Tidens natur
Filosoffer, der er langt klogere end os almindeligt dødelige, har i århundreder kæmpet med at forstå, hvad tid egentlig er for en størrelse. I den moderne verden er det fysikere og teoretikere som Stephen Hawking, der forsøger at definere begrebet tid, men de fatter vist heller ikke noget som helst. Ikke desto mindre er det netop begrebet tid, italienske Secret Sphere har givet sig i kast med på deres nye album, The Nature of Time. Allerede nu har mange sikkert regnet ud, at det selvfølgelig er power metal, vi har at gøre med her, for hvilken genre inden for heavy metal har ellers balls nok til at lægge arm med så stort et emne?
Traditionel power metal
De fleste er vel enige om, at power metallens ’ground zero’ er Helloween og deres to genredefinerende Keeper of the Seven Keys-albums fra midt-/slutfirserne. I modsætning til de fleste andre subgenrer inden for den konstant udviklende heavy metal sker der generelt ikke ret meget nyt i denne genre. Her på The Nature of Time har vi således også at gøre med et album, der holder sig stramt inden for, hvad fans forventer af et power metal-band: Der er masser af pompøse introer, symfoniske elementer, melodiske guitarharmonier, en forsanger, der kan hele registret, og det ene episke sing-along-omkvæd efter det andet – alle væsentlige elementer i Power Metal kan altså krydses af. Der går sågar lidt prog metal i den af og til (a la engelske Threshold), men det klarer Secret Sphere faktisk ganske fint, bl.a. på instrumentalnummeret ”Commitment”. The Nature of Time definerer syv ‘virtues’, der alle får en sang hver: ”Love”, ”Courage”, ”Kindness”, ”Honesty”, ”Faith”, ”Reliance” og ”Commitment”. Jo, jo, det er skam højtragende sager, det her, men hvad det egentlig har med tiden at gøre står faktisk ikke helt klart. Corny, men ambitiøst, og fans af genren vil formentligt labbe det i sig. Vi andre kan jo så smile lidt overbærende og blive enige om, at death, black, mathcore, djent, post metal osv., osv. er den ægte metalvare, men sig det ikke til nogen: Det her er faktisk en habil omgang heavy rock, der får både nakkemuskler og fødder til at bevæge sig, og denne anmelder har langsomt måttet overgive sig.
For lidt power og for meget pop
The Nature of Time er altså et konceptalbum om tiden, og det er absolut et af de mere gennemarbejdede af slagsen, med glidende overgange mellem hvert nummer – og det fungerer faktisk rigtigt godt det meste af tiden (pun intended). Der er dog et stort minus: Man savner i den grad noget mere kant, for albummet er for det meste lige poleret nok. Det skyldes nok mest produktionen, der generelt er for glat og med guitaren gemt langt nede i mixet. Hammerfall, Blind Guardian og Helloween kan da godt finde ud af at sparke røv, og det lyder egentlig, som om Secret Sphere kan det samme (tjek fx introen til ”Reliance”), men de holder sig på et mere poppet, Threshold-agtigt spor, og det er faktisk lidt ærgerligt og trækker mindst én karakter ned.
Alt i alt er The Nature of Time en god gang ambitiøs, medrivende metal begået af en gruppe talentfulde italienere, og albummet er bestemt værd at tjekke ud. Denne anmelder vil dog anbefale, at Secret Sphere beslutter sig for mindre pop og mere power.
