Får får ikke får, men åbenbart intelligens
Modsat hvad mange tror, så er får slet ikke så dumme endda. Sammenlignet med mennesker matcher får intelligensmæssigt cirka en treårig, dog med så alarmerende angst for at blive efterladt, at alarmberedskabet altid lyser orange. Med den logik må et lam matche intelligensen for en lille baby. Hvilket resulterer i, at chilenske Sermon to the Lambs på dansk kunne hedde Babysalmesang. Jeg vil dog være betænkelig ved at spille bandets debut, Sermon to the Lambs, i en forsamling af nyfødte og deres forældre.
En prædiken, der på papiret sikkert var god
Den betænkelighed kommer ikke kun af, at Sermon to the Lambs udelukkende gør sig i den brutale dødsmetal, men også fordi Sermon to the Lambs faktisk ikke er en særligt spændende plade.
Mest af alt lader chilenernes debut til at være skabt på baggrund af, at man har været i studiet med et par gode ideer frem for en færdiggjort plan og så bare taget den på gefühl. Åbneren, “Crowned King of the Worms”, lukker med et groove, hvis tempo er som skabt til at svinge en hammer over Golgata med et smil på læben. At resten af nummerets tunge, nedstemte riffs kun har formået at bøje søm i et gulvbræt, må så siges at være en jævnt kedelig oplevelse. Titelnummeret skæver tydeligt mod Brodequin med en lækker intensitet og fjendskhed, der godt nok løber nummeret igennem, men man føler ikke, at prædikenens gennemsyrende had ætser dybere end syren i dit gennemsnitlige hudprodukt mod akne. Ligeledes har introen på den Brodequin-inspirerede “Maximum Apostasy” potentialet til en særdeles vellykket radbrækning, men med resten af nummerets generiske udfoldelser bliver frafaldet fra denne prædiken præcis, som titlen antyder. “God Spat and the Man was Done” er reelt set det eneste nummer, der lyder, som om det er tænkt igennem. Igen er det Brodequin, der har ageret skelet, men jeg får samtidig en idé om, hvem Sermon to the Lambs er. Lammetævende blasts, solide chugs og breakdowns sat sammen med ganske kreative temposkift er lige præcis den gang håndmadder, man forventer, når inkvisitionen tager sækken af dit hoved.
En sæk over hovedet og famlen i blinde må dog siges at være temaet for Sermon to the Lambs. For selvom hvert nummer tager udgangspunkt i en udmærket ide, så er alt mellem disse ideer tanketomt fyld. “Clergy’s Malevolence” er noget af en prøvelse med chugs i konstant faldende tempi og en langtrukken afslutning af dement munkekor. Men især “Saints are Centurions of an Aristotelian Christ”. Mage til intetsigende tæven løs på potter og pander, mens diverse riff-klingende haveredskaber prøves af i baggrunden, skal man godt nok lede længe efter. I dette tilfælde må den gode idé have været titlen. At mixet på pladen så også fremhæver den i forvejen meget insisterende lilletromme, hjælper bestemt heller ikke på sagen. Lilletrommen i brutal død er ofte en tilvænningssag, men der må være et goregrind-band, hvor træslevspiskeris på grydebund er mere passende.
Om igen
Alle de sange, du elsker, og alle dem, der betegnes som klassikere, er startet med en god ide. Så Sermon to the Lambs har bestemt starten på plads. Og den gode idé lever da også hele pladen igennem. Det er der bare ikke meget andet, der gør. Det er yderst sjældent, at flere gode ideer bindes sammen til velfungerende numre eller sågar bare segmenter. Kedeligt uinspireret fyld er, hvad der dominerer Sermon to the Lambs, hvilket resulterer i små 40 minutters ensformig kværn fra kødhakkeren.