNC´ får næsten karakter af fællesang. Men ok. Den vil gøre sig godt på Copenhells hårde beton, og kunne sikkert omvende et par skeptikere eller tre. SOIA er netop et band som skal ses og opleves live, og det kunne være et forfriskende indspark siden Copenhell eksperimentere med at udvide festivallens musikalske udtryk. 
Den danske forbindelse er i øvrigt mere end til stede, da albummet (igen) er produceret af Tue Madsen og mixet i Antfarm Studio i Åbyhøj, så hvorfor egentlig ikke?

Vi har hørt det hele før - og det er en del af pakken

Originaliteten er ikke i højsædet og vi har hørt det hele før, men som det gør sig gældende for visse bands. Vi acceptere bare helhjertet at de udsende det samme album igen og igen. Det må ikke være anderledes, for det holder hele vejen, men dermed er de helt tunge karakterer også uden for rækkevidde.