Shade Empire - Omega Arcane

Omega Arcane

· Udkom

Type:Album
Genre:Symfonisk black metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Med Omega Arcane rammer Shade Empire plet i den symfoniske blackmetal gryde.

Shade Empire er et finsk symfonisk blackmetal band, som har rødder tilbage til 1999. Omega Arcane, som denne anmeldelse skal omhandle er fjerde album fra bandet, og opfølgeren til Zero Nexus fra 2008.

Shade Empire bevæger sig genremæssigt i den symfoniske blackmetal, hvor der på Omega Arcane er skruet voldsomt op for den symfoniske del. Mine tidligere erfaringer med bandet stammer helt tilbage fra 2004 med debuten Sinthetic og især nummeret "Pain and Pleasure", som er tilpas ondt og modbydeligt. Bandet er modnet en hel del siden, og Omega Arcane er på mange måder et mere helstøbt album end Sinthetic. Tekstmæssigt er der sket en del. Fra at handle om smerte og lyst, er lyrikken gået i en mere mystiks og okkult retning, og flere af teksterne har et filosofisk præg. Tænk her tekstuniverset fra Abrahadabra-skiven fra Dimmu Borgir og nyere Behemoth.

Albummet lægger ud med nummeret "Ruins", som på mange måder minder om "Xibir" fra Dimmu Borgirs Abrahadabra. Det er den samme overmenneskelige messen der indledes med. Nummeret glider herefter over i et episk instrumentelt stykke, som leder tankerne hen på en intro ala Game of Thrones-serien. Ca. 2 min. inde i nummeret kommer albummet for alvor i gang, og der accelereres op i et blackmetallignende tempo.

En af de ting, som jeg bedst kan lide ved Omega Arcane er blandingen af de symfoniske orkester elementer og blackmetallen. Recepten er efterhånden godt kendt, men hvor orkesterdelen hos nogle bands nærmest bare er en parentes i musikken, formår Shade Empire at integrerer de klassiske instrumenter ind i deres musik. Det giver et helt specielt musikalsk univers, og tankerne sendes af sted på en rejse til et fremmed sted, hvor det ikke helt er til at vide, hvorvidt det er gode eller dårlige ting man møder.

En anden ting som fungerer fantastisk godt er vokalarbejdet. Juha Harju, som forsangeren hedder, formår at bruge sin vokal, så den passer ind i den komplekse lyd, bandets instrumentelle del skaber. Samtidig underbygger vokalen det univers bandet fremmaner. Især numrene "Until no Life Breeds" og "Disembodiment" er et klasseeksempel på dette.

Instrumentelt er blandingen af blackmetal trommer og guitarriffs med klassisk orkester fænomenal. De instrumentelle dele supplerer hinanden rigtig godt, og der er konstant en vekslen i tempoet, hvilket skaber en episk og eventyrlig stemning. Især på det 13 min. lange nummer "Disembodiment" er det som om, at det hele går op i en højere enhed. Mellemspillet omkring syv min. henne i nummeret er decideret genialt. Der er også blevet plads til et par instrumentelle numre på skiven, hvor jeg vil fremhæve "Devolution". Her benyttes der udover orkester et messende kor, som sender en tilbage i tiden omkring romertiden hvis ikke længere tilbage.

På mange måder minder Omega Arcane om The Great Mass fra græske Septicflesh. Det er de samme symfoniske elementer, og den samme brug af underlæggende kor og effekter, som leder tankerne hen på den græske mystik og underverden. Vokalen på Omega Arcane er til gengæld noget mere afdæmpet end den Septicflesh leverer, og minder på sin vis om vokalarbejdet fra Shagrat på Dimmu Borgirs Abrahadabra. Egentlig kan man vel sige, at man kan sætte den instrumentelle og symfoniske death/ blacklyd fra Septicflesh sammen med Shagrats vokalarbejde, og man har et godt indtryk af, hvordan Omega Arcane lyder.

Jeg må tilstå, at jeg er blevet slemt glad for Omega Arcane. Den symfoniske og episke lyd passer fantastisk ind i Shade Empires musikalske univers. Selvom bandet gør brug af mange af de elementer man hører på nyere skiver fra Septicflesh og Dimmu Borgir, formår Shade Empire at skabe en lyd, som er helt deres egen. Det finske ophav fornægter sig ikke, hvilket betyder, at lyden bærer et stærkt melodisk præg. Alt i alt er Omega Arcane en virkelig fantastisk skive, som jeg kun varmt kan anbefale.

Trackliste:

1. Ruins 2. Dawnless Days 3. Until No Life Breeds 4. Ash Statues 5. Disembodiment 6. Malicious Winds 7. Traveler of Unlight 8. Devolution 9. Slumbering Giant 10. Nomad 11. Omega Arcane

Her er en smagsprøve på albummet med den ret så stemningsfulde video til Ruins.

Tilføj kommentar