Større end gængse staveregler
Shvpes – eller Shapes, som det faktisk udtales – er et britisk band med ingen ringere end Bruce Dickinsons søn Griffin Dickinson i front. Lydmæssigt kan dette slægtskab dog på ingen måde høres, da Shvpes spiller en mærkelig sammenblanding af hardcore, metalcore, nu-metal og hip-hop med et strejf af jazz. I 2016 udgav de pladen Pain.Joy.Ecstasy.Despair og er nu klar med plade nummer to, Greater Than.
Når de vælger at stave Shvpes med v i stedet for a, er det en hyldest til hiphopscenen i Birmingham, og fordi v’et gør det nemmere at finde bandet i en googlesøgning.
Fantastisk tænkt.
Der skal være plads til alle
Men nu hvor bandnavnet er lidt fjollet, har de så noget at byde på rent musikalsk? Det kan man svare både ja og nej til For Shvpes kommer vidt omkring på Greater Than. Der er et par numre, der minder en del om det nyeste udspil fra Monuments. Derefter bliver der kylet noget Limp Bizkit-inspireret hardcore i hovedet på en, efterfulgt af lidt ret generisk nu-metal, en omgang 30 Seconds to Mars-inspireret stadion-rap-rock, tilsat passager af noget rendyrket hip-hop og to mellemspil med jazzet rap. Alt dette i fuldstændig tilfældig rækkefølge og sammenblanding uden nogen reel rød tråd til at holde styr på det hele.
Hvorfor Shvpes har vurderet, at alle deres inspirationskilder pludselig skal have lige meget plads, virker meget mystisk, da deres debutplade Pain.Joy.Ecstasy.Despair havde en nogenlunde fin balance mellem hardcore og metalcore kombineret med en rapinspireret skreget vokal. Og det er også sådan Greater Than starter. De tre første numre giver en god indikation af, at det er samme lyd, der arbejdes videre med, men det kører helt af sporet, når det første af to rap-mellemspil kommer ud af absolut ingenting. Foruden at ødelægge den råde tråd der måske kunne anes på albummet, trækkes alt tempo også ud af pladen. Der har aldrig været en plade i denne del af metalcoregenren, der har haft brug for et rap-mellemspil, og slet ikke med jazzinstrumentering, som er tilfældet på det første mellemspil.
Men nu er det ikke fordi, alt er elendigt i Shvpes univers. Når de holder sig til den mere standard hardcore og metalcore, så er det ganske hæderligt. Skabelonskåret, men dog hæderligt. Det er bare ærgerligt, de har følt, at de skulle tilføje så mange ekstra elementer på Greater Than i stedet for at finpudse deres udgangspunkt. For når de holder sig til det de kommer fra, kan de godt skrive nogle catchy melodier og tonsende riffs med rigelig energi til at fyre op for en moshpit.
Tilbage i øvelokalet
Hvis der var nogen forhåbninger for Griffin Dickinson og Shvpes om at skulle nå de samme højder som farmand i Iron Maiden, så skal de virkelig tage sig sammen. Med Greater Than viser de godt nok hele inspirationspaletten, men formår ikke at få det bedste ud af den og ender ud med en plade, der er usammenhængende og ufokuseret. Den har et par sange og få øjeblikke, der fungerer, men langtfra nok til en hæderlig plade. Om igen, Shvpes. Og stav nu jeres navn ordentligt – I er ikke teenagere længere!
