SEPTAGON - We Only Die Once

We Only Die Once

· Udkom

Type:Album
Genre:Thrash metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Døm ikke et band på dets cover

Det indrømmes blankt, at jeg tidligere ikke var bekendt med tyske Septagon, hvilket egentlig er en skam, for selvom bandet nemt kan beskrives som tysk thrash, så vil det for mig til alle tider skabe en ramme for sammenligning med bands som Kreator og Sodom. Alt fra navn til logo til cover skriger ”generisk preusser thrash”. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men det gjorde, at jeg var overrasket over at finde sanger Markus Becker fra det mere melodiske metal band Atlantean Kodex og guitarist Markus Ullrich fra det fantastiske, men desværre hedengangne prog-band Lanfear. Jeg er usikker på, hvor forventningerne lå, men Septagons kombination af det melodiske og proggede i en thrashet lyd både tiltaler mig og skræmmer mig; for er det overhovedet en kombination der virker?

Let progget, melodisk thrash?

Vurderer man Septagon stykvist, er der ikke meget at klandre dem for. Musikerne er utvivlsomt fantastiske: Dygtig melodisk sanger, talentfuld rytmesektion og særligt Ullrichs riffs får et unikt præg af de progressive rødder. Overordnet set er hele pladen en opvisning i, at Septagon består af garvede musikere, der kan deres kram på hvert deres instrument. Enestående riffs som i ”Head Held High” er thrash af den bedre skuffe, mens åbneren ”Demon Divine” viser, hvor melodiske de kan være. Og selvom teksterne generelt virker lidt tyskergenerisk, så er der lyspunkter som ”The Rant”, der giver en ret humoristisk og intelligent analyse af nutidens karrierepolitikere. Kort fortalt: Septagon er talent hele vejen rundt.

Ovenstående objektive og subjektive sandheder til trods sad jeg stadigvæk med en lidt tam fornemmelse efter nogle gennemlytninger. Årsagen skal for mig nok findes i sammensætningen af melodierne og prog-light riffs, som virker proppet ned i en thrashet kontekst. Man har simpelthen taget nogle lækre ingredienser og insisteret på, at det skal være thrash. ”The Boogeyman”, synes jeg, er et klart eksempel på dette. Modsat er en ellers fantastisk sang som ”Gardens of Madness” – en fed klassisk thrash-skæring med et velskrevet progressivt mellemstykke – holdt nede af en insisteren på at gøre omkvædet melodisk. Der er kort fortalt tale om voldsomt lækre ingredienser, som bare virker forceret sammen. Det hjælper heller ikke, at de elementer, som sidder bedst fast, faktisk er de få ting, som bare ikke fungerede, og at sangene for det meste er for nemme at glemme igen.

Rutineret og forglemmeligt

Alene vurderet ud fra CV fra Septagons musikere, havde jeg måske urealistiske forventninger om et noget melodisk, progressivt thrash, der skulle blæse mig bagover, som var de Mekong Delta. Det efterleves ikke på We Only Die Once, og mens mine forventninger måske var uretfærdige, så er Septagon så meget mere, end hvad de markedsføres som: Generisk tysk thrash. De er væsentligt mere melodiske; Mere tilgængelige; Mere acceptabelt for min kone. Desværre føler jeg ikke, at de tager skridtet fuldt ud og lader musikken stå på de meritter den har, men i stedet hviler for meget i at skrive sange for at være thrash, selvom sangerens stemme måske ikke passer så godt til det. Det ender desværre i en samling af sange som ikke er mindeværdige nok.

Tracklist

  1. Demon Divine
  2. The Rant
  3. How to Kill the Boogeyman
  4. We Only Die Once
  5. Vendetta
  6. Head Held High
  7. Gardens of Madness
  8. Decision Day
  9. Strange Times
  10. Ekke Nekkepenn

Kommentarer (1)

UMUR

UMUR

Indlæg: 71

Det minder mig lidt om nyere

Det minder mig lidt om nyere Artillery.

Tilføj kommentar