Lort og lig, alt kan knaldes
“Knep en lort, knep en lort. Du skal kneppe en lort”. Det er ikke sådan, man husker Martin og Ketils ”Gæt en lort”-sang fra programmet Naturpatruljen, men det er cirka, hvordan amerikanske Shitfucker ville have hørt den. Et band, vi her på redaktionen første gang stiftede bekendtskab med i slutningen af 2013, hvor de opfordrede til at sutte pik i helvede. Dog var en guffer i Satans domæne ikke helt nok for bandet, så her i 2020 har de ”opgraderet” til kønslig omgang med lig – sikke en forbedring. Det kan også være, det er sex med en krop; grammatik virker ikke til at være noget, Shitfucker går voldsomt meget op i. Det skal bare lyde provokerende, og det må man sige, Sex With Dead Body gør.
98,5 % ren elendighed
Sidst vi havde fat i trioen fra Michigan, var det ikke ligefrem de flatterende fraser, der blev kastet efter bandet, og pladen blev honoreret med den absolut laveste karakter 1/10. Ikke ligefrem noget, der får en til at kaste sig over Sex With Dead Body fuld af forhåbninger, men den udmærkede synthintro ”Naked Came The Strangler” giver umiddelbart et lovende førstehåndsindtryk. Efterfølgeren ”Stab the Head” er godt nok en omgang yderst skramlet punket black/thrash i stil med Venom og Midnight, men produktionen er forbedret voldsomt i forhold til debuten, og man kan rent faktisk høre, hvad de spiller.
Dette er så mere eller mindre alt positivt, der er at sige om Sex With Dead Body. For på trods af at produktionen har fået et løft, lader det ikke til, Shitfucker har forbedret sig nævneværdigt som musikere. Pladen består af ni numre, hvis man ikke tæller intro og outro med, men samtlige riffs og melodier er mere ensartede og indavlede end Alabama og alle de europæiske kongehuse tilsammen. Der er måske riffs nok til sammenlagt tre numre, men selv da vil to af numrene være meget ens. Man kunne så nogenlunde tilgive Shitfucker, hvis de formåede at få hamret nogle fængende riffs af sted, ligesom AC/DC har gjort i de seneste 47 år, men det er desværre heller ikke tilfældet. På trods af deres simplicitet og at de altid er i overensstemmelse med ”klap på to og fire”-reglen, så har man glemt dem i det øjeblik, pladen er slut.
Det absolut værste ved pladen er dog nummeret ”Leather Lady Lover”. Nummeret er sandsynligvis ment som en Midnight-inspireret ballade, men ender med at fremstå som en elendig vulgær joke. Specielt, når vokalist Demonbitch mod slutningen kaster sig ud i, hvad der nok skulle have været crooning i stil med Dave Wyndorf fra Monster Magnet. Det er en vokal, der er mere tåkrummende end samtlige afsnit af Klovn; havde man ikke en dårlig dag, så får man det bestemt af dette nummer.
Men inden du, kære læser, spørger dig selv: ”Er der da slet ikke noget godt ved denne plade udover den forbedrede produktion?”, så er svaret: ”Jo, der er én eneste ting. Soloen i slutningen af ”Skitzoid” har en fed psykedelisk/stoner rock-inspireret lyd og er uden tvivl de bedste 25 sekunder af pladen. De resterende 36 minutter og 35 sekunder er så bare overhovedet ikke værd at lytte til.
Nej, bare nej.
Jeg håber aldrig nogensinde, Shitfucker skal have taletid i et medie igen, og hvis de skal, er det kun for at pointere, hvordan man ikke skal lave musik. En forbedret produktion og én acceptabel guitarsolo er på ingen måde nok til at retfærdiggøre Sex With Dead Bodys eksistens. Det er en frygtelig plade fra et håbløst band, som ingen bør røre med en ildtang. Men er der endelig nogen, der skal, håber jeg, det er min kollega Lasse Jacobsen, der havde den tvivlsomme ære at anmelde bandets debut, eller mig selv, nu jeg også har været udsat for denne vederstyggelighed.